Kristendommen er et enzym

Hvis vi skal oversætte eller fortolke Jesu ord, vil jeg derfor hellere sige: "I er jordens enzym". Jesus sagde af naturlige årsager ikke sådan, for han anede ikke, hvad et enzym er. Et enzym er et stof, der fremmer en kemisk proces uden at deltage i den. Af og til kan processen finde sted uden enzymets medvirken, af og til må enzymet være til stede, for at processen kan foregå. Og hvilken af de to muligheder vi skal tænke os for kristendommens vedkommende, lader jeg gerne stå hen i det uvisse.

Den proces, den ældste menighed var et enzym for, var lovens nedbrydelse. "Til frihed har Kristus befriet os", udbrød Paulus, "stå derfor fast, og lad jer ikke atter tvinge under trælleåg" (Gal 5,1). Eller han kan ligefrem hævde, at "alt er tilladt, men ikke alt gavner. Alt er tilladt, men ikke alt bygger op". (1 Kor 10,23). At leve efter sådanne retningslinier, der jo nærmest er en ophævelse af alle retningslinier, kræver frimodighed. Og den frimodighed er det netop, den kristne forkyndelse har leveret.

Så er det sandt nok, at en række af Paulus' formaninger så let som ingenting kan stivne til nye trælbindende love, så altså evangeliet igen må igang med sine lovnedbrydende og frigørende kræfter. Men sådan er altså vi mennesker: Vi vil gerne modtage evangeliet og glæde os over det, men vi vil helst gøre det til noget indre, vi kvier os ved at give slip på alle love og moralforskrifter; det kan da ikke være meningen, siger vi, skønt Paulus jo altså klart og tydeligt siger: "ALT er tilladt"!

Nå, Jesus bruger jo nu ikke blot saltet, men også lyset som et billede. Vi mennesker efterligner hinanden. Vi ser, hvad andre gør, og lader os inspirere til selv at gøre det samme. På godt og ondt. Det er den "mekanisme", Jesus henviser til, når han siger til sine disciple, at de er verdens lys. Igen: Det hedder ikke: "I SKAL VÆRE være verdens lys", men "I ER verdens lys". Det vil sige, at selv om Jesus fortsætter med at sige: "Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene" (Matt 5,16), så betyder det, at de gerninger, de andre mennesker ser og efterligner, ikke er vore villede, moralsk ansvarlige, nøje overvejede gode gerninger. Det ville det være, hvis han havde sagt: "I skal være verdens lys".

Nej, de gerninger, de andre ser og uvilkårlig vil efterligne, er gerninger, som vi simpelthen ikke kan lade være med at gøre, gerninger af tillid og tiltro, gerninger af hengivenhed og umiddelbarhed, gerninger af glæde og fortrøstning.

Hvis vi nu vender tilbage til eksemplet med kærligheden mellem mand og kvinde, så ser vi for øjeblikket i vort land en kamp mellem to forskellige opfattelser af dette forhold, den danske og den muslimske. Den danske, ifølge hvilken forholdet mellem de to skal være baseret på frihed, og den muslimske, ifølge hvilken forholdet skal indordne sig under visse ydre bestemmelser, for at det kan være ret.

Her vil nogen sige: Hør, stop nu lige en halv! Du sætter to begreber sammen, der ikke står på linie. Enten skulle du sige: den danske og den pakistanske (hvis det nu er den pakistanske forståelse af forholdet mellem kønnene, vi ser på). Eller også skulle du sige: den kristne og den muslimske. Du blander ting sammen, der ikke skal sammenblandes, når du siger: den danske og den muslimske.

Og det er jo sandt nok, i hvert fald formelt set. Men så alligevel! Islam vil ikke nøjes med at være et enzym, der får en proces til at forløbe, islam vil selv foreskrive, hvad de skal ske i den folkelige udviklingsproces; også selv om det måske kommer til at betyde, at alt forstener, så der slet ikke forekommer nogen folkelig udviklingsproces. Islam har nogle udvendige regler, der skal følges; islam vil lægge disse regler ned over et helt folk, så det ene folk i ret høj grad kommer til at ligne det andet.

Vil man derfor spørge, om f.eks. Pakistan er et muslimsk land, så lader spørgsmålet sig undersøge; man kan sammenligne de muslimske regler med de faktisk forekommende regler, både de lovmæssige og de moralske regler, og f.eks. nå frem til, at Pakistan næsten er så muslimsk, som et land kan være.

Og man kan også godt finde nogle ydre kriterier at måle vort land med for at svare på spørgsmålet om, hvorvidt dette land er et kristent land. Hvor mange går i kirke? Hvor mange skilsmisser er der? (Her forudsætter man, at det livslange ægteskab er en særlig kristen foreteelse). Er samliv før ægteskabet tilladt, lovmæssigt eller moralsk? Osv. Og jeg er da ikke i tvivl om, at man på den måde når frem til et ret nedslående resultat. Men spørgsmålet er jo også, om kristendommen lader sig bedømme - om jeg så må sige - på islams præmisser. Kan vi bedømme kristendommen i et land ud fra sådanne ydre ting?

Jeg tror det ikke.

Og vil man fremture for at få et klart svar på spørgsmålet om, hvorvidt Danmark er et kristent land, og måske også et svar på det noget mere omfattende spørgsmål om, hvor kristent et land Danmark i så fald er, så vil jeg hævde, at kristendommen er interesseret i at fremme den folkelige udvikling, ikke i at fremme sig selv.

Der er f.eks. sket i hvert fald to ting, der ret afgørende har ændret forholdet mellem mand og kvinde: Kvinderne er kommet ud på arbejdsmarkedet, og de svangerskabsforebyggende midler er blevet alment kendte. Dette har i høj grad påvirket den folkelige udvikling af forholdet mellem mand og kvinde. Og ét eller andet sted i denne udvikling har altså kristendommens enzym befundet sig.

Mange vil måske sige, at de kristne præster i stort tal har stukket piben ind og undladt at give deres besyv med i disse spørgsmål. Og det er sikkert rigtigt. De er klar over, at mange danskere på forhånd vil opfatte det, kirken måtte have at sige på det område, som bagstræberisk moralforkyndelse. Men det forekommer mig, at der måske netop ud fra kristendommens frihedsforkyndelse godt kunne være ét og andet at sige, at det altså ikke længere er en kristen dyd blot at holde mund.

Det første, man kunne sige, er, at begge de to begivenheder har noget frigørende i sig, og at man derfor, også som kristen, skal glæde sig over dem. Kvinderne er blevet sig selv i økonomisk henseende, og det medfører uvægerlig, at de får en helt anderledes selvfølelse i ægteskabet, hvilket i høj grad er med til at gøre kærlighedsforholdet i ægteskabet mere intenst. Det har utvivlsomt også medført flere skilsmisser, men jeg mener, det positive overskygger det negative.

Det samme gælder angående de svangerskabsforebyggende midler. Også det har gjort forholdet mellem mand og kvinde til et forhold, hvor den ene frit hengiver sig til den anden, og denne frihed er netop kærlighedens medium, uden den kan den ikke trives.

Det andet, jeg vil sige, er, at det måske nu, hvor den folkelige udvikling på dette område har levet med de to frigørende begivenheder igennem en del år, er på tide at sige noget om de bindende kræfter, der findes i seksuallivet. Vi har, som kristne og som kristne forkyndere, været lidt for bange for, at ord af den art vil blive opfattet som løftede pegefingre. Men jeg hører nu altså en svagt skurrende lyd i øret, når Kristine Hestbech her på religion.dk siger, at hun ikke kunne drømme om at gifte sig med en mand, hun ikke havde været i seng med.

Det kan godt være, at vi i virkeligheden er ret enige, og det skurrende ved udtalelsen skyldes heller ikke, at jeg ønsker mig tilbage til de gode gamle dage, da angsten for et uønsket svangerskab afholdt de fleste fra at forsøge sig seksuelt inden ægteskabet. Nej, det skurrende skyldes, at for mig er det personlige og det seksuelle så tæt knyttet sammen, at jeg har meget svært ved at forestille mig et forhold, der er blevet indledt i gensidig hengivenhed, blive opløst på grund af manglende succes i sengen. Jeg kan ikke tro andet, end at man i et sådant tilfælde enten selv vil tale sig til rette om tingene eller få hjælp af sexologer og andre specialister.

Men altså, måske er tiden inde til, at de kristne forkyndere i højere grad vover pelsen, vover at fortælle om ægteskabets bindende kræfter, vover at give råd om, hvordan hengivenheden for den anden kunne give sig udslag, så de opløsende kræfter undertrykkes, og kærligheden vokser år for år. For det er jo stadig sådan, at det livslange ægteskab er både vort folkelige og vort kristne ideal.

Og det er altså ikke blot den pakistanske folkelighed, der har svært ved at se denne udvikling som andet end promiskuitet og derfor vender sig imod den, det er også de andre muslimske "folkeligheder", der gør det. Derfor giver det en vis mening at tale om et igangværende sammenstød mellem den danske og den muslimske opfattelse af forholdet mellem mand og kvinde. Og derfor skal også vi kristne nok være lidt varsomme med alt for stærkt at gå ind i en eller anden kamp for, at Danmark i højere grad skal blive et kristent land. Kristendommen skal være der, ja, men vi skal også være klar over, at dens tilstedeværelse og indflydelse ikke lader sig måle med ydre målestokke. Eller vi skal gøre os klart, at kristendommen nok vil påvirke den danske folkelighed, men vil gøre det på en måde, så det aldrig bliver uomtvistelig klart, at her var det kristendommen, der gjorde sin indflydelse gældende.

Eller, sagt på anden måde, kristendommen er et salt, er et enzym, der fremmer en proces uden selv at deltage i den. Men gør det noget? Det er jo folkelighedens lykkelige udvikling, vi søger at understøtte, både som danske og som kristne.

Denne folkelige udvikling er det, vi inviterer muslimerne til at være med til at fremme. Det lykkes ikke særlig godt, sålænge de kun kommer anstigende med korancitater; men det er vel ikke udelukket, at der i forskellige folkelige kulturer udefra kunne være ét og andet, der kunne påvirke vor folkelige kultur.

Ricardt Riis
Luther-ekspert, pensioneret sognepræst