Bevar religionen i det offentlige rum

Man kan ikke bygge et samfund på ateisme

Hvis man antyder, at det danske samfund er blevet mere religiøst i de senere år, så er jeg uenig. Men på grund af muslimernes åbenlyse religiøse handlinger, som er en kuriositet, er vi begyndt at spekulere og blive mere bevidste om religiøs forståelse og på, hvad vi er, og hvad religion og Gud er. Muhammed-krisen har forstærket den tendens. Et fænomen, der i det offentlige rum vil ebbe ud stille og roligt, men vil bevares på det personlige plan.

Jeg mener ikke, at det er muligt at bygge et samfund på ateisme. Ateisme er ifølge Politikens retskrivningsordbog: en livsanskuelse uden tro på højere guddommelige magt. Der er visse undersøgelser, som viser, at ateister har en højere intelligenskvotient. Det er der intet odiøst i, da de tror på sig selv og stiller store krav til sig selv.

Intet samfund er bygget på en enkelt gruppe menneskers livsanskuelse men på forskelligheder. Alle samfund er bygget på, at der er ca. 10% på en side som ateister og 10% på den anden side som religiøse fanatikere og resterende 80% indgår som en bred masse. Der kan være variationer i sammensætningen i forskellige samfund, men stort set er opbygningen den samme.

Religionerne var med til at indplante en "politimand" i hvert menneskets, således at alle har en fælles platform. I et ateistisk samfund er der ingen "politimand", så vil der opstå tomrum og kaos uden fælles værdier fordi hver trækker i sin retning.

I menneskets historie har der altid været en eller anden form for gud i ethvert samfund.

Dhamu Chodavarapu,
hindu, skribent og debattør

Ateismen vil altid komme til kort

Heldigvis har religion fået en større rolle i det danske samfund i løbet af de seneste år. 68-er generationen har omsider indset, at vi ikke kan skabe en bedre verden ved at nynne med på John Lennons "Imagine", sålænge vi dropper religionen! Religionen er en af garanterne for en højere etik og samfundsmoral.

Man kan sagtens bygge et samfund på ateisme; det prøvede Josef Stalin. Og vi så, da Sovietunionen kun var lagt få dage i graven, før muslimer, kristne og jøder i Rusland straks flokkedes omkring de religiøse steder for igen at udøve deres tro i fuld offentlighed.

Der er den udbredte misforståelse, at religion og videnskabelig metode ikke kan forenes. Og at ateisme skulle være garanti for videnskab. Men videnskab udfylder ikke alle de mentale rum i menneskets eksistens-sfære. Vi har set, hvordan det går med ihærdige ateismer som for eksempel Nietzsche, der valgte selvmordet, fordi han som "overmenneske" ikke fandt mening med livet mere.

Jeg ser ateisme som udtryk for den koldeste og mest afstumpede egoistiske hedonisme - dyrelivets "æd eller bliv ædt". Som tænkende skabninger skulle vi mennesker gerne have udviklet en mere humanistisk tankegang, hvor samfundet ikke kan fungere uden det fælles bedste, beskyttelse af svage i vor midte og en højere mening med livet.

Videnskaben er god til at fortælle HVORDAN, men ikke særlig god til at fortælle HVORFOR. Og nok så mange ligninger a la E=mc i anden kan ikke forklare, hvorfor Big Bang fandt sted, og hvor Big Bangs masse egentligt stammer fra, eller hvad en sjæl er - om end nogen påstår, at man har vejet den!

Videnskaben kan finde ud af, hvor tankerne aktiveres i hjernen, men ikke hvorfra tankerne kommer, hvad tanker egentligt er. Der er - stadigvæk - umådeligt mange spørgsmål, der endnu ikke kan besvares af videnskaben, som vi kender den.

Mennesket er også en del af den store helhed; vi er skabt af det støv, der også blev brugt til at skabe jord og stjerner. Vi kan ikke lukke øjnene over for vores eksisterende fællesskab med resten af verdens skabelser ved at fokusere udelukkende på, hvad vi kan måle og veje. Der er mange måder at måle og veje på, og ikke alt kan måles og vejes, men derfor behøver man jo ikke at ignorere det. Derfor vil ateisme komme til kort - altid!

Safia Aoude,
muslim, forfatter og foredragsholder

Religion har en plads i den danske offentlighed

Statsministeren har ytret, at han helst ser, at religionen få en mindre rolle i samfundet. Altså ser han religion som en "for stor" aktør i samfundet. Dette næste samtidig med, at præsident Bush erkender, at han er religiøs og hævder, at "Gud" gav ham grønt lyst til at gå ind i Irak.

Vi ser dagligt fjernsynsudsendelser med danske præster i aktion hos de danske "gudfrygtige" soldater i henholdsvis Afghanistan og Irak, der skal ud og kæmpe mod de fanatiske opponenter.

Dansk Folkeparti kommer i sin iver efter at "bevare det danske" indirekte til at tegne generaliserende og stereotype billeder af andre end folkekirke-kristne.

Svend Auken har udtalt, at "hvis man snakkede om jøder på den samme måde, som man gør det om muslimer i Folketinget, ville det aldrig gå".

Vi bliver bombarderet med informationer om de muslimske selvmords- og fanatiske terrorister, som vi bevidst eller ubevidst skal forholde os til og desværre i stigende grad skal definere os fra.

Der bliver oprettet foreninger som "Demokratiske Muslimer" og "The Network" i forsøg på at overbevise det danske samfund om, at der også findes "gode demokratiske og almindelige danske muslimer".

Den almindelige dansker har en mening om islam i kraft af d. 11. september 2001 og vores engagement i Irak og Afghanistan.

Bare det, at Danmark i dag er i stand til at kunne se forskel på islam og islamisme, og at selveste Pia Kjærsgaard offentligt kalder Demokratiske Muslimer for "ordentlige muslimer", er da for mig tegn på, at religion har sin plads i den danske offentlighed.

For mig er der ingen tvivl om, at religionerne har fået en stigende rolle i det danske samfund i løbet af de seneste år. Det, som jeg synes er sørgeligt, er, at det er de negative og konfronterende elementer i religionerne, der danner dagsordnerne her til lands og internationalt.

Under Muhammed-krisen fik de to til fem mest højtråbende imamer langt hen af vejen lov til at repræsentere alle muslimer i Danmark. De havde ingen teologisk baggrund, deres viden og indsigt var mindre end en skoleelevs, men kunne bruges, fordi der var skabt et behov for at finde radikale modsætninger.

Hvorfor altid spørge om, hvem der er repræsentant for muslimer? Hvorfor ikke forstå, at vi ikke ønsker at blive repræsenteret af nogen?

Jeg tror, at denne udvikling er kommet for at blive. Ligesom vi ikke kan vende tilbage til Morten Korchs dejlige Danmark, så kan vi heller ikke skrue tiden tilbage til før 11. september-tilstande. Så jeg synes, at det skal erkendes, at religion vil have en større rolle at spille i den danske og den internationale offentlighed. Det store spørgsmål er så: Hvordan vil vi gribe denne nye chance, og hvad bør formidles gennem denne nye platform?

Som det har været efter 11. september, har de religiøse røster fået taletid på hele befolkningsgruppers vegne. Det kan både være positivt og negativt. Men hvis vi skal se mere langsigtet på det, har det skabt debat og har fået nuancerne frem til overfladen. Vi har flyttet os fra "enten - eller" til "både - og".

Så længe religionen er vejledende, vil den spille en positiv rolle i samfundet. Men så snart den bliver dominerende, er der fare for det værste. Derfor er betydningen af religionerne aldrig blevet overdrevet -- altså i begge ovenstående tilfælde. Så tror jeg, at ateismen i sin ekstreme form bliver til en form for religion, så hvorfor ikke samarbejde frem for at modarbejde?

Jeg synes, at denne voksende opmærksomhed på religionerne giver en enestående mulighed for på ny at overveje deres rolle i samfund og sjæl. Det stiller også krav til de etiske værdier og fortolkningernes tidssvarenhed.

Hadi Khan,
muslim og it-ingeniør