TEMA: Enhver nyttetænkning i forhold til liv og menneskers værd er en stor synd ifølge jødedommen, skriver Lene Andersen
Synspunkt:Det er ikke en del af den jødiske teologi eller filosofi, at et handicap er en straf fra Gud. Men en gave kan man jo heller ikke ligefrem kalde det. En opgave måske?
Det helt grundlæggende princip i jødedommen er, at alt liv er helligt og ukrænkeligt. Skulle man give et handicap en jødisk tolkning, må det derfor være, at alle vi, der ikke er handicappede, er forpligtet til at gøre handicappedes liv til gode liv.
Enhver nyttetænkning i forhold til liv og menneskers værd er en af de største synder, man ifølge jødedommen kan begå, og nazisternes foragt for anderledeshed i det hele taget er udtryk for alt det, som jødedommen forsøger at være et værn imod.
En kendt rabbiner har en gang skrevet en bog, der hedder "When bad things happen to good people," og typisk for os mennesker så tror folk generelt, at bogen hedder "Why bad things happen to good people." Men det hedder den altså ikke, for det er der ingen af os, der ved.
Lene Andersen
Jødisk forfatter og foredragsholder
Religion.dk sætter i denne uge fokus på forskellige religioners syn på handicappede. Mandag skriver kristne Nana Hauge, tirsdag giver Lene Andersen et jødisk perspektiv, onsdag redegør Birgitte Kolby Jensen for buddhismens opfattelse af handicappede. Den muslimske imam Ahmed Akkari leverer torsdag det sidste indlæg.