Thomas Teglgaard |
28. februar 2005
RELIGION & SUNDHED: Jeg har svært ved at forestille mig, at nogen læge ønsker at krænke en patient eller at ønske vedkommende død, skriver Thomas Teglgaard
På religion.dk sætter vi i denne uge fokus på religion og sundhed. Du kan give dine synspunkter til kende i læserdebatten - eller stille spørgsmål til forskellige personer med kendskab til emnet - læs mere her.
Spørgsmål:Hvor mange patienter myrder danske psykiatere på årsbasis ved at krænke deres ære?
Med venlig hilsen
Keld Jensen
Psykiatrisk torturoffer
Svar:Kære Keld Jensen
Jeg har svært ved at forestille mig, at nogen psykiatere myrder patienter. Du kalder dig selv et psykiatrisk torturoffer og skriver også om krænket ære, hvilket selvfølgelig får mig til at tænke, at du har været under psykiatrisk behandling og tilsyneladende er utilfreds med den behandling, du har fået.
Og om der er grund til at være utilfreds, kan jeg ikke udtale mig om. Jeg vil dog sige, at der undertiden kan opstå et misforhold mellem en patients ønske og så på den anden side behandlernes. Det er især tilfældet med psykotiske lidelser. Da går nemlig det "apparat" i stykker, som skal erkende, at man er syg, hvorfor man kan føle det som et overgreb, når man tvangsindlægges, tvangsmedicineres osv. Men det sker faktisk, fordi behandlerne ønsker at hjælpe den syge - det er ikke ond vilje.
Venlig hilsen
Thomas Teglgaard
Spørgsmål 2:I en situation hvor der opstår et personligt fjendskab mellem patienten og lægen, og hvor lægen er bange for patienten, har lægen en stor personlig interesse i, at patienten ikke overlever behandlingen. En sådan situation opstår ofte i forbindelse med tvangsbehandling.
Er det ikke rimeligt at kalde det mordforsøg, når en psykiater fuldt bevist krænker sine patienters ære?
Keld Jensen
Svar:
Kære Keld
En sidste kommentar til dig:
Jeg fornemmer, at der bag dit spørgsmål gemmer sig nogle ubehagelige oplevelser. Men jo, det kan ganske rigtigt hænde, at man som læge bliver bange for en patient. Men jeg har svært ved at forestille mig nogen læge ønske at krænke en sådan patient eller at ønske vedkommende død. Du må huske på, at det faktisk er ønsket om at hjælpe patienterne, som ofte er den drivende kraft i lægernes arbejde - samt selvfølgelig ønsket om at kunne forsørge familien, have en "arbejdsidentitet" og et arbejdsfællesskab mv.
Men for at svare på dit spørgsmål helt konkret (skønt jeg finder, at det er lidt logisk mærkeligt stillet op): Nej, jeg mener ikke, at det er et mordforsøg, hvis en læge bevidst krænker en patients ære. Det er forkert, men mordforsøg er det altså ikke.
Venlig hilsen
Thomas Teglgaard
FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk