Kronprinser af Guds nåde

Og hvis man klikker ind på Thronfølgelov for det danske Monarkie af 31te Juli 1853, kan man læse om forsynets uransagelige veje i forbindelse med tronfølgen.

Regentens religiøse rolle stikker dybere, end det ser ud til på overfladen. Den har tilknytning til den bibelske tradition, hvorefter kongen alene er konge af Guds nåde. Dette indebærer, at kongen er indsat af Gud og derfor absolut legitimeret.

Her er Davids og Sauls historier de bibelske forlæg, der fortæller om, at Gud udvælger det i verden ringe for at vise sin magt. David var fårehyrde og blev konge. I Bibelen kan man også læse historien om den første salvede kronprins (Salomon i 1. Kongebog kapitel 1 v.32-50).

I Danmark har kroningen (som identifikation af tronfølgeren, heraf kronprins) en længere historie end enevælden. Den tager sin begyndelse midsommerdag 1170, da Knud den 6 blev salvet af ærkebiskop Eskil i Ringsted Kirke. Hans fader Valdemar den Store indførte på den måde en gammeltestamentlig skik og forudbestemte sin søn til konge ved denne religiøse handling. På side 717 af Saxos Danmarkshistorie - oversat fremragende af Peter Zeeberg - fortælles historien.

En anden grund til at kongemagten lægger så stor vægt på tronfølgen er investiturstriden (år 1000 - 1500), der handlede om at både konge og kirke krævede retten til at indsætte biskopper.

Kongen hævdede her med reference til Bibelen, at han var indsat direkte af Gud og derfor ikke skulle have sin magt sanktioneret af paven. Denne kamp var stærkt medvirkende til at tronfølgen fik så stor betydning, som den fik.

Under enevælden bliver den religiøse symbolik overvældende, og arvefølgen sikres med mange henvisninger til Guds udvælgelse. Ikke kun kongen, men også kronprinsen er udvalgt af Guds nåde. Det var forbundet med helligbrøde at røre den kongelige person og dette træk strakte sig hurtigt til hele den kongelige familie.

Selv efter ændringerne af Danmarks Riges Grundlov af 1920 står der udtrykkeligt i paragraf 12, at "kongens person er fredhellig." Kongen og kronprinsen står til ansvar overfor Gud og ikke for loven. Det kunne man se for år tilbage, da prinserne kørte for hurtigt i deres nye biler. De kunne stadig ikke dømmes, men måtte nøjes med irettesættelser af deres forældre.

I England forsøgte flere konger fra 1600-tallets midte til først i 1700-tallet at genindføre katolicismen. På trods af at man fordrev nogle og halshuggede en enkelt, så forblev kronprinsen faderens ubestridte efterfølger, fordi han var udpeget af Gud.

Kroningen og respekten for kronprinsen har allerede været meget vigtig i middelalderens og renæssancens kampe om magten. Først hen imod år 1700 ligger den naturlige arvefølge mellem fader og søn helt fast, og beskrivelsen af Ludvig den 16.'s kroning i 1775 er sigende læsning. Her ser man i en gennemgang at festlighederne, hvor stor en rolle kirken spillede, så tæt på den franske revolution, som vi normalt betegner den moderne tids begyndelse ved. Da Ludvig den 16. (1793) og Marie Antoinette (1794) var blevet henrettede sparede man Dauphinens (kronprinsens) liv, fordi tronfølgen var hellig og overgrebet ved at slå kronprinsen ihjel opfattedes som et værre brud på Guds lov, end det ville være at slå kongen ihjel, for i kronprinsen samles folkets håb til fremtidens lykke.

Herefter fulgte kroningerne historiens gang, og prinserne forsvandt fra Frankrig. Napoleon d. 1. kronede sig selv i katedralen Notre-Dame i 1804, mens paven var tilstede og velsignede kronen. Napoleon d. 3 gik endnu længere og ønskede slet ingen kroning.

Kronprinserollen forbindes af de færreste med religiøse aspekter idag. Men både tronfølgen, kroningen - der i dag kun finder sted i Storbritannien - og den salvning, der tidligere gik forud for kroningen, har historisk haft religiøs betydning. Salvningen var oprindeligt en jødisk skik, der indviede den kaldede regent. Og kroningen betød, at monarken havde sin magt fra Gud.