Kirkens ledere må se krisen i øjnene

Det første vi må være opmærksomme på er, at vi -- kirken -- er en integreret del af den kulturelle situation. Vore menigheder er også ramt af det kulturelle jordskælv i vores samfund.

Der er opbrud i det kirkelige landskab -- mange mennesker forlader kirken, finder en ny menighed eller er med i dannelsen af en ny måde at være kirke på, der giver mening efter et jordskælv.

Fristelsen

Den største fristelse for os er at benægte krisen eller forsøge at flygte væk fra kulturen ind i et kirkeligt pseudolandskab. Det vil være en benægtelse af noget helt centralt i evangeliet: inkarnationen (at Gud blev menneske).

Gud åbenbarede sig i Jesus netop som sandt menneske, og kirkehistorien er én lang beretning om evangeliets evne til at flyde ind i menneskers hverdagsliv i nye kulturer gennem mission og menighedsplantning.

Gud er evig, og derfor er han altid lige nær i enhver historisk epoke! I vores tid ser Gud muligheder for at evangeliet kan give håb og frihed til mennesker i et kulturelt jordskælv.

Pejlemærker

Når vi befinder os i ukendt landskab, er det ikke let at sige, hvor vejen går. At være kirke i vores tid løses ikke med et enkelt koncept eller en enkel metode. Jeg vil her give mit udkast til tre vigtige pejlemærker, som jeg har opdaget hos en række menigheder og mennesker, som er begyndt at gå en vej frem i det nye landskab.

1. DELE LIV - fra møder til at mødes!

Jeg har deltaget i mange kirkelige aktiviteter i mit korte liv. I dag kan jeg se, at der nogle gange aldrig opstod noget sandt "møde" mellem os. Jeg taler ofte med mennesker, der har oplevet det samme.

Efter et jordskælv vil mange af os have en stor (over)følsomhed for, om der er plads til os, som vi er, og andre vil have et stort behov for at blive set og hørt. Når vi kommer sammen i cellegrupper, vil det være væsentligt ikke at der blot er et program, men at der finder et reelt møde sted mellem mennesker. At vi deler vores liv, som det er, med hinanden -- så godt og råt som det er.

Det unikke ved kirken er, at vi ikke standser her, men mødes i Guds nærvær og tjener hinanden i det nærvær.

2. GUDS RIGE -- fra fælles form til fælles DNA

Jeg mødte første gang dette udtryk hos en god ven af mig. Han beskrev, hvordan den menighed, hvor han voksede op, havde én bestemt måde at gøre tingene på, men ikke nogen klar fælles vision. I virkeligheden hænger det omvendt sammen. Vi må arbejde på at beskrive vores fælles værdier og vision i menighederne (discipellivets DNA).

Samtidig er der brug for plads til at "være med" på mange niveauer og måder (discipellivets FORM). Den personlige pilgrimsrejse har fået meget mere plads i menneskers bevidsthed, og det må afspejles i en større mangfoldighed af former i vores spiritualitet.

3. LEDELSE -- fra ord og kontrol til demonstration og ansvarlighed

Hvis vi skal følge de to første pejlemærker, vil det fordre en anden ledelseskultur, der fungerer under kaos og forandring. En (celle)leders opgave bliver ikke primært at lave en telefonliste og gennemføre et program. En leder er først og fremmest et menneske, der lever så gennemsigtigt som discipel af Jesus, at de andre kan se for sig, hvad det er for et liv, vi er kaldet til at leve -- og kampen med det.

Jesu myndighed kom af, at han demonstrerede sine ord med sit eget liv. Når der er jordskælv, vil nogle af os automatisk reagere ved at forsøge at kontrollere situationen. Det frisætter ikke menigheden til at møde dens udfordringer.

Derimod har menigheden brug for at ledelsen taler ærligt om udfordringerne og tager ansvar for at reagere på dem. At tage ansvar betyder ikke at kontrollere situationen -- men at lade den brydes med visionen og så vælge en vej frem. Velvidende at der var andre veje vi kunne have valgt og give enhver frihed til at vælge en anden vej.

Keld Dahlmann
Præst i Århus Valgmenighed

Mandag den 5. marts arrangerer Dansk Oase, Dialogcentret og Menighedsfakultet temadag om ledelse i kirken - læs mere her