Retten til fremgang

Der kan i fremgangsteologien være visse nyttige påmindelser om elementer, hvor klassisk kristendom har været for tilbageholdende, fx med hensyn til at tro på undere, bede om noget konkret, søge gode og glade oplevelser hos Gud etc. Det er påmindelser, vi også kan finde hos mange frikirker og karismatiske bevægelser. Men generelt er der (så vidt jeg kan se) i fremgangsteologien tale om så ekstrem en omtolkning af kristenlivet, at faren for at lade sig “inspirere" deraf over i noget åndeligt livsfarligt, er overhængende. Og hovedstrømmen af den karismatiske bevægelse (den globale nådegavevækkelse) har da også taget afstand fra fremgangsteologien.

Anderledes med udtrykkene “kors- og herlighedsteologi". Det er ældre udtryk, som går tilbage til Martin Luther. Hermed betegnede han en bibelsk og sund forkyndelse (korsteologien) imod en usund, trælbundet og glædesløs forkyndelse (herlighedsteologien). Der er altså ikke tale om en tung og mørk teologi, der godt kunne bruge lidt modvægt fra en glad og herlig teologi, altså sådan en slags kompromis mellem kors og herlighed! Tværtimod: Luther mente, at den sande glæde, herlighed og kraft lå i korsteologien, mens herlighedsteologien var en menneskelig opfindelse, ufri, farisæisk – og i sidste ende glædesløs og kraftesløs.

Med “korsets teologi" tænkte han ikke blot på Kristi kors som centrum for al kristen tro og teologi. Han tænkte også på den kristnes kors: den lidelse og oplevelse af gudsforladthed, alle Guds børn kender til. For ligesom Kristi sejr lå gemt bag hans tilsyneladende nederlag på korset, sådan ligger den kristnes sejr og kraft gemt bag tilsyneladende nederlag og afmagt. Korsteologi handler altså om at tro, hvad man ikke kan se! For Gud skjuler hele tiden sig selv og sin frelse “under sin modsætning", mens herlighedsteologien kun tror på den herlighed, man direkte kan se og føle. Det betyder også, at “herlighedsteologi" ikke er en speciel vranglære hos nogle enkelte, det er en fælles fristelse for os alle. Det ligger i os alle, at vi kun tror det, vi kan se; og det er den naturlige religiøsitet, der så ofte ødelægger vores glæde, fred og frimodighed. Det er klart, at man også kan forvride korsteologien, så det bliver en slags nederlagsteologi, hvor man slet ikke finder sig i undere, følelser af kraft, gode oplevelser osv. Men det er ikke ægte, sund korsteologi.

Leif Andersen
Rejsepræst i Indre Mission

I temaet "Kristne kirker og trosretninger" under "Religiøse svar" kan du læse flere spørgsmål og svar om forskelle og ligheder mellem bl.a. katolikker, ortodokse og protestanter.