Lutheranere og katolikker anno 2005

Paven
Den første forskel mellem den lutherske og katolske kirke er synet på netop pavens stilling. For katolikkerne er det stadig paven, der er den højeste autoritet i kirken. Paven fortolker skriften og traditionen under vejledning af såkaldte kirkemøder. Dette syn bygger på en forestilling om nøglemagten, der blev givet af Kristus til Peter - Roms første biskop. Hos katolikkerne er dette synspunkt blevet hævdet i det tyvende århundrede på 2. Vatikaner-koncil i 1962.

Hos lutheranerne er Kristus hoved for kirken. Menigheden er kirkens legeme, og skriften er autoriteten, som enhver kirkelig myndighed må bøje sig for.

Helgener
En anden forskel, som stadig består, er spørgsmålet om helgener. Jomfru Maria og andre personer, som har levet et særligt godt liv, kan gå i forbøn for menneskene på jorden hos Gud, så deres bønner lettere når frem. Vi ser det i de katolske kirker, hvor der i sideskibene ofte er altre for forskellige helgener og helgeninder. På selve begravelsesdagen for paven kom det til udtryk ved det taktfaste råb: "sanctus, sanctus", hvilket betød, at man ønskede, Pave Johannes Paul skulle gøres til helgen.

Lutheranerne anerkender ikke, at Maria, Peter og andre mennesker skulle kunne gå imellem den enkelte og Kristus. De fastholder, at den kristne bøn går til Gud gennem Kristus og Helligånden. På samme måde holder katolikkerne stadig fast ved læren om Skærsilden som et renselsessted for sjælene, før de kan gå ind i Himmelen.

Afladen
Det mest overraskende er nok, at man fra katolsk side stadig holder fast i afladen. Man kan altså fra kirkelig side eftergive straffe i Skærsilden mod at den angrende betaler eller udøver en form for bod. Taksterne er fornyet så sent som i 2002. I den katolske kirke bliver præstestanden også set som særlig hellig. Munke og nonner, præster og biskopper kan stadig ikke være gift. De må leve i cølibat.

Retfærdiggørelse af tro
Et af de steder, hvor man med økumeniske samtaler har prøvet at udjævne forskellene på de to kirker, er i spørgsmålet om, hvordan troen kan retfærdiggøres. Det lutherske svar på, hvordan man gør sig fortjent til at komme i Himmelen, er: af tro alene, som man henviser til Romerbrevet kapitel 3, 28. Kristus har båret alle vore overtrædelser og troen, som den røveren på korset udviser, er nok til at Kristus kan sige, at han skal være med ham i Paradis.

Katolikkerne siger, at man bliver frelst ved tro på Kristus. Med troen følger kærlighed, og den kærlighed medfører gode gerninger. Hvor mange der skal til, kan man ikke sige. Men de gode gerninger er nødvendige for frelsen.

På forhandlingerne om opfattelsen af retfærdiggørelse af tro fra 1998 forsøgte repræsentanter for de to kirker at komme til en fælles forståelse af dette begreb. Man blev enige om, at retfærdiggørelse opnås ved Guds nåde gennem Kristus. Men denne konstatering blev fulgt op af mange forbehold fra begge sider.

Kirken
Et problem er, at kirken ses forskelligt i de to kristne retninger. Kirken ser jo meget forskellig ud, alt efter om det er biskoppen eller paven, der har tolkningnøglen, eller om det er Skriften og samvittigheden, som skal være øverste instans. Og det er jo netop kirken, der skal forvalte nadveren, hvor vi får vore synder forladt.

Udenfor kirken ingen frelse
Læresætningen "extra ecclesiam non salus est" går tilbage til 200-tallet og henføres til kirkefædrene Cyprian og Origenes. Det betyder, at udenfor den katolske kirke, som opretholdes af biskoppens og pavens autoritet, er der ingen frelse. Sætningen er blevet fastholdt gennem den katolske kirkes kirkemøder op gennem historien -- også 2. Vatikanerkoncil i 1960, som ellers var en åbning mod andre kristne kirkesamfund. Det er ikke entydig klart, om den katolske kirke i dag anerkender de "kætterske" kirker som frelsesvej. Men fastholdelsen af sætningen betyder i hvert fald, at ikke-døbte går fortabt.

I forlængelse af debatten om retfærdiggørelse af tro lyder det fra dele af den katolske kirke, at de protestantiske kirker har frelseskraft. Det har de, fordi de deler troen på Jesus Kristus og kommer fra moderkirken. På den anden side er bandlysningen af Martin Luther endnu ikke ophævet. Johannes Paul II har flere gange nævnt Luthers navn, så bandlysningen kan ikke være den hårde damnatio memoriae, der gælder udslettelsen af navnet. Bandlysningen står dog fast. Bl.a. derfor er det er svært for katolikker at fejre nadver og gudstjeneste med lutheranere. Mere information om emnet får du på denne tysksprogede side.

Og så alligevel ...
Der er altså ikke sket afgørende gennembrud i det læremæssige forhold mellem protestanter og katolikker. I praksis ser det dog anderledes ud. Mange steder i den katolske kirke er der opbrud i forhold til præsteægteskaber, kvindelige præster og forholdet til pavens autoritet - steder som gør, at lutheranere og katolikker nærmer sig hinanden.