Kulturen er en afgud

Religion.dk sætter for tiden fokus på danskhed og kristendom. Læs flere indlæg i vores tema under "Religiøse svar". Du kan også selv give din holdning til kende i læserdebatten.

Som kristen må man nødvendigvis have et ambivalent forhold til enhver kultur. Kulturen er udtryk for en mangesidig blanding af alt det, som Det Nye Testamente kalder "verden" og verden er på én gang Guds skaberværk og samtidig en falden verden, der har vendt Gud ryggen. Verden er mål for Guds kærlighed, og verden er uvidende om Gud, ja til tider er verden ligefrem Guds modstander. Som kristen kan jeg derfor forholde mig til min nationale kultur med ømhed og solidaritet, men jeg må samtidig mistro kulturen, for den er ikke lig med min tro, den er snarere den farligste af alle afguder, fordi den maser sig ind på mig i hele min hverdag.

Min mistro mod kulturen i Danmark er ikke en mistro mod menneskene i Danmark, men en erkendelse af at kulturen i vores land ikke vil, hvad Gud vil. Den er drevet af helt andre motiver og kræfter. Først og fremmest vil den sig selv. Den vil forbruge, den vil kræve ind og have mere. Og den vil bevare sig selv, dvs. den vil ikke tåle at blive modsagt, heller ikke af Gud, kirken eller troen.

Jeg tror også det er her, vi finder grunden til meget af den modstand, der er mod en frigørelse af kirken fra staten i Danmark. Som præst i Metodistkirken - en frikirke - har jeg for længe siden taget stilling imod statslig indblanding i kirkens forhold. Det er min oplevelse, at der under mange argumenter for opretholdelse af den danske statskirke, ligger en politisk motiveret uro over at slippe kirken løs. For så længe man kan holde kirken i kort snor og spiller de forskellige dele af strukturen ud mod hinanden, behøver man ikke frygte at blive alvorligt modsagt.