Religiøs på den danske måde

Her hævdes det ofte - i modsætning til især islamiske eller muslimske lande - holder vi den humanistiske (og protestantiske!) fane højt, og når vi gør Jellingstenen til vandmærke i vore pas og samtidig understreger, at Jellingestenen såvel som Dannebrog ikke kun er et nationalt symbol, men også et religiøst, ja så hævdes det, at vi alle ligheder til trods slet ikke kan sammenlignes med de folk og nationer (bosniere, jøder, palæstinensere, arabere, indere, amerikanere m.v.), der i disse år i stigende grad bruger religion som national og etnisk markør.

Det er muligt, de andre viser tegn på en ubehagelig form for neo-nationalisme, men det gør vi ikke. Vi har helt styr på det med religionen og det sekulære, adskillelsen af religion og politik etc. Når det at være dansk forbindes med det at være kristen og medlem af folkekirken, ja så er det en sund form for fædrelandskærlighed, der er tale om. Ikke andet. Et "os" over for "dem", men ikke et farligt "os", kun et farligt "dem".

Jeg deler ikke denne opfattelse. Også i denne danske brug af religionen som kulturel og national markør ser jeg een af de former for afsekularisering, som jeg nævnte ovenfor, en typisk reaktion på globalisering og europæisering, på indvandring og på den lille, men faktiske tendens mod et mere multi-religiøst samfund. En typisk religiøs konstruktion af et eksklusivistisk "os".

Hvordan ser flertallets religionsbegreb og religiøse selvopfattelse ud? Hvordan er man religiøs på "typisk dansk" vis? På en for flertallet "rigtig" og "normal" facon?
For det første er man det, altså religiøs, på en rigtig og normal måde, hvis man er det som flertallet af danskerne. At nævne dette etnocentriske udgangspunkt for vurdering af, hvad der er sandt og normalt, kan forekomme banalt. Men det er en banalitet med store konsekvenser for danskernes syn på andre religioner og andre måder at være religiøs på, og for danskernes problem med at blive integreret i den større multireligiøse verden.

For det andet er man i forlængelse af det tidligere sagte kun religiøs på en rigtig måde, hvis man er det på en "ikke-fanatisk", "afslappet" måde. Og ikke-fanatisk og afslappet er ensbetydende med ikke-praktiserende, mens praktiserende så omvendt må være meget fanatiske. Danskerne glemmer, at de går i kirke og er praktiserende i særdeles udstrakt grad i forbindelse med de store overgange, og udi egen selvforståelse står de derfor i grel modsætning til fx muslimer, der beder dagligt.

Man gør altså en (religiøs) dyd ud af ikke at gøre for meget ud af religion og ritualer, af ikke at være fanatisk eller praktiserende troende, og samtidig med at ofte hævder at ens egen praksis, fx dåb, konfirmation etc. bare er en "tradition", noget man ikke lægger så meget i, så mener man omvendt at andre praktiserende altid lægger meget i det. Samtidig anser mange danskere i forlængelse af den luthersk-evangeliske teologi og tradition, at fx forestillinger og praksisser vedrørende renhed og urenhed er et tegn på en umoden og gammeldags form for religion.

Dette er efter min bedste overbevisning ikke et tegn på manglende religiøsitet, men på stærk religiøsitet og på en stærk følelse af tilhøre en eksklusiv elite. De andre, især muslimer, der ikke (endnu) har fundet ud af at religion er bedst, hvis den ikke praktiseres eller ses, befinder sig, som en protestantisk præst og debattør har udtrykt det, på et barnligt niveau. Ifølge dette normative og religiøse syn på religion, har rigtig religion ikke noget at gøre med udseende, påklædning, mad, ritualer m.v.

Danskernes insisteren på ikke at være særlig ritualistiske og religiøse, deres faktiske trofaste brug af de kirkelige ritualer og deres religions- og selvforståelse viser dem som alt andet end sekulære. Højdepunkter i den enkeltes og familiens liv markeres i religiøse og rituelle rammer, familiefælleskabet og familiens kontinuitet forbindes med besøg i kirken. De "irreligiøse lutheranere" er i det perspektiv helt normalt religiøse, og deres religion fungerer på helt normal vis som fælleskabs- og identitetsskabende. Mange siger tilmed direkte, at de bevarer deres medlemsskab fordi kirken er en markør for danskhed og dansk kultur.

Det er direkte løgn eller religiøs propaganda, når det påstås, at vi skylder den kristne religion alt, hvad der er værdifuldt, fra demokrati over sygehuse til menneskerettigheder og individuel frihed. Kristendommen har uden tvivl været en betydningsfuld faktor i den historiske udvikling, men den har sandelig fået stærkt med- og modspil fra oplysningstiden, fra humanisme m.v.

Ovenstående er et uddrag af en artikel tidligere offentliggjort i Psykologisk Pædagogisk Rådgivning. Tim Jensen har også i Politikens bog om religioner og religiøse bevægelser (red. M. Müller) skrevet om kristendom og dansk kultur.