Opgøret med Over-Danmark

Og det danske folk er et kristent folk. Dette gælder for en rent historisk konstatering. Siden 960 har danerne været kristne, fortæller Jelling-stenen, og enhver vil kunne forvisse sig om, hvorledes kristendommen har gennemtrængt og bestemt dansk kultur. Det gælder som bekendt også for en rent statistisk vurdering, for det store flertal af det danske folk tilhører folkekirken – den evangelisk-lutherske kirke, der ifølge grundloven støttes af den danske stat.

Og når man som jeg har været præst i denne danske folkekirke i 40 år, så ved man også, hvor stærkt folkekirken står i Danmark, og hvor dybt den er rodfæstet i danskerne, også selv om man ved første øjekast kan finde, at der hersker kun sløvhed og ligegladhed. Men prøv at anfægte tilhørsforholdet! Prøv at ændre sognegrænser eller nedlægge kirker! Og du vil opdage, at for danskerne er forholdet til folkekirken en hjertesag.

Jeg vil imidlertid hellere end at holde lovtaler om dette citere en lille artikel fra Seem sogns kirkeblad, september 2004. Jeg kan tillade mig citatet, for jeg er selv forfatteren. Med overskriften "I al stilfærdighed" skrev jeg her:

"Torsdagen før det kongelige bryllup blev kronprinsen og hans brud modtaget på Christiansborg, og Folketingets formand talte på Folketingets vegne til det unge par og den kongelige familie. For et års tid siden kom der en ny folketingsformand, da den gamle pludseligt døde, og Christian Mejdahl, som den nye hedder, var egentlig ikke meget for at komme i højheden. Han er en beskeden og tilbageholdende bonde fra Himmerland, oppe fra Løgstør-egnen, og det passede ikke Christian Mejdahl at skulle optræde og repræsentere. Han var gruppeformand i Venstres folketingsgruppe og ønskede at blive ved med at være det, men da statsministeren lagde pres på Christian Mejdahl, endte det med, at han sagde ja til at blive folketingsformand.

Torsdagen før brylluppet fik han sin ilddåb. Og når jeg vil nævne det, så er det fordi han holdt en tale, som efter min mening er det bedste, der blev sagt i forbindelse med kronprinsens bryllup. Her blev de forløsende og samlende ord sagt, her var det, som om Danmark talte til den unge pige fra Tasmanien, der skal blive Danmarks dronning, og bød hende velkommen med en hjertelighed og fornemhed, som på Christian Mejdahls jydske tungemål blev så meget mere ægte. Og ægte var han helt ud i sin velkomst til kronprinsesse Mary, der nok går ind i en krævende stilling som kronprinsesse og senere dronning med alt, hvad der hører til et sådant officielt hverv, men som her fik det danske folks lykønskning og opbakning i jævne, hjertelige ord, der lovede troskab og loyalitet.

Jeg synes, det var en tale, der gjorde Christian Mejdahl, Folketinget og Danmark ære, og jeg priste os lykkelige over, at i Danmark er det sådan, at en jævn bonde fra Løgstør-egnen kan løfte og forløse situationen i sine stilfærdige, ægte ord. Uden skabagtighed, uden at skulle stille sig an eller puste sig op, men trohjertet, sandt og ægte. Det folk, der har en sådan repræsentant i en sådan situation, kan være sig selv bekendt.

Og så er det, jeg spørger: Hvorfor er det sådan i Danmark? Hvad er det for en menneskelighed, en folkelighed, der igennem vores historie har præget danskerne?

Jeg svarer med et nyt spørgsmål: Hvad er det, der i tusind år er forkyndt i den danske kirke? Det er ordet om Guds søn, der fødes i en stald og dør på et kors, ordet om Gud, der kommer for at skænke os Guds nåde kvit og frit og ganske gratis. Altså skal vi mennesker ikke puste os op, hvor den kristne prædiken lyder. Altså skal vi ikke prale af vore store og gode gerninger, men i al enfoldighed slå vor lid til Guds gode gerning for os i Jesus Kristus.

Ja, i al enfoldighed og stilfærdighed, i troen på den nådige Gud at gå ind i vores jævne, lavmælte virkelighed i dette lave, grønne land. Denne forkyndelse avler troskab i det daglige – den stilfærdige ægthed, som i hvert fald jeg så ofte glæder mig ved at møde. Hvad enten det er i slot eller hytte."

Søren Krarup
Medlem af folketinget for Dansk Folkeparti
Sognepræst i Seem Sogn