Derfor er jeg katolik

Bare to eksempler ud af mange på, hvad det kan føre til, at hvert menneske selv kan fortolke Bibelen, som han vil, og selv plukke det ud af kristendommen, som han selv synes, han "kan bruge til noget". Den protestantiske teologis forkastelse af Kirkens Tradition og den teologiske autoritet, som Jesus overgav til Peter, og som derfor er indbygget i paveembedet, medfører, at troens Sandhed bliver en subjektiv størrelse og derfor også relativ og tilfældig.

Konklusionen må blive, at alt er tilfældigt: Jeg kan tro, hvad jeg vil. For Sandheden er der ingen, der kender - eller også er den ene sandhed lige så god som den anden: Livet mister sin mening og sammenhæng.

Resultatet er da også en opsplitning af kristendommen i en masse forskellige kirkesamfund og sekter. Nogle af dem har bevaret mange af de fundamentale kristne trossandheder (det gælder således Folkekirken), mens andre virkelig ikke har meget tilbage.

I modsætning til disse protestantiske opfattelser har den katolske Kirke bevaret ALLE de trossandheder, som Jesus gav i arv til sine apostle, bevaret dem både som en levende tradition og i Den hellige Skrift, bevaret dem i en altomfattende helhedsopfattelse, en holistisk teologi, der ikke forkaster ét bogstav i Skriften (i modsætning til Luther, der som bekendt rev store lunser ud af den), en holistisk teologi, som også omfatter historien, naturen, menneskelegemet, ja hele skaberværket.

En anden følge af protestantisk teologi er det pessimistiske menneskesyn, som benægter, at mennesket trods syndefaldet har bevaret så meget af sin frihed og gudbilledlighed, at det er i stand til at udvikle sig i stadig større hellighed i Kristi efterfølgelse. Det er også Luthers teologi, at et menneske er fundamentalt syndigt, ja så syndigt, at bare det at forsøge at leve helligt kun fører til hovmod og egenkærlighed. Man kan intet gøre for at medvirke til sin og menneskehedens frelse, men må håbe på nåden alene.

Resultatet er, at man på forhånd opgiver at gøre noget som helst for efterleve det, Jesus kalder til: Omvendelse og et helligt liv. Det fører til en ligegyldighed over for den religiøse dimension: Hvorfor skulle man dog anstrenge sig, når det alligevel er dømt til at mislykkes? Det kan føre til selvforagt og en forråelse, som er destruktiv.

Den katolske menneskeopfattelse er mere optimistisk: Mennesket er skadet af syndefaldet, og det kan aldrig frelse sig selv ved gode gerninger, men Gud ønsker, at man skal arbejde med på Hans Frelseværk. En af de store katolske kirkefædre, Augustin, har sagt: "Gud har skabt dig uden dig, men han kan ikke frelse dig uden dig".

Uden Guds nåde kan vi aldrig blive frelst, men Gud ønsker, at vi skal være Hans medarbejdere på vor egen og hele verdens frelse. Gud regner med mig, han respekterer mig så meget, at jeg får lov at være Hans medarbejder. Han sætter mig så højt, at Han forventer, at jeg stadig udvikles og modnes i troen hen mod et stadig tættere kærlighedsforhold til Ham.

Det får mig til at ranke ryggen og huske, at jeg er et kongebarn, for "I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans guddomsmagt, han som kaldte jer ud af mørket til sit underfulde lys," (1 Pet 2,9). Det er en frihed, en fryd og en glæde, som jeg aldrig har kunnet finde i den protestantiske tro.

Det var i korthed to af mine argumenter for at blive katolik.

Venlig hilsen

Kirsten Kjærulff
Katolsk forfatter og foredragsholder

Du kan læse flere svar af Kirsten Kjærulff ved at klikke dig ind i læserdebatten