SYN PÅ JESUS: Ifølge evangelierne er det tydeligvis jøderne, der har ansvaret for Jesu død, skriver cand.theol. Nana Hauge
Spørgsmål:Hej Nanna
Jeg er ikke helt med på, hvordan kristendommen opstår, og hvordan de første kristne oplever forskellen mellem jødedom og kristendom. Og hvorfor forkaster romerne Jesus?
Hilsen Iben
Svar:Kære Iben
Jesu første tilhængere opfattede manden Jesus af Nazareth som den forløserskikkelse, det Gamle Testamente havde lovet dem. De troede på, at Gud havde åbenbaret sig endeligt i Ham, og at Gud derigennem havde vist mennesker, at Han er der for dem, og forstår dem. Dette er begyndelsen på kirkens og kristendommens historie.
Jesu første tilhørere var jøder, ligesom Jesus selv var jøde, og de opfattede ikke sig selv som andet end jøder. Således kom de i templet og overholdte de jødiske love og omskar deres drengebørn. Men samtidig mødtes de også og fejrede nadver, sådan som Jesus havde påbudt diciplene det at gøre.
På den ene side vedkendte de sig altså deres tilknytning til jødedommen først og fremmest ved, at de blev ved med at overholde loven. På den anden side mente de, i modsætning til de andre jøder, at Jesus var Messias, Kristus, og at Gud i ham havde givet sig til kende. Den afgørende forskel på dem og de jøder, der ikke troede på Kristus, var troen på, at man blev frelst ved at stole på Kristus og ikke ved at overholde Toraen, jødernes lov.
Det er rigtigt, at det var romerne, der korsfæstede Kristus, men hvem der var ansvarlig for processen mod ham, og hvad han egentlig blev dømt for, er stadig meget omdiskuteret. Ifølge evangelierne blev Jesus dømt for blasfemi af de jødiske religiøse autoriteter, og da det kun var romerne, som jo var en slags koloniherrer i Israel på det tidspunkt, der havde ret til at godkende og udføre dødsdomme, var det dem, der henrettede ham, selv om den romerske statholder Pontius Pilatus egentlig ikke synes sagen havde noget på sig, og faktisk forsøgte at undgå henrettelsen af Jesus.
Ifølge evangelierne er det således tydeligvis jøderne, der har ansvaret for Jesu død.
De bedste hilsner
Nana Hauge
Cand.theol.