Jesu lære er frelseshistoriens foreløbige klimaks

Spørgsmål:

Bent lexner skriver i Kristeligt Dagblad den 21. april, at næstekærlighedsbuddet ikke stammer fra Det nye Testamente og dermed fra Jesus, men fra Det gamle Testamente. Det er nyt for mig! Kunne en kristen ekspert ikke lige komme med en forklaring?

Svar:

Hvis man kigger evangelierne godt efter, vil man hurtigt opdage, at Jesus ikke bare baserer sin identitet, men også sin forkyndelse af gudsriget på det, som Ny Testamente kalder de hellige skrifter (jf. 2 Tim 3,14-17), og som vi kalder Gammel Testamente. Hans lære er ikke ny i den forstand, at den afløser de hellige skrifter (Gammel Testamente) og lærer noget grundlæggende anderledes om Gud, men er udelukkende ny i den forstand, at den er det, som de peger frem imod.

Jesu lære er et foreløbigt klimaks i den frelseshistorie, som tager sin begyndelse efter syndefaldet, og som først finder sin afslutning efter Jesu andet komme på den nye jord, som det beskrives i Johannes' Åbenbaring.

Derfor er det heller ikke så overraskende, at Jesu sammenfatning af loven - altså hans beskrivelse af dens inderste væsen - er hentet fra Gammel Testamente, nemlig 5 Mosebog 6,5. Ved at pege på kærligheden som lovens inderste væsen understreger Jesus det, som også i Gammel Testamente står klart, nemlig at loven skal ses som et udtryk for, hvordan Guds folk skal reagere på frelsen. At den, der bliver elsket, elsker tilbage, så at sige.

Det er således helt forkert, når de 10 bud i 2. Mosebog 20 bliver læst og brugt isoleret fra den sammenhæng, de står i. For umiddelbart forud og som en forudsætning for de 10 bud understreges det, hvad Gud har gjort, nemlig: "Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten, af trællehuset". Det er som svar på Guds frelsende og udfriende kærlighed, Israel skal holde de bud, som Gud befaler dem. Det er præcis denne sammenhæng, Johannes giver udtryk for i Ny Testamente, når han siger:

"Lad os elske hinanden, for kærligheden er af Gud, og enhver, som elsker, er født af Gud og kender Gud. Den, der ikke elsker, kender ikke Gud, for Gud er kærlighed. (...) Mine kære, når Gud har elsket os således, skylder vi også at elske hinanden" (1 Johannesbrev 4,7-9;11).

Også Johannes understreger i øvrigt, at det ikke er noget nyt, men at Jesus bare er den, der på den mest tydelige måde har vist Guds kærlighed, og at det største incitament til at leve denne kærlighed ud i de mellemmenneskelige forhold findes ved at se den måde, Guds kærlighed kommer til udtryk på gennem Jesu død og opstandelse: "Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder" (1 Joh 4,10).

Eller som den samme Johannes udtrykker det i sit evangelium: "Thi således elskede Gud verden, at han gav sin Søn den enbårne, for at enhver, som tror på Ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv" (Joh 3,16).

Med venlig hilsen

Jens Bruun Kofoed
Adjunkt i Gammel Testamente ved Dansk Bibel-Institut