Paulus, Luther og Loven

Men hvordan ser Paulus da på den politiske retfærdighed?

Det skriver han om i Rom 13,1-7. Her hedder det:

"Alle skal underordne sig under de myndigheder, som står over dem, for der findes ingen myndighed, som ikke er fra Gud, og de, som findes, er forordnet af Gud. Den, som sætter sig op imod dem, der har en myndighed, står derfor Guds ordning imod, og de, der gør det, vil pådrage sig dom. De styrende skal jo ikke skræmme dem, der gør det gode, men dem, der gør det onde.

Vil du slippe for at frygte myndighederne, så gør det gode, og du vil blive rost af dem; for de er Guds tjenere til dit eget bedste. Men gør du det onde, må du frygte. Ikke for ingenting bærer myndighederne sværd; de er Guds tjenere og skal lade vreden ramme dem, der gør det onde. Derfor skal man underordne sig, ikke kun for vredens, men også for samvittighedens skyld.

Derfor betaler I jo også skat, og de styrende er Guds tjenere, når de tager vare på det. Giv alle, hvad I skylder dem: den, der har krav på skat, skat; den, der har krav på told, told; den, I skylder frygt, frygt; den, I skylder ære, ære".

Og her kan vi igen se, at det er den naturlige lov, der er på færde. Det ligger ganske klart, hvad der er det gode, og hvad der er det onde; ethvert menneske kan se det og forstå det. Det er altså ikke noget, der først skal åbenbares for mennesker. Man kan måske sige, at den retfærdighed, der er tale om, ikke er nogen særlig religiøs retfærdighed (og så ødelægger jeg det lidt for dig, for det var vist den form for retfærdighed, du var ude efter).

Men i hvert fald: Her synes det at være sådan, at de styrende bruger tanken om retfærdighed (og den naturlige lov fortæller, hvad retfærdighed er) til at få skabt ro og orden i samfundet.

Men man skal måske også bemærke, at Paulus jo ikke tænker sig, at de kristne har nogensomhelst ret til oprør, hvis de styrende ikke øver retfærdighed. Den kristne skal underordne sig, ikke kræve øvrigheden til regnskab. Så den retfærdighed, der er tale om, er ikke som i dag en retfærdighed, man kan kræve af øvrigheden; højst er det én, øvrigheden gør klogt i at bruge.

Når vi i luthersk sammenhæng plejer at sige, at man ikke skal sammenblande tro og politik, er det også den naturlige lov, der er på spil. Eller vi siger, som vi gør, ud fra et ønske om, at den naturlige lov skal have råderum og ikke erstattes af nogen religiøs lov.

Luther kan ganske rigtig sige, at vi i samfundet godt kunne tage moseloven til forbillede, men det skyldes nu nok hans tanker om den naturlige lov. For moseloven var den form, den naturlige lov fik i Israel, og Saksenspiegel er den form, den fik hos sakserne. Men begge dele er nedslag af den naturlige lov. Og den lov, man skal rette sig efter i samfundet, er altså den naturlige lov, den lov, Gud har nedlagt i vore hjerter, eller den lov, der fremkommer i vore diskussioner, når, som Paulus siger, tankerne forsvarer og anklager hinanden.

Jeg tror nok, at Luther og Paulus er nogenlunde enige om disse forestillinger om den naturlige lov. Men sjovt nok er de også enige om at fastholde den åbenbarede lov, moseloven, på ét bestemt område, nemlig med hensyn til, hvem man må gifte sig med og hvem ikke. Luther vender sig i et skrift "Vom ehelichen Leben" fra 1523 imod de mange forbudte forbindelse, som den katolske kirke opererer med. Men op imod dem stiller han ikke noget forbud fra den naturlige lov, nej, han tager simpelthen moseloven frem og læser, hvad der står skrevet i den. De forbudte forbindelser, der nævnes dèr, bliver dem, han mener, skal gælde i det tyske samfund på hans tid.

Og Paulus gør noget lignende i 1 Kor 5,1 ff. Når Paulus vender sig imod, at et medlem af menigheden lever sammen med sin fars hustru, hænger det givetvis sammen med, at dette er forbudt ifølge moseloven. Han siger ganske vist, at dette ikke forekommer blandt hedninger, så han har en lille krog at hænge sin hat på, men ellers vil jeg mene, at en forestilling om, at det, der skal tjene som rettesnor for de kristne, er den naturlige lov, er ret fjernt fra ham her.

Men der er da for mig ingen tvivl om, at Paulus' tale om den naturlige lov og om den kristnes forhold til øvrigheden, som Luther genopdager, har spillet en stor rolle for fremvæksten af demokrati hos os. For demokratiet har som filosofisk forudsætning, at der er en naturlig lov, som kan være en vejleder for os i vore diskussioner om, hvilke love der skal gælde i vore samfund. Og denne forudsætning har vi også, når vi kræver, at tro og politik skal holde adskilt. Vi ønsker f.eks. ikke, at muslimske ægteskabslove skal indføres her i landet. Eller rettere: Vil nogen indføre noget i den retning, må han argumentere for det på ganske jordisk vis, uden at påberåbe sig nogen åbenbaring.

Det blev lidt længere end jeg havde tænkt mig. Undskyld!

Venlig hilsen

Ricardt Riis
Cant.theol., redaktør af www.martinluther.dk