Etikken og moralen er ældre end kristendommen. På græsk grund er Aristoteles med sin Nichomachæiske etik mest kendt. Etik betyder her sædvane og indeholder en vurdering af, hvad der er godt og hvad der er ondt i menneskets handlinger.

På romerske grund er det tilsvarende ord mos, der afleder ordet moral. Også det betyder sædvane.

I Det gamle Testamente finder vi Mosebøgernes lovstof som grundlag for jødedommens etik. Det er denne etik, som Jesus bygger på bl.a. i sin Bjergprædiken i Mattæus-evangeliet, kapitel 5-7. Her siger Jesus at han ikke vil rokke en tøddel ved loven. Senere sammenfatter han i Mattæusevangeliet (22,34ff) en jødiske etik i to bud: Elsk Gud af hele dit hjerte, sjæl og sind og din næste som dig selv.

Spørgsmålet er om denne tilspidsning af det etiske er noget nyt. I dansk teologi er det ofte sagt, at der ikke er sket noget etisk nyt med Kristi komme.

Kristendommen bygger derimod dels i oldkirken på den jødiske tradition og senere med kirkefædrene som især Augustin og Thomas Aquinas, dels på Cicero, Platon og Aristoteles, der blev flittigt brugt som grundlag for etiske overvejelser.

Der er imidlertid en vigtig strid i oldkirken der kan stille spørgsmålet om en kristen etik skarpere, striden mellem Augustin og Pelagius om viljens frihed.

Paulus siger i Romerbrevet kap. 7: Viljen har jeg, men udføre det gode kan jeg ikke. For det gode som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.

Augustin fastholder at mennesket helt er underkastet syndigheden og henvist på Guds nåde. Han udvikler dogmet om arvesynden, der taler om menneskets medfødte syndighed, som kun Gud kan fri det fra.

Pelagius går ud fra at mennesket har en fri vilje, for har man ikke det, kan man ikke tale om synd eller ansvar. Viljen og handlingen beror for ham på mennesket. Den gode handling er viljens retning mod det gode, mens det onde også findes i viljens handling og ikke i en tilstand. Kun individets syndige handling er individets synd ikke menneskenaturens.

Hermed er en aktuel dimension i talen om kristen etik slået an: Er mennesket bundet af synden og kan ikke gøre det gode, eller har det en fri og medskabt vilje, som gør at man stadig kan vælge det gode eller det onde?

Man kan her se en generel skillelinie i diskussionen om kristen etik. Kan mennesket ved Guds vejledning og egne valg blive stadig bedre og ædlere, eller er man fanget i synden og må blot lappe på de onde gerninger mennesker altid vil udføre? Martin Luther, Erasmus af Rotterdam, Jean-Jacques Rousseau og Karl Marx er blot få af de personer, der har placeret sig i forhold til disse to traditioner. Med afgørende konsekvenser.

Antikken og Det gamle Testamente er også senere gennem kirkehistorien frem til nyeste tid de to kilder, man definerer etik og moral ud fra. Det gamle Testamente bliver en stor inspirationskilde for mange protestantiske retninger i tiden efter reformationen, mens den antikke tradition får en genblomstring i oplysningstiden.

I oplysningstidens slutning bliver forestillingen om etik kraftigt præget af den tyske filosof Immanuel Kant, hvis kategoriske imperativ sætter dybe spor i diskussionen om kristen etik i det 19. og 20. århundrede. Kants kategoriske imperativ udledes af den såkaldte "Gyldne regel" fra Mattæus-evangeliet, kapitel 7, 12: Alt hvad I ønsker menneskene skal gøre mod jer, således skal I også gøre mod dem. Thi således er loven og profeterne.

Kant omformer udsagnet til en etisk og almengyldig grundregel for alle mennesker: Du skal handle således, som om den grundsætning, din handling hviler på, i kraft af din vilje skulle gøres til en almengyldig naturlov (Grundlegung zur Metaphysik der Sitten).

På den måde løser etikken sig fra sit guddommelige ophav. Og det prægede diskussionen om den kristne etik i nyere tid.

Etikken og moralen er i dag løst fra den sikre tro på, at Gud er dens ophav. Der er i den vestlige verden gennem de sidste par hundrede år sket en sekularisering, dvs. at samfundets institutioner har løst sig fra kirkens og kristendommens overordnede forklaringsramme.

Desuden findes der en multireligiøs og multikulturel situation, som åbner vore øjne for, at der er mange andre måder at se på etik end den kristne. Den nye universelle etik som styres fra vesten er menneskerettighederne, og op af denne må alle tidligere etikker religiøse som ideologiske spille op ad. Her kommer der forskellige bud, som mere eller mindre tager afsæt i den kristne tradition.

Den fundamentalistiske del af kristenheden taler om en specifik kristen etik. Man kan se på den kristne, at vedkommende lever efter de kristne moralregler.

En anden strømning er den anskuelse, der har opgivet en forbindelse mellem en skabende og opretholdende Gud og så etikken. Vi ser det i teologien omkring Grossbøll herhjemme. De metafysiske elementer i kristendommen er valgt fra. Fornuftstridige ting som kødets opstandelse osv. Vælges fra og kristendommens værdi ses i næstekærligheden. Kristendommen har lig den hegelianske historieforståelse langsomt befriet sig fra overtroen, og nu er der kun Jesus fra Nazareth og hans udsagn om, hvordan vi skal omgås hinanden tilbage.

Men eftersom religionen i det multikulturelle samfund spiller en stadig større rolle må man spørge om, hvad den kristne udlægning af etikken skal kendetegnes af i nutiden. Dette sprøgsmål står i dag åbent.