Lars Thidemann Jensen |
29. august 2005
HOMOFILI: Vi mener ikke, at homoseksualitet er sygdom, som man kan helbredes for, skriver Agapes landsleder Lars Thidemann Jensen i et svar til Karen M. Larsen
Landsleder for foreningen Agape, Lars Thidemann Jensen, svarer på kritik fra religionspanelets Karen M. Larsen.
Kære Karen M. Larsen
Først vil jeg gerne beklage, at vores holdninger kan opfattes som tvetydige. Vi prøver i vores fremstilling af denne sag at tale for en bred forståelse af, hvordan både forskellige undersøgelser og vores egne erfaringer siger omkring homoseksualitet. Det er åbenbart ikke lykkedes tilfredsstillende, så det vil vi selvfølgelig kigge nærmere på.
Dernæst vil jeg slå fast, at jeg anerkender fuldt ud, at der er forskellige holdninger til denne sag. Som der står i Basis' værdigrundlag, er det i strid med Bibelens lære at fordømme mennesker på grund af deres seksualitet. Og det er det sidste vi ønsker. Vi sætter os ikke til dommer over, hvordan du eller andre skal leve eller tro. Vi er en invitation til en gruppe mennesker, der henvender sig til os, fordi de faktisk tager Bibelens ord omkring disse spørgsmål meget bogstavelige. Jeg er helt på det rene med, at der er kristne, der tolker disse ord anderledes, og ingen problemer har med at være kristen og praktiserende homoseksuel, og det respekterer jeg.
Men det er da nedgørende overfor en gruppe mennesker (og deres familier), der faktisk har som deres værdigrundlag, at praktiserende homoseksualitet er forkert, at sammenligne dem med muslimske arrangerede ægteskaber, der tvinges til noget mod deres vilje.
Her taler du af komplet uvidenhed om tingenes faktiske tilstand. Og når du så endda påstår, at disse familier skræmmer deres unge med helvede, så bliver det altså virkelig for lavt! Læs eksempelvis Jonas' historie på hjemmesiden!
Mit største problem i dit indlæg er faktisk, at du ingen respekt eller omsorg har overfor denne gruppe mennesker. Du kender dem måske ikke, men det gør jeg, og det gør ondt at høre dig beskrive dem sådan, og ikke respektere deres ønske om hjælp. Du kan vælge ikke at tro på mig, og så kan jeg ikke gøre noget. Men jeg kan kun gentage, at vi ikke presser eller hjernevasker nogen som helst. Vi reagerer på et behov hos nogle mennesker, som ikke kan finde hvile eller hjælp andre steder.
Det kan meget vel være, at det løser alle problemer for nogen, hvis de praktiserer deres homoseksualitet, men jeg kan garantere, at det løser ikke alle problemer for dem, hvor det strider mod deres livsgrundlag. At argumentere med at de bare har et forkert livsgrundlag, er nedgørende, arrogant og nærmer sig diskrimination af en minoritet. Og at du lige præcis ved, hvorfor folk henvender sig til Agape er godt klaret, når du ikke kender noget til gruppen.
Så nogle få kommentarer til dine indvendinger.
Ruth betegner sig selv som helbredt, ja. Hun har nuancer med, hvor hun beskriver at mange ikke oplever det samme som hende, men hun bruger ordet. For det første er ordet "helbredelse" i denne sammenhæng en kristen term, som ikke har den samme logik som i sygehusverdenen, hvor det nødvendigvis må modsvare en sygdom. Der er nærmere tale om en personlig ændring i hendes liv. For det andet må jeg medgive dig, at jeg heller ikke bryder mig om hendes ordvalg, og især ikke fordi det kan misforstås i relation til Basis' arbejde, så det vil vi kigge nærmere på. Men hun er et eksempel på Basis' brede forståelse af homoseksualitet, der beskrives nedenfor.
For at få et nuanceret indtryk af hvad Basis mener, skulle man måske læse de to andre personlige historier, samt Basis' formål og værdigrundlag på hjemmesiden.
Vi er ikke fundamentalister. Vi læser Bibelen som Guds ord, ja! Men vi anerkender andre syn på spørgsmålet omkring homoseksualitet. Vi kan modsat møde folk, der ikke anerkender vores syn, så spørgsmålet om, hvem der er fundamentalister i ordets egentlige mening, kan diskuteres.
Hvis du havde fulgt bedre med omkring EXODUS vil du vide, at EXODUS Europa faktisk har taget afstand fra EXODUS USA netop på baggrund af, at man ikke kunne identificere sig med EXODUS USA's holdninger og udmeldinger omkring det, at homoseksualitet er en sygdom, som man kan helbredes for. Jeg vil gerne sige det igen: Vi mener ikke, at homoseksualitet er sygdom man kan helbredes for!
I et forsøg på at forklare Basis' syn på homoseksualitet, indsætter jeg en del af vores redegørelse til socialministeriet. Men hvis man som udgangspunkt ikke tror på, hvad vi siger, så hjælper det måske ikke så meget:
"Basis tager udgangspunkt i de mennesker, vi møder. Derfor er vores syn på homoseksualitet også baseret på, hvordan homoseksualitet faktisk optræder, hos dem vi møder. Men vores syn er også baseret på anerkendte videnskabelige undersøgelser (Såsom The National Health and Social Life Survey (NHSLS) 1994, University of Chicago), velvidende at der findes modstridende undersøgelser indenfor dette område.
Helt grundlæggende er seksuel orientering ikke enten det ene eller det andet men grader af mere eller mindre. Homoseksuelle følelser kan altså eksistere i større eller mindre grad hos den enkelte, hvilket også er vores erfaring hos vores brugere. Samtidig er denne grad ikke konstant men fleksibel. Graden af seksuel tiltrækning såvel i hetero- som homoseksuel retning kan ændre sig både spontant (gennem oplevelser) og gennem terapi. Igen også bekræftet af erfaring hos vores brugere. Fundamentale ændringer ses dog kun hos eller kan kun opnås af et mindretal.
Homoseksuel orientering kan i nogen grad være genetisk bestemt, men der må anerkendes en vis indflydelse fra miljøet. Hvilket bevirker, at årsagerne til homoseksuel orientering må betragtes som mange og meget forskelligartede.
Disse fakta danner udgangspunkt for det syn, at der skal gives meget god plads til forskellige måder at forholde sig til og forvalte sin seksualitet. Der gives ikke ét rigtigt svar på, hvad homoseksuel orientering er, og hvordan man skal leve med den og tackle den. Der må gives plads til den enkelte kan forholde sig til sin egen seksualitet. Desuden må enhver, der oplever sin seksualitet som problemfyldt, hjælpes individuelt.
For os er den brede biologisk, sociale og psykologisk tilgang til seksualitet et vigtigt perspektiv. Den seksuelle identitet følger ikke med biologisk nødvendighed. I stedet bør det diskursive anerkendes som et afgørende element i dannelsen af den seksuelle identitet. Vi er derfor meget bevidste om, at italesættelsen af det homoseksuelle har stor betydning både for den generelle opfattelse af homoseksualitet og den enkeltes identitetsdannelse. Men på baggrund af det homoseksuelle spektrums beskaffenhed, betragter vi det som mest formålstjenligt, at der gives plads for stor bredde i italesættelsen og deraf følgende større spillerum for identitetsdannelsen.
Som folkekirkelig organisation ligger vores syn på homoseksualitet i forlængelse af Folkekirkens bekendelsesskrifter. Vores udgangspunkt er de fem standpunkter i vores værdigrundlag:
- Ethvert menneske er værdifuldt og skabt af Gud
- Ethvert menneske er elsket af Gud uanset dets seksuelle orientering
- Seksualiteten er en vigtig del af mennesket, men et menneske er mere og andet end sin seksualitet
- Seksuelt samliv uden for ægteskabet (mellem mand og kvinde) er i strid med Bibelens lære
- Al fordømmelse af mennesker på grund af deres seksualitet er i strid med Bibelens lære
Dette generelle syn betyder, at vi må have respekt for det enkelte menneskes tro – både deres overbevisning om Gud og deres overbevisning om homoseksualitet. Alle mennesker uanset seksuel orientering skal vises omsorg, nærhed og respekt. Deri ligger bl.a., at mennesker har ret til selv at bestemme over deres seksualitet (såvel som deres religiøse overbevisning).
Vores arbejde retter sig mod de mennesker, der af samvittighedsmæssige eller andre grunde ikke ønsker at omsætte deres (homo)seksuelle følelser til praksis. Det er denne gruppe menneskers syn på seksualitet og Gud, der er bestemmende for vores arbejde. Som et diakonalt/socialt arbejde for denne gruppe, ser vi ingen anden mulighed for at vise omsorg, nærhed og respekt for dem, end ved både at tage deres syn på Gud og på seksualitet alvorligt.
Ingen har ret til at nægte dem kirkens klassiske syn: "Seksuelt samliv uden for ægteskabet mellem mand og kvinde er i strid med Bibelens lære", så længe de ikke krænker andres ret til at have deres syn på seksualitet. Vores opgave som social/diakonal organisation er at hjælpe denne gruppe mennesker – bl.a. ved at forsvare deres ret til deres syn på seksualitet.
Vores mål er ikke at overbevise andre om dette syn. Fra vores side ligger der ingen fordømmelse i vores ord – set fra vores perspektiv, er det nærmere en invitation til dem alene, der ser homoseksuelt samliv som problematisk og ønsker hjælp til at have et godt og harmonisk forhold til selv, sine medmennesker og til sin tro på Gud. Er det ikke situationen for den homoseksuelle, skal vedkommende så ikke søge hjælp hos Basis, men måske hos LBL."
Med venlig hilsen
Lars Thidemann Jensen
Landsleder for foreningen Agape
FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk