FLODBØLGEN: Gud står på den anden side af alle katastrofer og lidelser og ulykker og fortæller os, at de går over, skriver Nana Hauge
Nana Hauge giver her et kristent perspektiv på katastrofen ved Det indiske Ocean. Læs flere indlæg i vores tema om katastrofen under "Religiøse svar".
Mennesker har til alle tider funderet over Guds rolle i forbindelse med ulykker, lidelse og død. Ofte har Gud været opfattet som dødens absolutte modsætning og døden derfor som indbegrebet af gudsforladthed. Tænk bare på, hvordan de gamle israelitter klagede "min Gud, min Gud hvorfor har du forladt mig" (Salme 22), når de ramtes af ulykker. I denne optik er død og ulykke simpelthen et udtryk for, at Gud er fraværende. Han kan ikke være der, når sådan noget sker. Mange er i tidens løb holdt op med at tro, fordi de ikke kunne finde et tilfredsstillende svar på, hvor Gud er henne i al den ulykke, lidelse og død.
Andre igen har opfattet død og ulykker som straf for mennesket synd. Hvordan kunne en retfærdig Gud ellers tillade alle de lidelser, som mennesker påføres, hvis mennesket ikke havde gjort noget, der kræver straf ? At sige at mennesker er uskyldige, men alligevel lider, har for mange været det samme som at opgive troen på Guds retfærdighed. Lidelsen måtte derfor være Guds retfærdige straf over menneskers synd.
I den ældste kristne kirke forsøgte gnostikerne at løse lidelsens problem en gang for alle. Skylden er, sagde de, hverken menneskets eller Guds, men ene alene Satans. Oprindeligt var jorden skabt fuldkommen uden lidelse og død, men siden hen blev den forvansket af Satan. Det er ham, der har frembragt den jord, vi kender, med al dens lidelse og andre fejl.
Alle disse spekulationer er udtryk for et forsøg på at finde en mening i lidelsen. Meningsløs tilfældig lidelse er nemlig noget af det sværeste for mennesker at acceptere. Så hellere fastholde troen på en mening med tingene, selvom den forekommer absurd.
Men Evangeliet om Kristus gør i virkeligheden alle dens slags overvejelser helt overflødige. For her er det Gud selv, der trækkes igennem alle slags lidelser. Gud påtager sig ikke skylden for lidelsen, Han påtager sig selve lidelsen, Han døde selv den fortvivlede død, forladt af alle og hængt på et kors som en forbryder. På den måde viste Han, at ingen er Han nærmere end det lidende menneske.
Betyder det nu, at der ikke er død og ulykke mere? Nej, men det betyder, at død og ulykke ikke skiller os fra Gud. Død og ulykke er ikke en straf over os. Død og ulykke er ikke det samme som gudsforladthed. Gud tager ikke lidelsen væk. Han fjerner ikke døden, ej heller naturkatastrofer, men han lader dem ikke komme imellem Ham og os. Det betyder altså, at i kristendommens lys skal du ikke mere forholde dig til døden som straf, eller som et udtryk for Gudsforladthed.
Er dette en fornuftig forklaring på lidelsens problem? Det kan jeg ikke svare på. Jeg kan kun sige, at når katastrofer sker, når lidelsen indfinder sig, så kan det være en trøst at vide, at Gud selv har været det samme sted. Det betyder, at han er med hele vejen igennem, også når det gælder smerte og fortvivlelse. Gud er ikke kun de levendes og de lykkeliges Gud. Han er, måske endda først og fremmest, de forladtes, de sørgendes, dem som sidder i mørkets og dødens skygge.
Og Han står på den anden side af alle katastrofer og lidelser og ulykker, og fortæller os, at de går over, og det betyder, at lige meget hvad, så har et menneske altid håbet, fordi det har en fremtid. Og i begge livssituationer, både lidelsens og håbets, har mennesket følgeskab af Gud.
Nana Hauge
Vil du være med til at bede for flodbølgens ofre? I læserdebatten kan du skrive din egen bøn og bede med på andres - eller du kan formulere dine tanker omkring katastrofen som en bøn til Gud. Læs også tsunami-prædikener og læserindlæg om katastrofen.