Fadder af første grad

Det er gruppen af faddere som sådan, der i tilfælde af forældrenes død har forpligtelse til at sørge for, at barnet får godt kendskab til den tro, det er døbt til. Også i den sammenhæng kan man tænke på gudmoderen/gudfaderen som den, der så vidt muligt går i spidsen. I praksis er det heldigvis sjældent, at den situation opstår, men at være fadder er jo heller ikke kun at være reserve for forældrene; fadderne er supplement til forældrene, udpeget af forældrene til at have en særlig tilknytning til barnet.

Fadderne kan altså hjælpe med i barnets opvækst, f.eks. ved at huske barnets dåbsdag og minde barnet om, at det er døbt; det kan med et lille barn f.eks. ske i tilknytning til, at man går ind i kirken og viser barnet døbefonten, taler sammen om det, man ser i kirkerummet, osv. Dejligt vil det også være, hvis barnet får en sådan tillid til en eller flere af fadderne, at barnet kommer frem med sine spørgsmål om de store ting - Gud, liv, død. Ofte vil barnet kunne spørge, så man bliver overrumplet og ikke ved, hvad man nøjagtigt skal sige.

Et barn kan sagtens klare, at man ærligt giver udtryk for, at det skal man tænke lidt mere over, eller at man vil spørge den eller den. Det er ikke de formfuldendte eller udtømmende svar, der er nødvendige; det absolut nødvendige er derimod, at man viser, at man tager barnet alvorligt. Blot det, at sådanne stunder opstår, er af stor betydning både for barnet og en selv. Det hører - som udløber af dåben i kirken - til livets fineste stjernestunder.

Endelig vil jeg pege på den opgave at tage barnet med i sin bøn.

Bedste hilsner

Johannes Værge
Sognepræst