Ricardt Riis |
18. januar 2005
REFORMATIONEN: Vi skal helt frem til februar 1520, før Luther blev overbevist om, at paven var antikrist, det vil sige, paven var besat af djævelen og gik hans ærinde, skriver Ricardt Riis
Spørgsmål:Vi er i gang med et projekt i kristendom om reformationen. Vi har fundet en masse spændende sider om det, men meget af det er svært at forstå. Vi ville blive meget glade, hvis I ville skrive en kort letforståelig forklaring på, hvad reformationen er?
Ann og Anna Sophie
Svar:Kære Ann og Anna Sophie!
En kort og letforståelig forklaring på, hvad reformationen er! Jo, tak, det er rigtignok lettere sagt end gjort. Mange arbejder år ud og år ind og er endnu ikke nået til at have forstået de dybereliggende lag af problemerne. Men her er et forsøg:
Reformationen er én af de sjældne historiske begivenheder, hvor den historiske udvikling i løbet af ganske få år forløber med stormskridt. Der har sædvanligvis ligget problemer og spændinger i samfundet i forvejen, men pludselig, næsten ved en tilfældighed, bryder forandring og nytænkning ind over samfundet, så alt forandres, alle fastfrosne selvfølgeligheder nedbrydes, og mennesker vover at gøre noget, de aldrig før turde drømme om at gøre.
Den Franske Revolution er en sådan historisk omvæltning. Sovjetstyrets fald er en begivenhed af tilsvarende art fra vor tid. Og Reformationen er altså én af de helt store omvæltninger af skikke og tankegange, som vor verdensdel har været vidne til.
Den har desforuden den særegenhed ved sig, at det nye, der brød igennem, havde sit udspring inde i ét enkelt menneskes hoved, nemlig i Martin Luthers tanker og åndelige kampe. Man regner almindeligvis med, at denne indre revolution fandt sted omkring år 1515; altså: på det tidspunkt nåede Luther frem til at få fred i sjælen ved sin overbevisning om, at mennesket frelses ved tro.
Det mærkelige er så, at der ikke skete nogetsomhelst ved det. Luther levede videre, som om intet var sket. Først, da hans 95 teser imod afladen fra oktober 1517 mødte modstand, så han blev anklaget for kætteri, begyndte hans tanker at få ydre virkninger. Og vi skal helt frem til februar 1520, før Luther blev overbevist om, at paven var antikrist, det vil sige, paven var besat af djævelen og gik hans ærinde.
Men så gik det også stærkt: I løbet af 1520 kom der to bøger, der ændrede verden: "Til den kristne adel af den tyske nation" og "Om kirkens babyloniske fangenskab". Heri er der nytænkning for alle pengene.
I det første skrift foreslår Luther de tyske fyrster at sammenkalde til et koncil, eller en kirkeforsamling, udenom paven. På dette koncil skal de prøve at mindske pavens økonomiske udsugning af Tyskland. Men de kan allerede nu nægte at adlyde ham eller tage hensyn til ham. I det andet skrift søger Luther at føre tingene tilbage til det oprindelige på det kirkelige område og derved bryde pavens magt.
Samme år, i 1520, udsendte paven en bulle mod Luther. Hvis han ikke inden 60 dage tilbagekaldte 41 sætninger, som opregnedes i bullen, skulle han brændes som kætter.
Endelig skrev Luther i 1522 et skrift om munkeløfterne, hvori han anbefalede munke og nonner at forlade deres klostre. Han havde tidligere udtrykt som sin opfattelse, at præster burde have lov til at gifte sig; paven havde fra cirka år 1200 forlangt, at præster skulle være ugifte.
Dette var nogle af stridspunkterne, og det mærkelige er ikke blot, at sådanne tanker kunne opstå i Luthers hoved, det mærkelige er også, at de blev grebet af folk ud over Europa; de fængede i folks sind i utrolig grad. Og dette blev oprindelsen til Reformationen, den store åndelige omvæltning i 1500-tallet, som ikke blot førte til, at kirken blev splittet, men også førte til, at mennesker fra da af turde modstå magthaverne under henvisning til deres samvittighed.
Det var, hvad Luther sagde i Worms i april 1521, da han fik valget mellem at tilbagekalde og at blive brændt: at han ikke kunne tilbagekalde, for han var bundet i sin samvittighed af Guds ord, og det er ikke tilrådeligt at handle imod sin samvittighed. I løbet af ganske få år var Europa blevet et anderledes sted at være menneske.
Venlig hilsen
Ricardt Riis
Links til nogle af Luthers skrifter:http://home1.stofanet.dk/martin.luther-dansk/www.martinluther.dk - det sidste er min hjemmeside, derfra er der link til min anden hjemmeside, hvor der er nogle skrifter fra den danske reformationshistorie.
Læs flere svar om Luther i vores tema Hvad mente Martin Luther?" under "Religiøse svar"
FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk