4. marts 2005
RELIGION & SUNDHED: Hvis det kan hjælpe en patient med følelsesmæssige problemer at tale med en præst - hvorfor skal han så sluses ind i psykiatrien og klientgøres, spørger en læser
Thomas Teglgaard er i denne uge gæst i læserdebatten, hvor han debatterer religion & sundhed med læserne.
Læserindlæg:Kære Thomas Teglgaard
Jeg synes, det er dejligt, at der endelig er en, der tør ruske lidt op i den tunge organisation, som sygehusvæsnet er. Jeg var selv indlagt for 3-4 år siden. Det undrede mig meget, at der ikke var nogen som helst information om hverken gudstjeneste, hospitalspræst e.l. Jeg havde regnet med, at sådanne oplysninger ville være inddraget i folderen ved sengebordet. Men nej!
På vel de allerfleste hoteller (?) ligger der et eksemplar af Det Ny Testamente, men det gør der ikke på hospitaler. Vil man læse i Biblen her, så må man have den på sig, når man kommer til skade. Og netop i den situation, som man er i, når man kommer på hospitalet, kunne man nok have brug for lige præcis den slags læsestof.
Men det var mit indtryk - hvor rart personalet ellers var - at menneskeforståelsen var meget lukket omkring det fysiske (jeg lå på en ortopædkirurgisk afdeling). Som sagt er det godt - og meget nødvendigt - at der bliver rusket op i det meget stive hospitalssystem. Hvis en patient har følelsesmæssige problemer og et par (eller flere) samtaler med en præst kan hjælpe, kan jeg slet ikke forstå, hvorfor folk skal sluses ind i psykiatrien og klientgøres.
Problemer har alle på et eller andet plan på forskellige tidspunkter i livet. Men også i den sammenhæng lever vi i en "overfladekultur" - problemer er ikke opgaver, der skal løses, når det er følelsesmæssigt. Så er det noget sygeligt, som skal i sygdomsbehandling. Alene den holdning til det, medfører sandsynligvis, at mange mennesker får det dårligt: Udover at have noget at tumle med, skal de oven i købet føle sig forkerte og betragtes som syge.
Jeg ved, hvor meget der står på spil for folk, der tør åbne sin mund og stå ved sin overbevisning - bl.a. især læger! Så jeg vil slutte med at sige "godt gået - og fortsat god vind i sejlene!"
Med venlig hilsen
Irene Vestergaard
Svar:Kære Irene Vestergaard
Tak for dit indlæg med de opmuntrende ord. Mht. din oplevelse på ortopædkirurgisk afdeling kan jeg jo som ansat i sygehusvæsenet kun beklage, at du oplevede indlæggelsen som beskrevet. Jeg håber, at personalet havde styr på det rent faglige (men det plejer de nu at have)!
Varme hilsner
Thomas Teglgaard
Læs flere svar omkring religion og sundhed under "Religiøse svar"