Nana Hauge |
15. april 2005
DANSKHED OG KRISTENDOM: Det er ikke lige meget, hvilken religiøs identitet et land har, og derfor kan man heller ikke uden videre sige, at det er godt, at et land har en religiøs identitet, skriver Nana Hauge
Religion.dk sætter for tiden fokus på danskhed og kristendom. Kristne, jøder, muslimer og buddhister giver deres syn på emnet. I læserdebatten kan du selv give din holdning til kende.
I Danmark har vi en folkekirke. Det betyder, at vi har en kirke, der er reguleret af staten, og at forholdet mellem staten og kirken er fastlagt i Grundloven. Alle folkekirkens ydre og en del af de indre anliggender er politisk bestemt, og præster og biskopper er delvist aflønnet af staten.
Langt de fleste danskere er medlemmer af denne folkekirke. 85 % er det vist, og langt de fleste af disse medlemmer lader deres børn døbe og konfirmere og begraver deres døde i folkekirken. En stor del af folkekirkens medlemmer bruger også kirken ved højtider, dog mest i julen.
At vi her i Danmark har en kirke, der er så tæt forbundet med staten, og hvor næsten alle danskere får deres børn døbt, og som flertallet af danskerne er medlem af, kunne tyde på, at der er en tæt sammenhæng mellem det at være dansker og kristen.
Biskoppen i Roskilde, Jan lindhardt, har engang beskrevet det sådan, at vi lever i en kirkestat: En dansker ved ikke, hvornår han er i kirke eller ej. Det kan man se, hvis man sammenligner Danmark med USA, hvor stat og kirke er adskilt. En stat, der ikke er en kirke, må f.eks. godt have elektriske stole. I et sådant samfund har staten ikke de kristne forpligtelser, som den har hos os.
På den måde kan man tale om, at der er noget "særligt kristent" ved dansk kultur i dag.
Man kunne også nævne alle de kristne helligdage, vi har her i landet: jul, påske, pinse, Skt. Hans, Kristi Himmelfartsdag og Store Bededag. Selvom Seven-elleven-kulturen også er ved at komme til Danmark, og mange ikke ved, hvorfor vi egentlig fejrer dem, holdes disse dage - ved statsligt indgreb - i overvejende grad "hellige".
Mange mennesker snakker også om at det danske samfund er bygget op omkring "kristne værdier". Her nævnes typisk velfærdsmodellen, straffeloven eller vores demokratiske sindelag som værdier, der ligger i tråd med eller er udsprunget af kristendommen.
Spørgsmålet er nu, om disse overvejende empiriske iagttagelser betyder, at man uden videre kan tale om Danmark som en kristen nation. At vi har en folkekirke, som de fleste af os er medlemmer af, at vores samfund tilsyneladende bygger på kristne "grundværdier", og at vi har et kors på vores flag, det hverken af- eller bekræfter vel, at den enkelte dansker er kristen. Hvem skal i grunden overhovedet afgøre det?
Sådan noget kan ikke måles, og for så vidt kan de ydre tegn ikke bruges til at bestemme om Danmark er en kristen nation eller ej, og de indre tegn, de kan ikke betegnes. Hvorvidt Danmark er en kristen nation eller ej, er altså ikke noget, der lige er så enkelt at bestemme.
Derfor taler man nu alligevel om, at lande har en religiøs identitet, oftest forstået på den måde at en bestemt religion har formet det pågældende lands samfundsindretning og lovgivning – og måske det pågældende lands folks sindelag. Det er vel altid udmærket at have en identitet. Vi ved jo alle hvordan det går, hvis man går hen og mister sin identitet, og hvordan så ikke med et helt land, hvis det mistede den? Men det er nu ikke lige meget, hvilken religiøs identitet et land har, eller går hen og får. Derfor kan man heller ikke uden videre sige, at det er godt, at et land har en religiøs identitet.
Grundlæggende (mener jeg), er kristendommen et ord, der skal tros og ikke et sæt regler eller anvisninger man kan grundlægge et samfund på og opbygge en lovgivning efter. Kristendommen er med andre ord ikke en lovreligion. Kristeligt set er loven til for menneskets skyld og ikke omvendt. Det betyder, at loven - og altså det der gavner mennesket eller samfundet - er relativ. Loven kan og skal altså ændres, efter hvad der gavner mennesket og ikke omvendt. Derfor er der heller ikke noget i et samfund, der kan være "helligt" kristeligt set.
Netop dette, at man ikke kan grundlægge et samfundssystem på kristendommen, gør at en "kristen identitet" er verdens bedste at have for et land. For en "kristen identitet" beskytter mennesker mod deres trang til at gøre et eller flere principper til "hellige" og dermed give dem forrang for alt andet også det enkelte menneskeliv.
Jeg behøver vist ikke nævne eksempler på, hvad det kan afstedkomme, hvis man betragter noget som så helligt, at det berettiger til at slå ihjel.
For så vidt kan det netop være en fordel at tale om Danmark som et kristent land. Ulemper i den sammenhæng ser jeg ingen af.
De bedste hilsner
Nana Hauge
Cand.theol.
FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk