I forbindelse med omtalen lørdag den 17/9 i både Kristeligt Dagblad og Information af Kåre Bluitgens vanskeligheder ved at få sin bog om Muhammeds liv illustreret, udtalte Abdul Wahid Pedersen, at billedforbuddet kun gjaldt for muslimer. Den opfattelse sluttede Fatih Alev sig til. Og hvis de virkelig mener det, er det utrolig glædeligt. Men man spørger alligevel sig selv, om de hykler, om de er uvidende, eller om de mon virkelig mener det.

Det, der rejser sådanne spørgsmål, er muslimers ret store nærtagenhed overfor det, de opfatter som fornærmelser overfor deres religion. Da Theo van Gogh lavede sin film om kvindeundertrykkelse indenfor islam, blev det af så at sige alle muslimer opfattet som en fornærmelse mod islam. Men hvorfor egentlig det? Wahid Pedersen siger om billedforbudet i Information: "Vi kan jo ikke som muslimer blande os i, hvad andre folk gør". Hvorfor sagde man ikke det om van Goghs film: "Vi kan jo ikke som muslimer blande os i, hvilke film andre folk laver"?

Hvis man er troende muslim og ikke mener, det er fromt at se filmen, jamen, så kan man jo lade være. Hvis man som muslim ikke mener, det er fromt at se Muhammed afbildet af en tegner, så kan man jo lade være at købe Kåre Bluitgens bog.

Problemet er blot, at sådan siger man ikke indenfor islam. Man har i hvert fald ikke hidtil gjort det. Man har i stedet følt sig fornærmet og givet tydeligt udtryk for det. Hvis man da ikke har grebet til repressalier, som man gjorde det overfor en underviser på Carsten Niebuhr-Instituttet, som blev gennembanket, fordi han havde læst op af koranen. Der var ikke noget med, at man sagde: "Vi kan jo ikke blande os i, hvordan andre omgås koranen". Nej, man blev fornærmet, ja man blev mere end det: man blev vred, og lod sin vrede gå ud over den formastelige.