Kan vi lære at respektere hinanden?

Du argumenterer for, at grunden, til at I linker til hjemmesider for organisationer, der arbejder med at helbrede homoseksuelle, er, at I ønsker at vise en stor bredde i synet på homoseksualitet. Jeres bredde favner dog ikke så vidt, at I linker til organisationer for homoseksuelle kristne, hverken her i landet eller i udlandet. At dette ikke er umuligt for en organisation, der arbejder ud fra det samme bibelsyn som jeres fremgår af, at den svenske organisation "Medvandrarna", der er Sveriges pendant til Agape, faktisk bringer et link til EKHO, der er en økumenisk sammenslutning af homoseksuelle kristne.

Hvis man læser de mange beretninger, der er blevet skrevet af kristne homoseksuelle, som har været i kontakt med kristne organisationer, der tilbyder at hjælpe homoseksuelle til at opgive "den homoseksuelle livsstil", men som senere alligevel valgte at "praktisere" deres seksualitet, så fortæller disse ofte om, hvordan de var blevet presset af deres familie, kirke og af deres samvittighed til at søge "hjælp". Hvorfor skulle disse mange mennesker lyve?

Når jeg taler om "kunder i butikken" så mener jeg ikke, at Agape arbejder for pengenes skyld. Men jeg tror, at det af teologiske grunde er meget vigtigt for Agape, at så mange homoseksuelle som muligt opsøger Basis for at få hjælp.

Du skriver også:

"Hvis disse personer skulle have hjælp hos dig, Karen, vil de jo bare få at vide, at de skulle ændre deres grundsyn, hvilket vil være en fodfejl af dimensioner for et stykke sjælesørgerisk arbejde."

Hvad ved du om, hvad jeg ville sige til en bogstavstro homoseksuel kristen, hvis en sådan skulle opsøge mig for at få råd? Selvfølgelig ville jeg forsøge at hjælpe en sådan homoseksuel der, hvor vedkommende måtte befinde sig.

Da jeg i min ungdom gennemgik den kamp mellem min tro og min seksualitet, som vist de fleste homoseksuelle med en katolsk eller protestantisk fundamentalistisk baggrund har måtte gennemgå, blev jeg faktisk meget ked af, at den præst jeg bad om råd tydeligt lagde op til, at det var forkert af mig, at opfatte min seksualitet som et problem. Det fik i hvert fald mig til at klappe i, for dengang var min seksualitet absolut et problem for mig.

Måske var det denne velmente, men ikke særligt sjælesørgerisk kloge reaktion, der var en af årsagerne til, at jeg endte med at ofre min tro for at kunne leve homoseksuelt. Der skulle gå mange år, før jeg fandt tilbage til Gud, for alt for længe blev min vej blokeret af den fejlagtige tro, at man ikke kan leve i et homoseksuelt parforhold samtidigt med, at man har en kristen tro og jeg vidste ikke, hvor jeg skulle gå hen, for at få hjælp til at forene min kærlighed til kvinden i mit liv med min længsel efter Gud.

Nej, i stedet for det du insinuerer, ville jeg, hvis jeg ellers havde personen på tomandshånd, bede samme med ham eller hende og i en bønnens ånd tale om Jesus, Bibelen og alt det, som han eller hun måtte ønske. Hvor I sender dem væk, der ikke vil følge den vej I viser, så ville jeg godt nok vise en sådan homoseksuel kristen den vej, som jeg tror er den rigtige, men jeg ville også tilbyde at være der, selvom vedkommende skulle fastholde et andet standpunkt end mit.

Jeg ved alt for meget om de kvaler, man kan gennemgå som homoseksuel kristen til, at jeg kunne nænne, at sende en sådan bort, lige meget hvilken vej vedkommende måtte vælge.

Karen M. Larsen
Gymnasielærer

Kære Karen M. Larsen

Jeg lovede godt nok, at jeg ikke ville besvare dit sidste indlæg, men jeg kunne ikke lade være. Jeg vil ikke gå ret meget ind i selve sagen, men nøjes med at sige undskyld, rose dig og håbe på respekt og forståelse.

Jeg vil gerne sige undskyld, fordi jeg tilsyneladende gik ud fra, at du bare ville bede mennesker om at ændre grundsyn. Det var åbenbart ikke rigtigt, og det beklager jeg, at jeg skrev. Det var ikke fair.

Dernæst blev jeg glad for din måde at beskrive dine sjælesørgeriske samtaler på. Jeg er rigtig glad for at høre, at du vil acceptere folk som de er, med det grundlag som de kommer med. Det er også rigtig dejligt at høre om din kristne tro, og det den betyder for dig.

Der kommer som nævnt også personer til Basis, som kæmper meget, og som faktisk føler sig "rummet". Men det er klart, at i sjælesørgeriske samtaler vil vi ikke kunne hjælpe folk, hvis de ønsker hjælp til at leve sammen med en partner. Men vi kan, som du også gør, uden pres, tvang og magt hjælpe dem til at komme frem til en personlig afklaring. Og så er det jo op til personen selv at komme til en afklaring med sig selv og sin tro.

Nogen vælger det ene og nogen det andet. Lige som dig har vi selvfølgelig et ønske om, hvad de skal vælge, men du må altså tro mig, når jeg siger, at vi tvinger ikke nogen mod deres vilje. Det vil jo være et personligt og måske åndeligt overgreb, som vil skade personen nu og på sigt.

Jeg kunne godt ønske, at vi kunne skabe en respekt og accept af hinandens holdninger og valg, selvom de måske er meget forskellige.

Det er måske ønsketænkning - men?

Tak for skriveriet. Det kunne være spændende at mødes en gang.

Med venlig hilsen

Lars Thidemann Jensen
Landsleder for Agape