Næsten er blevet en uformelig masse

Men netop stedet hos Lukas er interessant. For dér ender det med, at Jesus fortæller lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Og hvad man end kan mene om denne lignelse, kan man vist ikke komme uden om, at Jesus udvider næstebegrebet væsentligt i forhold til Det gamle Testamente, hvorfra det er taget.

Går vi til Det gamle Testamente, til 3 Mos 19,18, opdager vi, at budet faktisk står i en sammenhæng, hvor ordet "næste" betyder "landsmand". Det var også den almindelige opfattelse af det på Jesu tid hos jøderne. Men lidt senere i 3 Mos kapitel 19, i vers 34, hedder det:

"Den fremmede, der bor som gæst hos jer, skal være som en af landets egne, og du skal elske ham som dig selv. I var jo selv fremmede i Egypten".

Så selv om "næste" utvivlsomt i sammenhængen betyder "landsmand", har 3 Mos alligevel udvidet kærlighedskravet til også at omfatte den fremmede. Så skal det også siges, at betydningen i Det gamle Testamente ikke er den, som I refererer: "Du skal elske din næste, som du elsker dig selv", men derimod: "Du skal elske din næste, for han er jo som dig selv". Man kan se det af det sproglige udtryk, men man kan sådan set også se det af 3 Mos 19,34, hvor det jo lige efter budet hedder: "I var jo selv fremmede i Ægypten". Og logikken bagved er en praktisk anvendelse af den gyldne regel: "Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem", (Matt 7,12) nemlig: "Da I var fremmede i Ægypten, ville I ønske, at ægypterne havde behandlet jer godt; derfor skal I gå frem efter det ønske, I havde dengang, og behandle den fremmede hos jer godt, ellers modsiger I jer selv".

Som sagt har allerede Det gamle Testamente udvidet kærlighedskravet til at omfatte også den fremmede. Men Jesus gør op med selve næstebegrebet. Efter at have fortalt lignelsen om den barmhjertige samaritaner, spørger han den lovkyndige: "Hvem af disse tre synes du var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder?" (Luk 10,36) Og når den lovkyndige må svare, at det var samaritaneren, bliver det klart, at en jøde altså i en samaritaner kan have den næste, han skal elske, hvilket var meget imod jødisk tankegang på Jesu tid.

Nu drejer det sig jo om for den kristne kirke, altså også for folkekirken, at gøre Jesu ord nærværende. Og ligesom mange i tidens løb har haft held med at få mange andre Jesus-ord gjort ganske uskyldige, sådan har man også prøvet at gøre næstekærlighedsbudet til noget uskyldigt noget. I vore dage sker det nok mest derved, at man udvider næstekærlighedsbegrebet ud over alle grænser. Man synes jo at kunne gøre det med den gode forklaring, at det netop var det, Jesus gjorde. Og så ender man i en forståelse af næstekærlighedsbudet, hvor næsten ikke mere er "næste", det vil sige: "den nærmeste", men er blevet en uformelig masse, som man meget let kan overkomme at "elske", man sætter sig bare hen en to-tre timer hver dag og elsker af al kraft. Men ak, noget praktisk kommer der ikke ud af det.

Så lad os ikke glemme, at "næste" betyder "nærmeste", det vil sige, der er tale om ens elskede, samlever, kone, mand, ens børn, ens søskende, ens forældre, osv. Alle dem, man har familiebånd til. Og at elske dem er altså at have blik for, hvad de mon kunne vente af forholdet til én, at sætte sig i deres sted, at være opmærksom, at prøve ud fra en indlevelse i deres situation at forstå, hvad deres ønsker og forestillinger og forventninger er. Jamen, det er jo helt selvfølgeligt! Ja, selvfølgelig er det det, der er intet hokus-pokus i det, det er virkelig ikke noget særligt. Men det er selvfølgelig kun selvfølgeligt, når det er selvfølgeligt. Desværre er det netop det, det ikke altid er.

Så der er sådan set nok at gå i gang med, når man forstår næsten som den nærmeste.

Men naturligvis gælder næstekærlighedsbudet også de fremmede, dels de fremmede her i vort land og dels de fremmede i andre lande og verdensdele. Og vel at mærke, det gælder jo ikke kun, når en tsunami rammer, men altid. Man kan ikke sætte grænser for den kærlighed, der kræves af én. Men man er nødt til at forstå, at den kærlighed, der kræves til den fremmede, er en anden end den, der kræves overfor ens nærmeste. Og her er den gyldne regel en udmærket rettesnor. Hvis du var borger i et fattigt land, der ikke kunne få lov at sælge sine varer til det rige EU, mon så ikke du ville ønske, at toldgrænserne blev nedbrudt? Derfor: Nedbryd toldmurerne, kære EU! Osv.

Dette er ikke folkekirkens store forgyldte og autoriserede forklaring på, hvad næstekærlighed er. Den kan I forresten ikke få nogen steder. Men det er dog en nogenlunde kort omtale af de skriftsteder, der har med begrebet at gøre. Håber, I kan få lidt styr på begrebet ud fra dette!

Venlig hilsen

Ricardt Riis
Cand.theol.