PÅSKE: Messianske jøder lader sig inspirere af både jødisk og kristen tradition, skriver Bodil Skjött
Spørgsmål:Hvordan fejrer messianske jøder påske? I hvor høj grad følger man den jødiske påske og i hvor høj grad den kristne? Eller opstår der snarere i den messianske jødiske tradition en slags hybrid mellem de to påsker?
Venlig hilsen
Peter
Svar:Den vigtigste jødiske højtid og den, som med få undtagelser, fejres af enhver jøde er påskefesten til minde om udfrielsen af Egypten.
Messianske jøder er også på dette punkt jøder og fejrer mede stor frimodighed påsken med mange af de samme traditioner og skikke som alle andre jøder gør.
Den jødiske påskefejring varer en uge, men højdepunktet er uden tvivl påskeaften og det måltid, som indleder den ugelange fest, som Det Nye Testamente også omtale som "de usyrede brøds fest".
Karakteristisk for den jødiske påske er, at man i påskeugen ikke spiser syret/hævet brød eller noget som helst andet, som indeholder kornsorter, og derfor kan gære eller hæve.
Rytmen og de forskellige led, som indgår i et jødisk påskemåltid, giver associationer til Jesu sidste måltid sammen med sine disciple den sidste aften, skærtorsdag, inden han næste dag, langfredag, blev korsfæstet. Der er da også mange, der mener, at Jesu sidste måltid var et påskemåltid.
Han fejrede – sådan som alle andre jøder gjorde og stadig gør – Guds store frelsesindgriben i sit folk historie, og ind i den ramme indstiftede Jesus en ny pagt, nemlig den, som kirken fejrer hver gang vi fejrer nadver. Og her adskiller de fleste messianske jøders påskefejring sig fra den det øvrige jødiske samfund fejrer.