Kirsten Kjærulff |
13. juni 2005
I Den Katolske Kirkes arme har man vished for, at man går den lige vej mod det eneste sande mål, skriver Kirsten Kjærulff
Spørgsmål:Jeg på vandring og har så mange spørgsmål om Gud og kirken, men kun få svar. Jeg har forladt Den Norske Kirke, men overvejer sammen med min hustru at konvertere til katolicismen. For mig er katolicismen et stort rum med faste søjler, og i en alder af 53 år ser jeg, at det nok er godt med noget, der står fast.
Jeg har fundet ud af, at jeg nok har jødiske rødder på min fars side, og jeg går med Davidsstjernen rundt om min hals. Jeg har lavet en aftale med Gud om aldrig at tage den af i respekt for min slægt og de utallige af dem, som har måttet dø, fordi de var jøder.
Mine to spørgsmål er:
Kan jeg opretholde min aftale med Gud om altid at bære Davidsstjernen, selvom jeg er katolik, eller vil præsten bede mig om hellere at finde et kors?
Og kan jeg få lov til fortsat at være en sjæl på vandring? At finde de endelige svar er jo ikke så enkelt.
Med venlig hilsen
Andreas Hauper
Svar:Kære Andreas Hauper
Jeg er selv konverteret til Den Katolske Kirke for 13 år siden, da jeg var 54 år gammel. Det var resultatet af et helt livs søgen, som undervejs havde ført mig gennem små og store sidekapeller, som alle kaldte sig kristne, men alle var forskellige. Alle mente selv at kunne definere sandheden om Kristus, en sandhed, som derfor blev subjektiv og relativ.
Først da jeg opdagede Den Katolske Kirkes tro på den objektive, historiske sandhed, som den bliver formuleret af Kirkens Tradition, forstod jeg, at her var jeg nået frem til Kirkens hovedskib med de faste søjler, som du skriver om. Her var en tradition, som går tilbage til apostlene og den første Kirke, som Kristus stiftede, og inden for hvis rammer Det nye Testamente langsomt blev til. Her er der varme og fuldt solskin, hvor jeg i "sidekapellerne" ofte syntes, jeg befandt mig i tåge og kun kunne se brudstykker af Kristi Sandhed.
Siden min konversion har jeg været opfyldt af en stor varm glæde og vished om, at jeg nu går på den rette vej. Man er jo altid på vandring, men i Den Katolske Kirkes arme har man vished for, at man går den lige vej mod det eneste sande
mål: Kristus.
Dit specielle tilhørsforhold til den jødiske tradition synes jeg er meget smuk. I Johannes' Åbenbaring står der om Jesus: "Græd ikke! For Løven af Judas stamme, Davids rodskud, har sejret". Jesus var jo 100 procent jøde.
Jeg tror ikke, nogen præst vil foreslå, at du skal tage Davidsstjernen af. Men måske vil din vandring føre dig derhen, hvor du ser, at Davidsstjernen netop viser hen til noget større: Jesus. Også David længtes efter at se Messias. Så man kan sige, at Davidsstjernen er et foreløbigt tegn, som viser hen til det, du nu har fundet: Kristus, den korsfæstede. At bære Hans kors om halsen er derfor et vidnesbyrd for Kristus, samtidig med, at det også er en velsignelse. Det er jo katolsk skik, at præsten velsigner sådanne ting, som man bærer på sig, og de giver derfor også en særlig nåde og velsignelse. Men der er jo heller ikke noget i vejen for, at du kan gå med begge dele.
Venlig hilsen
Kisten Kjærulff
Katolsk forfatter og foredragsholder
FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk