| Svaret giver udtryk for panelistens holdning |
| Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener. |
EJENDELE: Buddhistiske munkes og nonners beslutning om ikke at eje noget tilkendegiver, at de har forladt den verdslige verden for at leve et spirituelt liv, skriver buddhist Birgitte Kolby Jensen
Hejsa
Jeg er ved at skrive en projektopgave, og den handler delvis om buddhisme. Jeg er gået lidt død i et enkelt spørgsmål og kunne rigtig godt tænke mig at få lidt hjælp:
Hvordan kan det være, at når man ser buddhister i udlandet, så er de altid kronragede og må kun eje de der otte ting, mens buddister i Danmark ejer alt muligt, forstået sådan, at de ikke er som de buddhister man ser i udlandet?
Med venlig hilsen
Patrick
Svar:
Kære Patrick
Hvis du har set billeder af buddhister, der har barberet håret af, er det fordi, de er munke eller nonner, og de bærer sikkert også en bestemt dragt, som kan variere lidt alt efter hvilken buddhistisk tradition, de tilhører.
Dette og beslutningen om ikke at eje noget tilkendegiver, at de har forladt den verdslige verden for at leve et spirituelt liv.
Buddhister, der lever som lægpersoner, med job, familie og alle de ejendele, som det indebærer i den kultur, de nu lever i, skiller sig ikke ud med nogen særlig klædedragt, så man kan ikke se på dem, at de er buddhister. Det er ikke noget, man skilter med.
Fotografer vil jo ofte vælge at fotografere noget, der skiller sig ud fra mængden.
I Danmark og i den vestlige verden generelt ser man ikke mange buddhistiske munke og nonner i gadebilledet. I Danmark er der meget få ordinerede personer, og der er meget få buddhistiske klostre i vores ende af verden.
Venlig hilsen
Birgitte Kolby Jensen,
buddhist og bibliotekar
FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk
Prøv os i 4 uger – gratis og uforpligtende