KINESISK RELIGION: Oplysningstiden var særdeles indtaget i kinesiske religiøse filosofier, skriver religionshistoriker Tim Jensen
Spørgsmål:Meget kunne tyde på, at Kina vil have verdens største økonomi om cirka 40 år. Kunne den kinesiske religion, konfucianisme og taoisme, også få indflydelse på den vestlige verden?
Emil
Svar:Kinesisk og asiatisk religion og filosofi har for længst sat sig spor i Europa og Vesten som helhed. Fra opdagelsesrejser og over Oplysningstiden og Romantikken til i dag. Også jesuitterne var glade for Konfucius.
Oplysningstiden var særdeles indtaget i kinesiske religiøse filosofier (man taler om "kineserier"), og det har sat sig spor i deisme-tanker m.m. Senere filosoffer, bl.a. Heidegger og Merleau-Ponty, har været påvirket.
I nyere tid har især taoisme spillet en rolle i Vesten, tag fx I-Ching, men også en masse andet, der siden 60'erne er blevet en del af både beatkultur og New Age. Du kan få lidt hurtig orientering bl.a. i bogen "Oriental Enlightenment" af J.J. Clarke (Routledge 1997).
Generelt: Det er ikke til at spå om fremtiden, men hvem skulle have troet for 2000 år siden, at Danmark blev et kristent land. Tiderne skifter.
Tim Jensen
Religionshistoriker, lektor på Syddansk Universitet