Fællesskab med Gud

Men så søger jeg at leve intenst med i gudstjenesterne. Skærtorsdagsgudstjenestens fejring af Jesu indstiftelse af nadveren betyder meget for mig. For mig ligger hovedvægten i nadveren på Jesu nærvær. Kød og blod er efter datidig tankegang en betegnelsen for det hele menneske. Så når Jesus siger om brødet og vinen, at det er hans legeme og blod, så betyder det så meget som: Det er mig! Fællesskabet mellem os fortsætter efter min opstandelse.

Langfredag mindes vi Jesu selvhengivende offervillige kærlighed til os. Ifølge en teologisk tradition døde Jesus for at formilde Guds vrede over vor synd, for ellers kunne eller ville Gud ikke tilgive os. Det oplever jeg som en misforståelse af Bibelens billedsprog og som et ublufærdigt forsøg på at forklare det, som ikke kan forstås, og i modstrid med det billede, der tegnes af Gud i Det Ny Testamente som initiativtageren til Jesu komme.

For mig er Grundtvigs salme: "Hil dig frelser og forsoner" med sine stærke understregning af Jesu selvhengivende kærlighed til os og korsets gåde en af de allerbedste. Jesus fulgte livet igennem kærlighedens vej uanset omkostningerne for ham selv, han levede kærligheden ud helt ind i døden.

Hængende på korset råbte Jesus sin smerte ud til Gud med indledningsordene fra salme 22: "Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?" Jeg er overbevist om, at resten af salme 22 klinger med i disse ord. Salmen slutter med en uforbeholden tillidserklæring til Gud.

For mig er det en meget vigtig pointe, at Guds Søn, Jesus Kristus, ikke opgav troen til Gud Fader selv i det dybeste mørke. Vi er desværre ofte kærlighedsløse og troløse og hurtige til at anklage Gud, når noget går os på. Men Jesus levede kærligheden og tilliden til Gud Fader ud til sidste åndedrag. Derfor ligger opstandelsen også i svøb i den måde han døde på. Intet kunne skille ham fra Gud Fader.

Påskedag fejrer vi Jesu opstandelse. Det er for mig kirkeårets vigtigste fest. Jesu opstandelse betyder i al sin enkelthed og storslåethed, at han lever og i dag som den opstandne bygger bro mellem Gud Fader og os. Uden ham ville vi ikke have noget fællesskab med Gud. Uden hans opstandelse ville vi ikke have noget håb om evigt liv.

Jeg har bemærket udtalelser i Kristeligt Dagblad om, at de fleste præster prædiker bedre om Jesu død end om Jesu opstandelse. Det ved jeg nu ikke rigtig, mange præster undlader at prædike langfredag. Men der er den rigtige pointe i det, at det kan være svært at prædike om Jesu opstandelse som det helt enestående, fordi vi lever i opstandelsens virkelighed hver eneste søndag. Når vi kristne ikke som jøderne har lørdag som helligdag, den dag Gud hvilede efter skabelsen. Men har flyttet helligdagen til søndag, så er det netop for hver uge at fejre Jesu opstandelse.

Glædelig påske!

Per Mollerup