Den kristne psykiater og forfatter Thomas Teglgaard har gjort sig upopulær i psykiaterkredse med sin tro på dæmonbesættelser. Vi har spurgt forskellige paneldeltagere om deres syn på sagen. Findes dæmoner? Er det i orden at tro på dæmoner som psykiater på et dansk sygehus? Og hvordan skal man håndtere mennesker, der hævder at være besat af en dæmon? Tag selv del i debatten under "Læserne debatterer"

Findes dæmonbesættelser i den konkrete form, som Thomas Teglgaard og andre hævder?

Jeg tror, at der findes mennesker, som har brug for udfrielse og åndelig hjælp. Om disse mennesker kan benævnes "besatte" er et spørgsmål om, hvordan man forstår begrebet "besættelse". Jeg har ved en konkret, offentlig lejlighed oplevet to mennesker, som forstyrrede en offentlig gudstjeneste og altergang ved at gøre Satans tegn (pegefinger og lillefinger) og ved at råbe Satans navn. Da det drejede sig om en offentlig gudstjeneste, bryder jeg ikke nogen tavshedspligt ved at fortælle om denne hændelse. Ved dén lejlighed følte jeg styrken i Jesu navn og i den kristne bøn.

Er det i orden at have den slags religiøse synspunkter som psykiater på et dansk sygehus?

Ja, hvis man fagligt fuldt forsvarligt kan diagnosticere og behandle psykiske lidelser som læge, har jeg svært ved at se, at der skulle være noget til hinder for, at man som et kristent menneske kan bede for og sammen med en patient, der føler den onde magt som noget tyngende i sit liv.

Hvordan skal man håndtere mennesker, der hævder at være besat af en dæmon – eller som opfylder kriterierne for en dæmonbesættelse?

Enhver præst må tage det menneske alvorligt, som henvender sig med et problem. Jeg er sikker på, at præsterne i en sådan situation er i stand til at vurdere, om de skal tilråde den pågældende at søge psykiatrisk hjælp. Føler præsten, at et menneske trænger til åndelig hjælp, synes jeg, at man skal bede sammen med den (de) pågældende om udfrielse, bede Fadervor og lyse velsignelsen.

Med venlig hilsen

Biskop Karsten Nissen