Thomas Teglgaard |
1. marts 2005
RELIGION & SUNDHED: Det er som om den åndelige dimension tilhører en helt anden verden end hospitalsverdenen med diagnoser, prognoser og medicinske regimer - og det er ærgerligt, skriver Thomas Teglgaard
Religion.dk sætter fokus på religion & sundhed. Stil spørgsmål til vores eksperter og giv selv dine synspunkter til kende i læserdebatten. Læs mere her!
Jeg påstår ikke, at det er forbudt at tro på noget, hvis man er ansat på et sygehus, selvfølgelig gør jeg ikke det. Der er jo religionsfrihed her i landet. Enhver må tro på, hvad han eller hun vil. Gud, Jesus, krystaller, Odin, ingenting – man bestemmer selv. Man må selvfølgelig også tale om det, der er nemlig ytringsfrihed her i landet. Eller er der virkelig det?
Når en patient indlægges på et hospital, spørger den modtagende læge til tidligere sygdomme, medicinforbrug, sociale forhold og lignende, men aldrig til religiøse forhold. Jeg har i hvert fald kun meget sjældent set det i journaler. Hvorfor? Et menneskes personlige, religiøse overbevisning er en så stor del af denne person, at det jo kan undre. Og eftersom patientens evne til at fortolke det at være blevet syg i høj grad afhænger af hans eller hendes grundlæggende måde at se verden på, er det mildt sagt mystisk, at det tillægges så lidt betydning på hospitalerne – netop i en tid, hvor man forsøger at fokusere på patienternes personlige resurser og drage nytte af dem i behandlingen.
Men hvorfor er det sådan?
Jeg tror, at der er flere grunde hertil, men vil koncentrere mig om den vigtigste. Hvor kristendommen tidligere var vores alle sammens grundlæggende måde at betragte tilværelsen på, mere eller mindre, opløses den fælles virkelighedsopfattelse i, hvad den enkelte nu synes, tænker, tro, mener. Og vé det arme menneske, som forsøger at pådutte andre mennesker sin egen mening! Tro er en personlig sag. Ingen skal blande sig i, hvad andre tror, med mindre de selv giver udtryk for at ville tale om det!
Jeg oplever det sådan, at det er mere legitimt at tale med patienter om deres seksuelle problemer, politiske standpunkter og traumatiske oplevelser i barndommen, end hvad de bygger deres liv på. Det opleves som meget anmassende at spørge, hvad patienter tror på – f.eks. hvad den terminale patient tror sker efter døden (hvilket jo må siges at være et ganske væsentligt spørgsmål, ikke mindst i lige den situation). Man vil jo nødig prædike! Folk må selv bestemme.
Heldigvis har vi mange glimrende sygehuspræster ansat. Men det er, som om lige præcis det med den åndelige dimension tilhører en helt anden verden end hospitalsverdenen med diagnoser, prognoser, medicinske regimer og hvad der ellers hører til. Og det er ærgerligt.
At have en tro er at have et håb. Er man syg, har man brug for håb.
Thomas Teglgaard
Læge og forfatter, kristen
Thomas Teglgaards indlæg vil blive besvaret af Michael Norup, lektor på Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet. Du kan også selv kommentere indlæggene i læserdebatten - hvor du også løbende kan møde og snakke med Thomas Teglgaard.