Er kvinder Satans redskab?

Men alt dette har fortalt mig, at muslimerne har en helt anden tilgang til løsning af det "kønspolitiske problem", end vi har. Og jeg finder min opfattelse bekræftet af mange koransteder og mange hadither.

Lad mig formulere den muslimske opfattelse kort:

Muslimer betragter mandens kønsdrift som på det nærmeste umulig for manden selv at beherske. Derfor sørger muslimerne for, at der er så få tilfælde som muligt, hvor manden er nødt til at beherske sin kønsdrift. Og det er på den baggrund, at kvinder får befaling om at tildække sig og at undlade at bruge parfume, når de bevæger sig ud i det offentlige rum: de skal sørge for ikke at udgøre nogen fristelse for mændene.

Når man læser Raed Hleihel's fredagsbøn igennem, finder man ud af, at han bygger al sin argumentation på et koransted. Det er muligvis effektivt overfor fromme muslimer, der regner hvert ord af koranen for Guds eget ord, som bare skal adlydes, hvad enten man forstår det eller ej. Men umiddelbart skulle man jo synes, at ved sådan at argumentere ud fra koranen, afskærer han sig fra kritik fra vor side, fra de ikke-troendes side. Og der er vel også derfor, de danske reaktioner er, som de er: Man kan ikke gøre andet, synes man, end at erklære ham for fundamentalist, for ude af trit med det samfund, han lever i, for umulig at føre nogen ordentlig samtale med.

Og det synes jo også at være rigtigt: Vi kan som udenforstående ikke gå ind i en diskussion om, hvordan det koransted, han bruger, skal forstås (jeg har fundet ud af, at der er tale om Sura 33,59). Men når man opdager, at der trods alt er en vis rationalitet bag brugen af koransteder og hadither, så bliver man klar over, at det måske i virkeligheden mere er denne rationalitet, der overbeviser de fromme muslimer, end det er henvisningen til koranstedet i sig selv. Og den rationalitet kan man godt sætte spørgsmålstegn ved: Er nu også menneskene indrettet, som muslimerne forudsætter det med deres påbud og befalinger?

Det er f.eks. forståeligt, at fromme muslimer betragter vestens mere utvungne omgang mellem kønnene med afsky. Ud fra de forudsætninger, de gør sig, kan de kun forstå det som løsagtighed. Og det er vel også forståeligt, at f.eks. en saudi-arabisk mand, der igennem hele sin hidtidige tilværelse kun har set kvinder som stærkt tilhyllede væsener, når han kommer til Danmark, uvilkårlig vil blive slået af alle de seksuelle signaler, der forekommer i det offentlige rum. Det er han jo ikke vant til at se, og det kræver nogen indlevelse og tilvænning at kunne indse, at ikke alt, hvad han vil tolke som invitationer, faktisk er invitationer. Han skal have levet her igennem lang tid for at finde ud af, at vi danske mænd tager det som et krydderi på tilværelsen, intet mere.

Men det kultursammenstød, han således udsættes for, er jo samtidig et religionssammenstød. Og vi håber da naturligvis, at ligesom han kommer til at se, at man kan leve som et helt menneske også udenfor den kulturkreds, han kom fra, sådan vil han også indse, at det, han troede var løsagtighed, er vor kulturs eller vor religions måde at tackle kønsdriftens problemer på.

Hvis man således har en fuldstændig og total adskillelse mellem kønnene, som i det gamle Irak, så er det ret indlysende, at det arrangerede ægteskab er den eneste form for ægteskab, der kan forekomme. For de to køn har jo ikke mulighed for at omgås hinanden før ægteskabet, og derfor ikke mulighed for at finde ud af, hvem der er den eneste ene.

Omvendt, hvis man har et ønske om, at et ægteskab skal baseres på en personlig udvælgelse, for at det kan være først forelskelse og siden kærlighed, der kommer til at beherske ægtefællerne, så må man nødvendigvis indrette sine samfund med en vis fri og utvungen omgang mellem drenge og piger, som vi har gjort det i Europa.

Jamen, er denne frihed ikke gået for vidt? Er den ikke endt i en pornoficering af kvinden? Er vi ikke derhenne, hvor enhver kvinde bliver betragtet som et sexobjekt mere end som en person?

Jo, det kan godt forekomme sådan, og det er vel også sådan i mange mænds forestillingsverden. Men læg mærke til, at selv om en kristen og en muslim måske vil kunne blive enige om diagnosen, så vil de være meget uenige om behandlingen. En muslim vil sige, at man må beskytte kvindens ære, og i den muslimske forestillingsverden klinger det i høj grad med, at alle tiltagene foretages i den fromme hensigt at værne om kvindens værdighed; det er derfor, man holder sine døtre borte fra alle udskejelser, det er derfor, man forlanger af sine kvinder, at de skal være tildækkede. Men en kristen vil sige, at vi må give kvinderne større selvstændighed, vi må opdrage vore døtre til selvstændige individer, vi må så vidt muligt indrette vore samfund med ligestilling mellem kønnene.

Begge parter vil nok sige, at kvinden på én gang er sexobjekt og person. Men muslimen vil fastholde hende som person ved at uskadeliggøre hende som sexobjekt gennem dekreter udefra. Den kristne vil ved at give kvinden selvtillid som person tillige give hende mulighed og styrke til selv at bestemme, hvor meget sexobjekt hun vil være, og hvornår hun vil være det. Muslimerne har en regel, der siger, at hvor en mand og en kvinde er alene i et værelse, dér er djævelen altid med som tredieperson, noget, Hleihel gør ikke så lidt ud af i sin fredagsprædiken.

De kristne vil sige, at har en kvinde fået en opdragelse, der giver hende selvtillid, vil hun være i stand til at klare også en sådan situation, det vil sige, hun vil være i stand til med sin væremåde og hele holdning at undgå i en sådan situation at blive betragtet som et sexobjekt.

Nuvel, dette er kun en meget kursorisk gennemgang af forskellene mellem islam og kristendommen på det punkt, der hedder: "kønnenes omgang med hinanden". Men læg mærke til: det bunder i en vis respekt for islam. Jeg kan indse, at der er en vis rationalitet i den muslimske holdning til dette "problem", også i Hleihel's. Og jeg føler mig foranlediget til, på baggrund af denne rationalitet, at "svare igen" med at fortælle om den anderledes rationalitet, vi som kristne er bundet af.

Helt anderledes med alle dem, der ser på islam ud fra et udviklingssynspunkt: De argumenterer ikke imod islam; de lader sig ikke anfægte i den skråsikre overbevisning, at deres holdning er den eneste rette; de kalder de fundamentalister, der af det store muslimske flertal betragtes som rette muslimer, for underudviklede, tilbagestående, uoplyste; de regner, måske lidt naivt, med, at muslimerne nødvendigvis, hvis de bliver "integrerede", kommer til at ligne os danskere.

Var det ikke en idé at droppe udviklingssynspunktet, og i stedet virkelig gå i kødet på muslimerne med argumenter! Men naturligvis, så bliver vi jo nødt til at se på vores egen kultur "udefra", og så bliver det måske svært at fastholde, at den er den bedste af alle kulturer! Og det er måske det, vi til syvende og sidst ikke tør!

I hvert fald: Det forekommer mig, at når vi i bred almindelighed har reageret med bestyrtelse på en prædiken som Hleihel's, så har vi dermed afsløret os i uhyggelig grad: Afsløret, at vi med integration mener, at muslimer skal blive lige så ligegyldige med deres religion, som vi er med vores; afsløret, at vi aldeles ikke gør nogetsomhelst forsøg på at se sagen fra muslimernes side, men kun bag al vor venlighed og imødekommenhed går og venter på, at de bliver ligeså "oplyste", som vi mener vi selv er; afsløret, at vi ikke gider sætte os ind i en anden kulturs anderledes tænkemåde, men blot betragter den som et uoplyst forstadie til vor egen.

Og det er altså for dumt!

Ricardt Riis

Læs flere artikler i vores tema om kvindesyn under "Religiøse svar".