Guds almagt og flodbølgen

Jeg opbygges ved at høre Salme 139: "Før ordet bliver til på min tunge, kender du det fuldt ud, Herre; v5 bagfra og forfra indeslutter du mig, og du lægger din hånd på mig. v6 Det er for underfuldt til, at jeg forstår det, det er så ophøjet, at jeg ikke fatter det". At være kendt af Gud, så endog det ord, som jeg dårlig nok har formet i menneskesprog, er kendt af ham, det er stort, det er trøsterigt. At være dannet af ham i moders liv, også det finder jeg betryggende.

Men hvordan kan jeg dele den tanke med salmisten, som han derefter fremsiger: "alle dagene stod skrevet i din bog, de var formet, før en eneste af dem var kommet"? Jo, naturligvis, for mit eget vedkommende, som én, der allerede har passeret livets midtpunkt og nu håber på en fredfyldt afsked på ét eller andet sygehus eller måske derhjemme, kan man måske nok fastholde, at livstråden klippes over i Guds time.

Men var det virkelig i Guds time, at alle disse 130.000 mennesker døde? Kan nogen fastholde det? Og kan man ikke det, må så ikke salmens ord falde? Smukke ord, måske, trøsterige for den, der har sit på det tørre, og som derfor egentlig ikke har brug for særlig megen trøst! Men for den, der har været helvede nær? For den, der har set døden i øjnene - den ved siden af druknede, selv blev man reddet - hvordan kan dødstimen for et sådant menneske være bestemt af Gud?

Og jeg kan så levende sætte mig ind i den overstrømmende glæde og taknemlighed hos dem, der blev reddet. Som ved et mirakel, siger de. Og jeg forstår deres tak. Jeg kan også forstå, at de er nødt til at rette denne tak, ikke til en eller anden regering, eller til den eller den redningsmand, men til den magt, der styrer alt i himmel og på jord. Men ligesom før dukker mod-ordet op: Hvad med alle de mirakler, der ikke skete? Står Gud ikke bag dem også? Og er der enkelte, der må bryde ud i tak for ufortjent frelse, er der så ikke talløse, der må bryde ud i anklage over ufortjent død?

Nej, Gud er ikke til at få fat på. Det er, som smutter han mig af hænde gang på gang. Det er, som kræver han mit hele jeg for at blive troet på. Man kalder skabertroen en myte. Og jeg véd godt, at det ikke er noget, der giver sig selv. Men alligevel, at jeg sådan gang på gang skal gribe skabertroen, fordi jeg er grebet af den! At jeg igen og igen skal trodse mine egne og alle andres fornuftsgrunde og råbe det ud mod intetheden, at jeg véd, han er der et sted, at han omslutter mig fra alle sider, at jeg ikke kan undslippe ham!

Så er der det med varslingen. Jo, vi må have det hele med. Da Lissabon i 1755 blev udsat for et stort jordskælv, der dræbte mange tusind mennesker, gik den naive gudstro fløjten i vor verdensdel. Gud vil os altid det bedste, sagde man med en floskel. Men man sagde det ikke med samme overbevisning efter dette jordskælv.

I dag er forholdene anderledes. For nu kan vi få varslinger. Rundt om Stillehavet har man oprettet et samarbejde, som skal advare lande med lange kyststrækninger om tsunamier på vej. Og det fungerer. Selv om tsunamien breder sig med en utrolig stor hast, så kan man dog nå at varsle. Ikke noget langt varsel, men langt nok til, at mange menneskeliv kan spares.

Et tilsvarende varslingssystem har man ikke omkring det Indiske Ocean. Jeg véd ikke, om man har haft overvejelser om det. Jeg véd heller ikke, hvor dyrt det vil være i forhold til den sandsynlige anvendelse af det, noget, der før Anden Juledag var en naturlig overvejelse, men i dag er en uhørt kynisk betragtning. Men jeg har hørt, at den thailandske regering faktisk fik et varsel, men ikke turde sende det videre af frygt for at ødelægge turisterne gode stemning. Men altså, hvor er Gud henne, hvis katastrofen fik det omfang, den fik, i kraft af menneskelig forsømmelighed?

Mit svar er, at Gud er midt i disse menneskelige forsømmelser. Han er der i kamp mod djævelen. Vi tror, at vi med vor religion får et fuldt forståeligt og logisk sammenhængende tankesystem, der levner den og den plads til Gud og hans ansvarsområde, og den og den noget mindre plads til mennesker og deres ansvarsområde. Vi gør pokker, gør vi. Vi har en Gud, der hersker midt igennem vore afgørelser. Vi har en Gud, der bagfra og forfra omslutter os, at fatte det er os for underfuldt. Og sådan er Gud, ikke fordi det står i Salme 139, men fordi, er Gud ikke sådan, så er det ikke Gud, vi taler om, så kan han måske være opium for folket, så kan han måske være en fattig trøst for dem, der ikke vover at tænke selv, men Gud er han ikke.

Ham var det, der indgav Alfred Wegner teorien om kontinentalpladerne og deres bevægelse. Ham var det, der fik senere forskere til at indse, at Wegner havde ret. Ham var det, der fik os til at se, at jordskælv og vulkanudbrud kan forklares med kontinentalpladernes bevægelser. Og denne altgennemsyrende Guds almagt er det også, der holder os vågne, så vi bibeholder vort måleudstyr, så vi udvikler vore teorier, så vi opretter vore varslingssystemer.

Men hele tiden må han kæmpe mod djævelen. For hvor mennesket er inde i billedet, er djævelen det også. Og vi mennesker har jo så mange sære ting for. Ikke mindst har vi oprettet et økonomisk system, som ikke er noget system, men som alligevel systematisk forfordeler de fattige i forhold til de rige, og systematisk giver de rige mange undskyldninger for ikke at yde nok til samfundet. Ikke at vi er griske - det er der også nogen, der er - men at vi har vore hensyn at tage, at vi har vore interesser at se til, at vi, fromt og letforståeligt for alle (i hvert fald for os selv), må sørge for at holde vore forretninger og firmaer igang.

Og dog virker Gud midt ind igennem alt dette. Men vil du måle hans fingres kraft, da får du intet brugeligt resultat. For hans virken i mennesket, i menneskets indre og i menneskets samfund, er umærkelig. Du kan ikke skelne den fra menneskers virken. Du kan dårlig nok, før bagefter, se, om det var djævelen eller Gud, der afstedkom dette eller hint i menneskenes samfund.

Du kan nok sige med én af Karen Blixens hovedpersoner, at "trofasthed er den høje, guddommelige egenskab, hvorigennem universet ordnes", og du kan måske også forstå, at trofasthed er, hvad det drejer sig om for dig, trofasthed overfor den jord, du er sat på, trofasthed i det kald, du har fået, trofasthed overfor den ægtefælle, der er din. Men netop her, i dit inderste jeg, virker djævelen med på usynlig måde, så det, du vil skal være trofasthed, forvandles til troløshed, tilværelsen forødes, og det onde kommer ind i verden.

Så at spørge til, hvad Gud vil med en katastrofe som denne, det er at spørge efter noget, der ikke lader sig opklare. Djævel, menneske, Gud, hvem kan filtre disse aktører ud fra hinanden?

Og dog virker Gud altså midt igennem dette. Ikke blot på den måde, at han er stærkere end både menneske og djævel, også på den måde, at hans virkekraft gennemsyrer selv disse størrelser. Nå ja, djævelen er vel ikke Guds lakaj, på ingen måde, men ikke så snart har djævelen fået indskudt en tanke i menneskets hoved, der forekommer god og rigtig og from, men i virkeligheden er udtryk for menneskets egoisme, og ikke så snart har mennesket fået omsat denne tanke til virkelighed, før Gud er på vej med sin modforholdsregel. Og selv det mest djævelske menneske må derfor til syvende og sidst danse efter Guds pibe. Nogen ordentlig dans bliver det jo ikke til. Men Guds pibe er det, der lyder.

På den måde må der svares ja til, at Gud lader hvert menneske dø i netop den time, han har fastsat: "dagene var bestemt, før en eneste af dem var kommet".

Men naturligvis, dette svar kan man ikke bruge til noget. Det er hvert enkelt menneskes trodsige trosbekendelse, hvert enkelt menneskes for sig, ingen fællesarv, vi kan tage frem til dissektion. Og de kloge teologer, der skal prøve at udrede, hvad der er Guds, hvad der er djævelens og hvad der er menneskets virken i dette sammensurium, står overfor en håbløs opgave.

Nå ja, traditionen har givet os treenighedslæren at arbejde ud fra: Så altså Gud Fader har lagt os mennesker ordet i mund, har givet os tankekraft til at gå hans skaberværk efter i sømmene, så vi kan se, hvordan universet styres af den Guds trofasthed, der kommer til udtryk igennem naturlovene. Traditionen har ladet os se, hvordan Gud har ladet sin ånd blæse over vort arbejde, så vi formår at tage hensyn til de naturkræfter, vi opdager, når altså ikke djævelen får os på andre tanker.

Men hjælper dette os noget? Forekommer det ikke stadig næsten blasfemisk at bruge ordet Gud i forbindelse med et sådant massedødsfald, treenig eller ej? Er det djævelens værk, forøvet gennem menneskers forsømmelighed, egoisme og egensindighed? Eller er det Gud Faders værk, givet os som gave med den dejlige jord, der blev vor? Klippes livstråden over for langt flere mennesker end nødvendigt i kraft af djævelens djævelske indskydelser i menneskesind? Eller har Gud stået bag også dette, udnyttet både naturens kræfter og djævelens djævelske anslag til at få gennemført sin gode, guddommelige vilje? Hver må give sit eget svar. Det fællessvar, vi giver i kirkens trosbekendelse lægges det hen til hver enkelt at være med i.

Så kun to ting til. Ikke blot er det sådan, at der for hvert et trøsteord, der lyder, lyder en lige så stærk anfægtelse i vort indre, så vi af al vor magt må fastholde trøsteordet, så vi må bruge alle vore besværgelser, skønne melodier, dejlige salmer, smukke prædikener, for at dysse anfægtelsen til ro. Det forholder sig også sådan, at Gud er en farlig størrelse at omgås. Du tror, at det er dig, der med dine besværgelser og bønner skal fremkalde gudstroen, og når det lykkes dig, bliver du på en sær måde rørt.

Men ikke så snart er det lykkedes dig, før Gud tager magten fra dig. Ikke så snart er Gud trængt ind i din bevidsthed, før han sætter dig fra styret. Du har dårlig nået at komme dig af rørelsen over, at du nu ikke længer anklager Gud, men prøver at anerkende både hans tilværelse og hans kærlighed, før du møder hans krav, hans forslag til, hvad du som ansvarligt menneske kan gøre netop her og nu, hans formaning til at lade din glæde og trøst og tro trænge igennem med legemlig og åndelig hjælp til andre.

Og skulle det ske, at katastrofen fremkalder en større samhørighedsfølelse mellem alverdens folk, så har Gud dog altså haft held til at udnytte det onde, som flodbølgen var, til noget godt. Og skulle det ske, at der mellem de lokale, der blev tilbage, og de danskere, der kom hjem, blev skabt bånd, der fører til større samkvem, større forståelse og større folkelig medleven, fordi man har været fælles om en stor og uforståelig oplevelse, så er det på samme måde et tegn fra den Gud, hvis handlinger vi ikke forstår, men som dog styrer verdens gang. Men selvfølgelig: Øjeblikkelig er jo anfægtelsens mod-ord der: Kunne dette ikke være opnået uden så mange dødsfald? Kan Gud kun handle, når han sådan kan kaste omkuld med menneskeskæbner?

Til sidst kun dette: Jeg tror nok, at hver katastrofe skaber forvredne menneskeskæbner. Det gjorde Estonia-katastrofen, det gør nok også flodbølgen. Jeg mener, mennesker handler ud af deres inderste instinkter i sådanne situationer, og der er ingen fortrydelsesret. Hvad man har gjort i løbet af få sekunder, hænger over én resten af ens dage. Og vi, der står udenfor på behagelig afstand, kan naturligvis nok glædes og fyldes af en vis stolthed over vor menneskenatur, når vi hører om opofrende handlinger, om mennesker, der umiddelbart sætter livet i vove for andre, om helte, der gjorde, hvad vi allesammen kan se er rigtigt.

Men vi må jo tilsvarende fyldes med gru over den menneskenatur, som vi ligesåvel har siddende i os, den natur, der får os til i det afgørende sekund at give slip på én, vi havde kær, den natur, der får en tanke af opgivenhed og mishåb til at bemægtige sig os i et fortvivlende splitsekund, så vi mister taget i den hånd, vi skulle holde fast i. Eller var det vandet, der var for stærkt? Mange af dem, hvis handlinger vi gerne hører om, hører vi måske slet ikke om af den simple grund, at de er døde, fordi de ofrede livet, uden at der var nogen til at fortælle om det bagefter, og mange af dem, der får store sår på sjælen, fordi de ikke ofrede sig, hører vi nødig om, skønt de måske har overlevet; de vil ikke gerne ind på det, for det dyb af selviskhed, der afsløres i dem, kan de ikke holde ud at se ned i.

Men her gælder det solidaritet. Her gælder det om at fastholde, at vi må, vi skal høre om også de mennesker, der svigtede, høre om dem, hvis pæne, veltildannede karaktér brød sammen, så kun det nøgne bundegoistiske jeg var tilbage, det jeg, der råbte, nej, jeg vil ikke dø nu, og derfor ikke var hjemme i det afgørende sekund, da der kaldtes på det med krav om at dø, om så skulle være. Vi må høre om også dem, ikke for forarget at tage afstand fra dem, men for solidarisk at indrømme, at også vi har en karaktér af glas, der splintrer for et godt ord, og efterlader os nøgne og uforsvarlige.

Og atter her er det, som om vor tro er blevet gammel, alt er blevet floskler for os. Jo, jeg kan godt høre, at vi alle er syndere, og naturligvis må det siges. Jo, jeg véd godt, at det er en umistelig del af det kristne budskab, at vi mennesker lever ud af syndernes forladelse, og at vi måtte gå til grunde, om ikke Guds barmhjertighed var til at stole på. Og dog er det, som om alt dette blegner, når jeg sammenstiller mine søndagsskolesynder med det, disse mennesker har oplevet. Dog er det, som om det bliver tomme og nærmest fornærmende floskler altsammen, når jeg vil prøve at sige, at også jeg kender til dette at svigte. For kender jeg til det? Er det ikke en from løgn? Det, de fortæller, hvis de tør fortælle om det, er jo dog så sindsoprivende forskelligt fra min trygge hverdag, at jeg dårligt kan mobilisere fantasi nok til at forestille mig det.

Og dog er det netop her, som om teologien kommer mig til hjælp. Jeg har med mig fra moders liv en dyrenatur, der vil sit eget og altid kun vil sit eget. Men jeg har også fra min tidligste opvækst et sprog, og gennem min opvækst får jeg derfor tilført en Kristus-natur, der som årene går kan få en ganske stor virkning i mig, så jeg faktisk i så den ene situation, så den anden glemmer mig selv, gør, hvad fællesskabet kræver, lader kærligheden komme til at råde over mig. Men ak, djævelen er ikke faldet i søvn, og der går ikke længe, før jeg finder ud af at udnytte Kristus-naturen til egen fordel, til at hævde mig med, til at pudse min glorie med, til at nedgøre andre med. Ja, det kan endda gå sådan, at jeg bilder mig ind, at jeg selv formår at opbygge Kristus-naturen i mig. Det ny testamente vil godt nok overbevise mig om, at den slags ikke kan lade sig gøre, det bliver en farisæisk efterligning, ikke den ægte Kristus-natur, jeg får frem, hvis jeg selv vil bygge den op.

Luther vil godt nok gang på gang sige mig, at hvad et menneskes indre liv angår, kan et menneske kun gøre det ene: stole på "die Alleinwirksamkeit Gottes", stole på, at det er Gud og Gud alene, der virker i mig. Men efterhånden formår jeg med min store teologiske fingerfærdighed at få gjort alle disse fine teologiske ord til blot og bar floskler, det vil sige, jeg formår i det ydre at anerkende rigtigheden af dem, samtidig med at jeg i det indre er klokkeklart overbevist om, at jeg kan selv.

Her kan et nøgent menneske, der i et afgørende sekund får skrællet al Kristus-naturen af, være mig til opbyggelse. Herudfra kan jeg se, at det er sandt, ikke blot i teologien, men i eksistensen, at jeg intet formår, alt formår jeg i Kristus, der giver mig kraft.

Vil derfor nogen sige, at hvis dødsfaren kaldte denne dyriske natur frem i os, så var det jo dog til syvende og sidst djævelen, der vandt, så er svaret, at Gud er til stede også i dette, at denne natur bryder frem i os, ja, vi må videre sige, at vi jo ikke kan vide, om ikke Guds egentlige hensigt med katastrofen var at vise os, hvor lidt vi er værd i moralsk henseende. Jeg siger ikke, at det er sådan, hvem der vil udfinde Guds hensigt med flodbølgen, må gøre det for egen regning og risiko, men jeg siger, at vi ikke på forhånd kan afvise det.

Og vil nogen sige, at han ikke kan bære at have handlet sådan, så må vi svare, at vi, der lever i tryg forvisning om at være hele mennesker, må høre om det, må sætte os i hans sted, må leve os ind i situationen. Men vi må føje til, fra det kristne evangelium, at Gud ikke har sluppet ham, han er stadig et ler, som Guds ånd må have at blæse over, om et fuldt menneske skal blive til, og dette: at være ved, hvad han har gjort, er den første betingelse for, at Kristus-naturen kan sejre både i ham og i os.

Vi kommer aldrig ud over dette at måtte svinge mellem tro og anfægtelse. For hvert et trøsteord, vi lader vederkvæge vore sind, vækkes der dybt nede i os et mod-ord, og vor tro må vi hæge om med vilje og kraft, med salmeord og evangelieord, om dog ikke den kan vinde over anfægtelsen. Gud er én, man må kæmpe med, én, man må kæmpe for at bevare troen på. Men er der noget alternativ?

Ricardt Riis

I læserdebatten kan du bidrage med dine egne tanker omkring katastrofen, du kan bede for de ramte, og du kan læse prædikener, der er holdt i forbindelse med forbøns- og mindegudstjenester rundt omkring i landets kirker.