Gud tilgiver ikke synd mod andre mennesker

Hejsa

Jeg er ved at lave et skoleprojekt om tilgivelse. Derfor ville det være rigtig dejligt, hvis I ville besvare nogle spørgsmål, jeg har, om hvordan jødedommen ser på tilgivelse: Skal man tilgive? Kan man tilgive alt? Hvorfor tilgive? Dikterer Gud, om man skal tilgive?

Venlig hilsen

Gorm Ridder-Jensen

Svar:

Hej Gorm

Jødedommen har den grundholdning, at man kun kan få tilgivelse direkte fra den, man har forbrudt sig imod. Således kan man ikke gå til Gud for at få tilgivelse for synder begået mod mennesker.

En rabbiner eller andre kan altså ikke tilgive på andres vegne. Det eneste, Gud kan tilgive, er synder begået direkte mod Gud - for eksempel hvis man dyrker andre guder, begår blasfemi eller som jøde ikke overholder de religiøse bud.

Vil man som menneske have tilgivelse for noget, man har begået mod et andet menneske, må man personligt gå til den, man har forbrudt sig imod og bede om tilgivelse. Hvis vedkommende ikke kan tilgive (for eksempel hvis man har forvoldt vedkommende varigt mén eller gjort noget andet fuldstændigt forfærdeligt), må man forsøge igen. Angrer man oprigtigt, og har man forsøgt at opnå tilgivelse tre gange, og det fortsat er umuligt for vedkommende at tilgive, så har man gjort, hvad man kunne.

Det betragtes som en god gerning, at man tilgiver, dersom folk beder om det, men ingen er forpligtet til det.

Da tilgivelsen udelukkende kan gives af den, som forsyndelsen er begået imod, er det umuligt at få tilgivelse for mord. Den, som kunne tilgive, er jo død.

For at tage et aktuelt eksempel med Søren Kam eller andre nazister, der medvirkede til andre menneskers død, så vil de altså ikke på nogen måde kunne opnå tilgivelse. Dels kan de døde ikke tilgive, dels er det simpelthen umenneskeligt at forlange, at ofrene for deres forbrydelser skulle kunne tilgive.

Til gengæld går jødedommen meget op i forsoning og skelner skarpt mellem tilgivelse og forsoning. Forsoningen giver mulighed for videre sameksistens uden at pålægge ofrene en pligt til en tilgivelse, som de alligevel næppe ville mene oprigtigt.

Den største jødiske højtid er Jom Kippur, Forsoningsdagen. Her forsoner vi os med Gud - man ved jo ikke, om han rent faktisk tilgiver de synder, man har begået, men man kan bede om tilgivelse og satse på forsoning.

Inden Forsoningsdagen er man nødt til at rydde op i sine forhold til medmenneskene og få tilgivelse hos dem, før man går til Gud og beder om tilgivelse hos ham. Derfor findes der simpelthen et jødisk ritual, hvor man i dagene op til Jom Kippur mødes og beder hinanden om tilgivelse for, hvad man måtte have begået af dumheder i det forgangne år. Det har en ret effektiv pædagogisk effekt, skulle jeg hilse og sige!

Det fremføres af og til, at jøder kun har pligt til at bede om tilgivelse hos andre jøder, mens jøder ikke behøver at bede om tilgivelse for ting, man har begået mod ikke-jøder. Denne tolkning havde sin relevans, dengang jøder blev låst inde i ghettoen om natten og i øvrigt blev beskyldt for alskens ulykker, såsom pest og ildebrand; det ville være et absurd krav at stille til forfulgte folk, at de skulle bede om tilgivelse hos forfølgerne, dersom man havde snydt dem i en handel eller på anden måde havde foretaget sig noget dumt.

I dag, hvor alle mødes på lige fod i samfundet, gælder påbudet om at bede om tilgivelse for sine dumheder naturligvis alle dumheder, uanset hvem de er begået imod. Til gengæld er der lige så få jøder, der praktiserer dette bud, som alle andre bud, så udeblivelsen af jødiske henvendelser om tilgivelse skal altså hverken ses som et eksempel på, at vi kun respekterer jøder, eller at vi opfører os som engle...

Med venlig hilsen

Lene Andersen,
jødisk forfatter og foredragsholder