Ensidig kritik af religionskritikken

Ingen kan tvivle på, at religionen bliver taget endda meget seriøst i vor tid. Det har eksempelvis vakt både bekymring og forargelse, at Københavns Universitet blandt utallige arrangementer og konferencer om religion har holdt én enkelt kaldet "Gudløs!" om moderne religionskritik.

Projektet er blevet beskrevet som både farligt og som en kamp mod mennesket selv. Begge dele før konferencen blev holdt. Jeg tillader mig deraf at slutte, at ateisterne umuligt kan være de eneste, der har fordomme. Og allerede dermed har man understreget, at religionskritikken er både relevant og nødvendig. Derfor er det også glædeligt, at Niels Højlund anerkender dens værdi.

Alligevel får man den mistanke, at Højlund mener, at det skal være forbeholdt teologerne at være religionskritiske. I artiklen Religionens nye klæder hævdes det, at den, der vil beskæftige sig med religionskritik, bør kaste sig over et teologistudium. For her beskæftiger man sig ifølge Højlund med store og betydningsfulde religionskritikere som Martin Luther, Grundtvig og endda også Tidehvervsbevægelsen.

Fælles for dem alle er, at de nok er kritiske over for en bestemt type religion, men ikke for religionen som sådan. Med en vis grad af rimelighed kan det samme siges om både Jobs bog og Prædikerens bog, som Højlund trækker frem som eksempler på, at man inden for religionen selv har forholdt sig til tanken om, at det hele kunne være en illusion. For hvordan er det nu, de to bøger ender og med hvilken konklusion?

De religionskritikere som er kritiske over for al religion, nævner Højlund slet ikke. Så måske er det alligevel meget godt for helhedens skyld, at det ikke kun er teologer af hans observans, der står for religionskritikken. Endvidere hævdes det, at "nutidens såkaldte religionskritikere", altså dem, der kritiserer al religion, benytter sig af nogle urimelige generaliseringer og er inkompetente. Hvorfor? Jo, blandt andet fordi de ikke er bibeleksperter.

Rimeligheden af en sådan kritik kan diskuteres. Religionen får i stigende grad indflydelse på områder som politik, samfund, etik, behandlingen af fremmede og indvandrere og endda på undervisningen i naturvidenskab. Her må det være mere end rimeligt, at mennesker med de relevante fagkompetencer ytrer deres kritik, så længe den er saglig.

I det tidsrum, hvor jeg deltog ved konferencen "Gudløs!" hørte jeg -- ud over kritikken -- udmeldinger om, at religionen kan spille en vigtig og positiv rolle for det enkelte menneske, at det er vigtigt at skabe et rum, hvori religionerne kan sameksistere, at det er naivt at tro, at religionen forsvinder, og at nogle af verdenshistoriens mest begavede mennesker har været dybt religiøse. Hvorfor nævner Højlund ikke ét ord om alt dette?

Det kniber for mig at nikke genkendende til Højlunds kritik af religionskritikken som værende infantil og ensidig. Der er tale om en generalisering, som er helt urimelig over for dem, der har udtalt sig nuanceret. Det, Højlund siger om konferencen, gælder i lige så høj grad om hans eget indlæg: Det lufter fordomme overfor "tilhørere, der labber det i sig, fordi de på forhånd er enige".

Asbjørn Petersen
Filosofi- og historiestuderende
Skt. Peders Stræde 14
1453 København K