Hver fredag bringer vi et indlæg fra læserdebatten, der på den ene eller anden måde har gjort sig fortjent til lidt ekstra opmærksomhed. Denne uges læserindlæg er skrevet af Steffen. Har du et forslag til "ugens indlæg", kan du sende en mail til redaktionen

Bølgerne går højt, når snakken falder på Grosbøll – både blandt højtuddannede skribenter i Kristeligt Dagblad og blandt lægfolk rundt om på de små arbejdspladser. Argumenterne flyver frem og tilbage fra begge sider, men de fleste forsvar af Grosbøll synes at være varianter af følgende: "Det er jo en folkekirke – folkets kirke. Vi må være tolerante, så vi sikrer rummeligheden". Der skal tilsyneladende være lige så stor religiøs variation blandt folkekirkens præster som blandt den øvrige befolkning.

Dette korte forsvar indeholder ikke bare en, men to usandheder. For det første bygger det på den falske antagelse, at folkekirken er folkets kirke. Folkekirken har aldrig været og må efter min mening aldrig blive folkets kirke. Folkekirken skal for enhver pris forblive Guds kirke – Guds kirke for folket.

At Grosbøll tilsyneladende har et ønske om at fortrænge Gud fra kirken ved at benægte de centrale guddommelige elementer i kristendommen – skabelsen, Jesu undergerninger, opstandelsen og det evige liv, kan få mig til at spørge: Hvad er der så tilbage? Mennesket Jesus som for 2000 år siden gik rundt på jorden og sagde, at folk skulle være gode ved hinanden? Det eneste mirakuløse i dét er, at Jesus rent faktisk var god ved de folk, som han mødte på sin vej. Men er det så nok til at bære en kirke igennem 2000 år? Og hvad med fremtiden – kan folkekirken overleve som folkets kirke?

Den anden falske antagelse er, at tolerance automatisk fører til rummelighed. Jeg mener, at tolerance overfor præster, der udtaler sig i strid med kirkens grundlag, blot ændrer på, hvem folkekirken rummer. Dette gælder også tolerance på andre områder. Når biskopperne eksempelvis flytter ved grænserne for, hvad folkekirken kan velsigne, så flytter de rummelighedens spænd, således at nye folk føler sig hjemme i folkekirken, mens andre folk føler sig skubbet ud i den anden ende af spektret. Naturligvis bliver de ikke udstødt fra folkekirken, men når de ikke længere ser folkekirken som et sted, hvor de kan samles med trosfæller, vælger de at tage deres god tøj og gå.