Ricardt Riis |
22. august 2005
LUTHER: Kirkens politiske og økonomiske magt gik tilbage i kraft af reformationen, og det var faktisk også meningen, skriver Ricardt Riis
Spørgsmål:Hvad gjorde kirken for at bevare magten under og efter reformationen?
Merete Dam
Svar:Kære Merete Dam!
Du tænker formentlig på den lutherske kirke. Hvis du mener, hvad den katolske kirke gjorde for at bevare magten under og efter reformationen, skal der i hvert fald svares helt anderledes, end jeg vil svare, når vi taler om den lutherske kirke efter reformationen.
Spørgsmålet er nemlig, om den lutherske kirke egentlig gjorde noget særligt for at bevare magten. Ja, spørgsmålet er, om ikke en del af det nye ved reformationen var, at kirken ikke skulle have nogen særlig magt.
Lad mig pege på nogle områder, hvor man kan sige, at kirken afgav magt ved at gå fra en middelalderkirke, der ikke havde været igennem reformationens forvandling, til at være en såkaldt luthersk kirke. Før havde paven skullet godkende (mod passende betaling) alle udnævnelser til de større kirkelige embeder. Nu blev dette overladt til kongen. Før havde kirken alle ægteskabssager under sin jurisdiktion. Nu blev det kongen eller staten, der tog denne opgave på sig. Før havde paven kunne tvinge sin vilje igennem ved at lægge et land under interdikt. Nu lod man pave og interdikt være, hvad det være ville; man var ligeglad, og så havde paven ingen magt.
Men vigtigst er vel nok, at to store kirkelige indtægtskilder forsvandt: Afladshandelen ophørte, fordi folk efter Luthers anbefaling ikke mere troede på, at man kunne tilkøbe sig kortere ophold i skærsilden. Og sjælemesserne ophørte, fordi folk ikke regnede med, at man kunne hjælpe sine forfædre på den måde.
Så både den politiske magt og den økonomiske magt hos kirken gik tilbage i kraft af reformationen. Og altså: Det var faktisk også meningen.
Selvfølgelig kan man sige, at kirken dog i 1600- og 1700-tallet havde en vældig magt, fordi hele folket troede på, hvad kirken sagde. Det er måske ikke helt rigtigt, men sandt er, at man jo ikke undså sig for at tvinge noget igennem, hvis det var fromt nok. Men det var sådan set ikke kirken, der gennemtvang det, det var i lige så høj grad fyrsten. Da det gik skidt for riget, bestemte således Christian den Fjerde, at der skulle afholdes en række bods- og bededage, om ikke det kunne hjælpe på rigets tilstand.
Ligeledes var det vistnok ham, der prøvede at tvinge folk til at gå i kirke; for, som hans valgsprog sagde: "Regnum firmat pietas" - Fromhed styrker riget, RFP, hvilket nu i folkemunde blev til: "Riget fattes penge". Og det var forresten også sandt.
Men altså, efter reformationen var det egentlig ikke tanken, at den organiserede kirke med bisper og præster skulle have nogen særlig magt. Og man må vist sige, at det rent faktisk var begrænset, hvad der var af decideret magtudøvelse hos denne del af samfundsapparatet.
Venlig hilsen
Ricardt Riis
Cand.theol., redaktør af
www.martinluther.dk
FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk