Demokrati og religion påvirker hinanden

Er demokrati en tanke, der passer med religionerne, eller er de to ting totalt uafhængige af hinanden?

Malthe

Svar:

Et svært og måske forkert stillet spørgsmål. Under alle omstændigheder et meget moderne og for mange meget aktuelt spørgsmål.

1. Religioner, som du tilsyneladende tænker dem, findes ikke. Religioner passer i den forstand ikke til noget. Religioner er mennesker alene og i samfund og samvær med andre og i en historie, der ændrer sig. Derfor: Demokrati (uanset hvordan vi mere præcist definerer det) forstået som folkestyre kan vel eksistere og passe til religion, for det kommer ikke an på religionen måske, men på stedet og tiden og menneskene. I Athen var der masser af religion, da demokratiet fandt vel nogle af sine første former, og en del mener jo også, at vi har demokrati i Danmark, selvom vi har en statskirke og 84 % er medlemmer af den.

2. Der kan være forestillinger om evige love, gudgivne, bygget ind i verden fra dens begyndelse, som ikke står til at ændre. Rita, Maat, Dharma m.fl. Der findes forestillinger om love, mere specifikke, givet af guder i form af mytiske fortællinger, profeter etc. Nogle er nedskrevet i bøger, andre mundtlige. Mange af disse, jf. nogle af de store såkaldte skriftreligioner som islam, kristendom og jødedom, har eksempelvis forestillingen om, at guden også har givet nogle evigtgyldige bud, der skal være både moralske og juridiske love så at sige, og som skal gælde for enkelte og samfundet, og naturligvis er det derfor svært at sige, at noget sådant er fremmende for demokrati, hvor mennesket er lovgiver, og hvor alt er til diskussion i princippet. Og alligevel så skal alle disse skrifter tolkes af mennesker, og det bliver de, og dermed bliver det muligt at tolke sig frem også til en form for demokrati, men ikke altid lige nemt.

3. Demokrati (og tanker om det) og religion og religiøse mennesker påvirker gensidigt hinanden, og mange religiøse mener, at det, der kaldes religion, og det, der kaldes politik, skal holdes adskilt, hvis der skal være demokrati og religion og ikke strid. Mange mener, det er en forudsætning for demokrati, men måske kan man tænke sig uden større besvær, at der kan være former for demokrati og grader af det, helt som der er former for religion og grader af det. Og, de fakto er der mange lande, der er både religiøse og demokratiske om end forholdet mellem stat og religion i forfatningen kan være ordnet ikke helt sekulært.

Tim Jensen
Religionshistoriker, lektor ved Syddansk Universitet

Kommentar fra Ricardt Riis til svaret:

Kære Tim Jensen!

Undskyld, jeg blander mig. Men du skriver i dit svar til Malthe følgende: "nogle af de store såkaldte skriftreligioner som islam, kristendom og jødedom, har eksempelvis forestillingen om, at guden også har givet nogle evigtgyldige bud, der skal være både moralske og juridiske love så at sige, og som skal gælde for enkelte og samfundet, og naturligvis er det derfor svært at sige, at noget sådant er fremmende for demokrati, hvor mennesket er lovgiver, og hvor alt er til diskussion i princippet". Jeg lægger mærke til, at du her ikke skelner mellem de tre skriftreligioner. Men det er dog et spørgsmål, om man ikke bør gøre det. I hvert fald mener jeg, at teologien gør det med rette, men det kan jo være, at religionshistorien tænker anderledes om sagen.

Jesus ville ikke være en ny Moses. Han henviser til de ti bud, ja, men han henviser til dem som noget, enhver kan forstå; han sammenfatter dem f. eks. i den gyldne regel: "Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem" (Matt 7,12). Men det er jo karakteristisk, at denne regel kendes indenfor andre religioner også. Paulus taler om loven, som noget, der ikke mere skal adlydes efter bogstaven, men efter ånden (2 Kor 3,6). Eller han siger direkte, at alt er tilladt, omend ikke alt er gavnligt (1 Kor 10,23).

Man kan også bruge tanken om den naturlige lov til at formulere det, jeg vil have frem. Den naturlige lov tænkes at være en lov, der ligger i det skjulte i sproget og som efterhånden udvikler sig i menneskehedens historie. På en måde er det netop tanken om den naturlige lov, der ligger bag vor demokrati-tanke, hvor mennesket er lovgiver, men hvor jo mennesket ikke tænkes at lovgive sådan ud i det blå, men først efter en demokratisk diskussion, der gerne skulle udskille det falske og uretfærdige fra det sande og retfærdige.

Og det er så det, teologien kan gøre opmærksom på: at tanken om den naturlige lov dog har en vis plads i den kristne teologis historie. Paulus er den første, der nævner noget i den retning (Rom 2,14f), Thomas Aquin anerkender også den naturlige lov, og Luther bygger i høj grad på den.

Jeg har været ved at undersøge, om noget tilsvarende gælder for islams tænkere. Ud fra det lidet, jeg er nået frem til, synes det at være sådan, at de filosoffer indenfor den islamiske verden, der anerkender den naturlige lov, gør det ud fra den forestilling, at åbenbaringen ligger i forlængelse af den naturlige lov, på den måde, at det er givet filosoffen at forstå den naturlige lov uden åbenbaring; åbenbaringen kom til af hensyn til det almene folk, som ikke kan fatte den filosofiske tanke. Der er tale om al-Farabi og Ibn Rushd. Men der er vel ikke noget at sige til, at mange fromme muslimer ikke synes særlig godt om den forestilling, men snarere vil vende sig imod enhver opfattelse af, at mennesket kan lovgive for sig selv.

Dog, selv om måske den kristne teologi i sin historie har været mere positiv stemt overfor tanken om den naturlige lov, betyder det ikke, at naturlig lov eller demokrati, som bygget derpå, er en kristen specialitet; det er noget almenmenneskeligt, som burde kunne komme til at være grundlaget i alle samfund.

Og det betyder heller ikke, at der ikke har været modbevægelser indenfor den kristne kirkes historie. Man kan således udmærket sige, at det kristne højre i USA er en sådan modbevægelse, og at også pavekirken har visse træk i den retning. Men det er måske mere en sag for religionshistorien.

I hvert fald, indenfor teologien vil vi nok foretage en vis skelnen mellem jødedom og islam på den ene side, som deciderede lovreligioner, og kristendommen på den anden side.

Venlig hilsen

Ricardt Riis
Cand.theol.