Kønsdriften er ubetvingelig

Og når Muhammed har opdaget, at han godt kan fristes af andre kvinder end sine egne hustruer, og derfor befaler dem kun at nærme sig ham, hvis de er tilslørede, så er det en forholdsregel, der er blevet brugt så at sige overalt siden hen indenfor islam, men det er også en ting, der fortæller, at man dér mener, at 1) kvinden først er fristerinde, dernæst person, og at 2) man(d) ikke selv kan styre sin drift; den må styres på samfundsplan gennem en adskillelse af kønnene.

Og når endelig Jesus direkte kan tale til en kvinde, f.eks. til den samaritanske kvinde ved Sykars brønd (Joh 4,7-26), hvad hun undrer sig over, og når han kan bekymre sig om Marthas holdning til dette at lytte til hans ord (Luk 10,41), så viser det, at for ham er disse kvinder kønsvæsen og person i ét; og dette kan godt siges at afspejle sig i de kristne samfund, hvor kønsdriften, i hvert fald i de protestantiske samfund, vel opfattes som ubetvingelig, men hvor man(d) tænkes under opvæksten at få indpodet visse naturlige begrænsninger i sine udfoldelser.

Jeg skal indrømme, at dette smukke skema bliver noget ødelagt af den kirkehistoriske virkelighed, for man må vist sige, at det, jeg her har kaldt den "buddhistiske" opfattelse var normen i mange århundreder af den kristne kirkes historie, fra Augustin til langt op på den anden side af Luther. Man kaldte det ikke buddhisme, men nyplatonisme.

Luther udgjorde selv et i den forbindelse ganske morsomt tilfælde. Én af de ting, han reformerede, var jo munkevæsen og præstecølibat. Og det ville han have afskaffet, fordi han betragtede kønsdriften som ubetvingelig. Kun gennem en fuldstændig afskaffelse af alle idealer om at kunne betvinge kønsdriften kunne man i fremtiden slippe for alle de præstefriller og præstebørn, som middelalderen var så fuld af. Men det mærkelige, og det som forstyrrer mit smukke skema ikke så lidt, er, at Luther faktisk ved en bestemt lejlighed optrådte nærmest som muslim.

Hertug Philip af Hessen fik ikke den tilfredsstillelse fra sin hustru, som teorien tilsagde ham. Han havde derfor prøvet at bruge det middel, som fyrster på hans tid sædvanligvis brugte: at tage sig en elskerinde. Men han følte ikke, han kunne gøre det med god samvittighed og spurgte derfor Martin Bucer, om der var mulighed for at have to hustruer, som f.eks. patriarkerne i Det gamle Testamente. Bucer spurgte videre til Melanchthon og Luther og de gav i et brev det råd (brev af 10/12 1539), at fyrsten omhyggeligt skulle overveje situationen og følte han det stadig nødvendigt at tage en anden hustru, skulle han gøre det, blot han holdt det hemmeligt. For blev det offentligt kendt, ville man betragte det som en ny lov, og det var det ikke, det var en dispensation.

Nå, det blev selvfølgelig offentligt kendt, og sagen medførte ikke så lidt ulempe for lutheranerne. Men den viser, synes jeg, at Luther virkelig mente det, når han hævdede, at kønsdriften var ubetvingelig, og at ægteskabet var det af Gud indstiftede middel til at holde den i ave. Blot er det jo altid kedeligt, når virkeligheden ikke lever helt op til den nydelige teori.

Men eftersom der, så vidt jeg har kunnet forstå på sagens akter, ikke var nogen, der tog hertug Philips hustru med på råd, viser den vel også, at det billede af ægteskabet, som senere voksede frem i den lutherske verden: at det er to personer, der vokser sammen i et inderligt fællesskab, ikke var en virkelighed dengang.

Det blev det jo imidlertid senere. Og spørgsmålet er så: Skal vi vesteuropæere så presse vores opfattelse af kønslivet ned over alle andre kulturer?

Det er vist det, Anders E. Madsen opponerer imod.

Og bevares, hvis vi sådan ligefrem presser, så er det jo ikke så godt. Og hvis "vores" opfattelse er den, at "fri seksualitet er et nøglepunkt i skandinavisk selvopfattelse", så er det måske heller ikke så godt. Men hvis en sand og rigtig forståelse af tingene har udviklet sig hos os, men ikke i andre kulturer, så vil det for mig at se være opgaven at fastholde denne sande forståelse, både overfor modstanderne herhjemme: overfor dem, der taler om fri sex, og overfor andre kulturer.

Én af de kulturer, der opponerer kraftigt imod vores opfattelse, er den muslimske. Og jeg må da indrømme, at man, hvis man gennemfører en adskillelse af kønnene, som man f.eks. gjorde det i det gamle Irak, så er der dér tale om et virkeligt alternativ til den vesteuropæiske opfattelse. I dette område var adskillelsen mellem kønnene næsten total, fortæller Henny Harald Hansen fra 1920'erne, mændene havde deres område af byen at færdes i, kvinderne deres.

Ikke blot var ægteskabelige sidespring umulige, det var også umuligt at blive fristet til noget sådant. For man mødte kun mænd i sin dagligdag, man mødte ingen kvinder, man kunne fristes af. Vi vil måske kalde en sådan tilværelse for kedelig, men viser det ikke blot, hvor sex-fikserede vi er? Og for mig er det ret afgørende, at Henny Harald Hansen fortæller, at kvinderne var tilfredse med deres tilværelse. De følte sig aldeles ikke undertrykte.

Vi kan imidlertid ikke indrette os på den måde. Vi mener, at person og køn følges ad. Vi lægger følgelig enorm vægt på, at de to unge får virkelig mulighed for at lære hinanden at kende, endda får mulighed for at blive forelskede, og hvordan kan de det, hvis ikke det ene køn kan omgås det andet forholdsvis frit? Fordi bindingen i ægteskabet er såvel en kønslig som en personlig binding, er vi nødt til at indrette os med stor frihed mellem kønnene. Og med de erfaringer, vi har gjort, kan vi ikke se andet, end at selv det forsøg på løsning af kønslivets gåde, som Henny Harald Hansens gamle Irak repræsenterer, er forkert, fordi det bortskærer en hel side af tilværelsen, forelskelsen, betagetheden af det andet køn, som vi ikke blot ikke vil undvære, men som vi også finder naturligt hører med, og som trænger sig på, hvor den forsøges holdt nede.

Og ærlig talt, det kan være, jeg er vesterlandsk inficeret, men jeg tror ikke på den "frihed", Anders E. Madsen taler om, når han skriver:

"Den sydlige sexkontrol forstår også sig selv som universal og som middel til frihed. Det sidste er svært for mange danskere at forstå. At sexrestriktioner kan tæmme vores vilde heste. Danskere – og mange andre nordboer - har ingen forståelse for, hvad det vil sige at være plaget af sextanker, at fantasien kan være en modstander".

Sexkontrol som middel til frihed? Hvordan det? Selv den strengeste kontrol forhindrer jo ikke fantasien i at blive plaget af sextanker. Er der andet at gøre, end med Luther bruge det middel, Gud har indrettet til imødegåelse af disse sextanker, ægteskabet? Så opnår man frihed, sand frihed i bundetheden til den anden person. Ikke en frihed, der er hævet over at være et kønsvæsen, men en frihed, der er fri, fordi den véd sig elsket som den person, man er.

Ricardt Riis
Cand.theol. og redaktør af www.martinluther.dk