Forretningsmænd er også en slags mennesker

Nej, jeg tror, vi skal et andet sted hen, hvis vi vil formulere en "økonomisk teori på luthersk grundlag". Lad os begynde med seksuallivet; det er jo altid spændende. Her anbefaler Luther, at man skal undlade at prøve at bekæmpe sin drift på det område. Hvis man opdager, at man har en kønsdrift, så skal man følge det råd, Paulus giver i 1 Kor 7,9, at det er bedre at gifte sig end at brænde af begær, og gifte sig. Luther mener faktisk, at enhver drift er syndig, og at man altså synder, når man lever sammen i ægteskabet. Alligevel skal man ikke leve i cølibat, nej, man skal resolut gribe Guds tilgivelse og leve i det ellers syndige kønsliv i glad tillid til Gud og hans tilgivelse.

Det mærkelige er, at vi forlængst har droppet enhver tanke om, at vore drifter er syndige, men alligevel med fuld ret kan kalde os lutheranere. Hvordan det? Jo, fordi vi stadig er grebet af den nøgterne resoluthed, som greb Luther. Denne livsholdning har vi stadig. Den resoluthed, der prægede Luther, præger også os.

Og overfører vi nu denne holdning på det økonomiske liv, så vil det altså sige, at om det så var syndigt at begære, at skrabe penge til sig, at ville sikre sig et godt udkomme i fremtiden (Jeg siger "om det så var syndigt", for jeg vil gerne væk fra at betragte alt dette som noget syndigt), så skal vi ikke prøve at leve et syndfrit liv ved fx at påtage os en selvvalgt fattigdom, nej, vi skal i tillid til Guds tilgivelse glad gå ind i den gerning i forretningslivet, der er blevet vores.

Det behøver jo ikke være jungleloven, der hersker i forretningslivet. Og det behøver heller ikke være sådan, at næstekærlighedsbudet er imod det, der foregår blandt forretningsmænd. Ikke blot, fordi forretningsmænd jo også er en slags mennesker og derfor af og til kan gøre noget godt, men også fordi forretningslivet i sig selv har noget godt i sig. Faktisk vil jeg sige, at kunne man finde ud af, hvordan de økonomiske kræfter fungerer, ville man kunne gøre langt mere godt, end selv nok så mange velgørenhedsselskaber kan præstere.

Man kan ud fra mine "lutherske" tanker godt være en forretningsmand, der ikke øver uret mod sin næste. Man kan godt ville sikre sin forretning en rimelig indtjening uden af den grund at skulle give køb på næstekærligheden. Det er sandt nok, at indenfor forretningsverdenen hersker ikke barmhjertigheden, men retfærdigheden. Men retfærdighed er sandelig heller ikke det værste, man har. Blandt andet vil vi ikke-forretningsfolk meget have os frabedt, at vi skulle have vores løn af barmhjertighed, nej, lønnen vil vi sandelig have, fordi der er lavet en aftale og en sådan aftale skal holdes.

Luther har nogle steder udtalelser, der kan betragtes som tilløb til en mere moderne forståelse af det økonomiske liv. Eller man kan måske sige, at han prøver fuldt ud at drage konsekvenserne af sit angreb på klosterlivet. I en prædiken over fortællingen om den rige unge mand, der får besked om at gå hen og sælge alt, hvad han ejer, (Matt 19,16-30) siger Luther fx:

"Gud har skabt mennesket som mand og kvinde, for at de skal komme sammen i ægteskabet, og så véd man nok, at det kommer der børn ud af, nu skal børn spise og drikke og have en husholdning med et hus, en mark, eng og have, og hvad der mere hører til næringen, hvordan kan man kaste det bort?" (læs hele prædikenen på tysk her)

Franciskanernes holdning, at de ikke må røre ved penge og derfor er nødt til at have en mand i byen til at sørge for deres finanser, kalder Luther direkte for barnlig.

Men altså: Holdning bag, den resoluthed, der griber Guds tilgivelse og så at sige i trods vil leve på den, den har vi stadig, og den kan godt gælde også i det økonomiske liv i vore dage.

Venlig hilsen

Ricardt Riis
Cand.theol. og redaktør af www.martinluther.dk