Skyld og skæbne hænger ikke sammen

Synspunkt:

Det er som bekendt en udbredt tværreligiøs og endda også areligiøs opfattelse, at her i livet går det de gode godt og de onde dårligt.

Det gælder spørgsmålet om det moralsk gode og dårlige såvel som spørgsmålet om gode kost- og motionsvaner, psykologisk bevidstgørelse osv.

Ifølge denne opfattelse er der altså en nøje sammenhæng mellem skyld og så den skæbne et menneske har fået. Følgelig vil sygdom og elendighed - og altså herunder fysiske såvel som psykiske handicaps - typisk opfattes som en skam.

Modsat denne udbredte opfattelse er det betegnende for den nytestamentlige forkyndelse, at den problematiserer tanken om en sammenhæng mellem skyld og skæbne og dermed også tanken om sygdom - herunder et handicap - som en skam.

Ifølge det nytestamentlige budskab og Jesu forkyndelse går Guds sol både op over de retfærdige og de uretfærdige, og det vil sige, at livets vilkår - både de gode og de dårlige - rammer os mennesker, uanset hvad vi har fortjent.

Lidelser og trænglser opfattes i Det Nye Testamente undertiden som en gave. Et liv i Kristi efterfølgelse er nemlig et liv i trængsel. Paulus nævner f.eks. hvordan han glæder sig over sine lidelser og trængsler, fordi lidelsen og magtesløsheden netop åbenbarer Jesus.

Den kristne lidelse ses her som et tegn på, at den troende tilhører Kristus og derfor skal ophøjes, ligesom Kristus blev ophøjet efter sin lidelse og død. For så vidt som et handicap opfattes som en lidelse, kan det altså udmærket ses som en gave i kristen/bibelsk sammenhæng.