Ja vores kultur har bare ikke rigtig en levende tradition for at holde igen med sex - og så mærke at det er livet vi beskytter. Men det ER bare MEGET lettere at blive fri af sjælebånd til en kæreste/partner, der ikke skulle være livspartner, hvis der ikke har været en seksuel relation. I gamle testamente er det jo beskrevet som utugt - I ny testamente er det at ELSKE sin næste jo uadskilleligt fra at respektere sin næste og være i integritet (helhed); dvs. at når man siger ja så skal man mene det - og det kan man kun gøre når man har fast grund under fødderne og VED at man er klar til at træffe en beslutning som holder - en beslutning som beskytter en selv og partneren i kærlighed, som ikke brydes.

Højsangen indfanger det skisma som er mellem PASSION og livsnødvendig bevarende holden-igen:

v1 Jeg er Sarons rose,
dalenes lilje.
v2 Som en lilje blandt tidsler
er min kæreste blandt unge piger.
v3 Som et æbletræ blandt skovens træer
er min elskede blandt unge mænd.
I hans skygge elsker jeg at sidde,
hans frugt er sød for min gane.

v4 Han har ført mig til vinhuset,
på skiltet over mig står: Kærlighed.
v5 Styrk mig med rosinkager,
forfrisk mig med æbler,
for jeg er syg af kærlighed.

v6 Hans venstre hånd er under mit hoved,
hans højre omfavner mig.
v7 Jeg besværger jer,
Jerusalems døtre,
ved gazellerne og ved hjortene på steppen:
Væk ikke kærligheden,
væk den ikke til live, før den selv vil!

--> Det er altså EEN selv, som skal holde igen, ikke andre (inkl. præster), som skal diktere.

Det er SÅ svært at fatte at livet har en ABSOLUT side, som når den brydes/relativeres, resulterer i 'mindre-værdi'. Men der ER bare ENORM forskel på at bevare sit hjerte og på at lade sig lede af naturlige lyster og instinkter. Lysten skal ikke undertrykkes! - den skal blot kanaliseres og den seksuelle del af lysten skal kanaliseres ind i en livsvarig kærlighedsrelation - så bevares hjertet.

Det lyder utroligt - men Gud siger det er sandt!! - dvs. det han mener med sandt det er at det bevarer maksimalt liv.

citat:
Det lyder utroligt - men Gud siger det er sandt!! - dvs. det han mener med sandt det er at det bevarer maksimalt

Det er da flot, at du har en direkte forbindelse til Gud.

Vil du ikke godt afsløre, hvordan du lige fik Guds accept?

Ser man det. Nu skal Højsangen og Det Gamle Testamente gud hjælpe mig anvendes som legitimation for verdens mest seksualfjendske religion til at opretholde ur-dogmerne om seksual afholdenhed før ægteskabet, cølibat og hvad der ellers hører med af forbud mod onani, prevention og abort, må man vel formode.

Må jeg så be’ om Schades Højsang hvor erotikken lovsynges så selv den gamle Salomo med et harem bestående af tres dronninger, firs medhustruer og unge piger uden tal (Højsangen 6,8) ville blive vanvittig gejl og kaste sig over den første damecykel på hans vej.

Holde igen. Den eneste ene og livslangt ægteskab. Må jeg, som seriel monogam storforbruger, be’ om mine himmelblå. Når man kan ægte lige så mange hustruer som man lyster, hvis man ellers har råd, behøver man sgu ikke at holde igen. Selv om den kærlige profet Muhammad bestemt ikke holdt sig tilbage når det gjaldt frem og tilbage med et utal af koner, jomfruer og slavetøser, så var han en ren novice sammenlignet med den vise Kong Salomo. Gad vist i hvilket hoved hans forstand sad.

Der er vel ikke noget at sige til, at araberne blev misundelige på de stedlige jøder og siden har forfulgt og undertrykt dette ”perverse folkeslag” som det så smukt hedder i Koranen. Der er selvfølgelig ikke noget i vejen med at elske pre pubertære piger eller holde stort harem, hverken for de gamle jøder eller for moderne muslimer, der går i det perfekte menneskes fodspor. De herligheder fik kærlighedens religion dog snart bugt med efterhånden som kristendommen perverteredes til en kyskhedens og seksualskrækkens dogmatiske spændetrøje for de naturlige erotiske udfoldelser.

”Det er ikke godt at røre ved en kvinde”, skriver apostlen Paulus i første brev til Korintherne, da seksualfrygten og tanken om ”en pæl i kødet” havde ramt denne begavede homofob, der ledte kristendommen på alvorlige vildveje med sit ævl. Her er en total bandlysning af det seksuelle som alene tillades i særtilfældet ægteskabet, selv der er det syndigt, men det tillades for folkeformeringens skyld.

Også Augustin lod sig bære af de seksualfjendtlige stemninger. Det seksuelle var ganske enkelt det bærende element i synden. Ifølge Augustin er seksualiteten den mudrede kanal, gennem hvilken synden flyder videre fra slægtsled til slægtsled. Den kristne dåb er efter hans mening bestemt til at neutralisere denne gift, men selv for den døbte er det seksuelle stadig en slem ”medgift”. Det seksuelle er det slette. Augustin gik endnu længere end Paulus idet han kun anerkendte det (ægteskabelige) samleje, når ”den indre hensigt” derved var rettet mod avling.

Meget bedre blev det ikke med Luthers demonstrative forsøg på at få bugt med den asketiske tanke ved at ægte en nonne. Han gjorde sig dog alvorlige anstrengelser på at læge bruddet mellem religion og seksualitet, men hans fortsæt lykkedes ikke. Det var den forhenværende augustinermunks skæbne, at han ikke kunne frigøre sig fra Augustin. Derfor er hans erotiske indstilling lige så splittet som hans religiøse. Trods nogle seksualitetsbekræftende sætninger, af hvilke nogle er groft drastiske, deler Luther Augustins grundopfattelse: det seksuelle er slet. Det er yngleplads for synden, og deri kan hverken den kristne dåb eller ægteskabet ændre noget. Selv i ægteskaber er samlejet en syndig handling. ”Vi er alle horkarle”. Hele den seksuelle sfære var ham uhyggelig. Han kunne ikke blive den vrangforestilling kvit, at Djævelen ville gribe ham netop fra denne side. Derfor priste han virginitetens nåde, ”nåden over naturen”. ”Den der vil og kan, han tage sig den an!” Luther løste ganske vist askesen fra tanken om det fortjenstfulde, men også han mente, at man i denne ”bedre kan pleje Gud.” Asketen forbliver altså alligevel den benåede, den ægte kristne.

Det var kristendommens undertrykkelse af den naturlige seksualitet gennem århundreder som førte til en dyb angst for kvindens væsen der fik sin udladning i senmiddelalderens djævelske heksejagter. ”Kvinden er et ufuldkomment og ondt dyr” fastslog Pave Innocens den ottende i en bulle, der blev indledningen på forfølgelsen og massedrabene på uskyldige kvinder, der som en pest gik over både de katolske og protestantiske lande. Som man sår, således høster man, men værst gik det dog til hos protestanterne på grund af Luthers patologiske heksemani. Han ønskede, at der blev gjort kort proces med alle mistænkte hekse, nærmest en slags standretter der rutinemæssigt afsagde dødsdom. Og sådan forløb det da også i de fleste protestantiske lande indtil vanviddet og den moralske panik standsede brat omkring år 1700. Ved den ellers så berygtede katolske særdomstol Inkvisitionen anlagde man en langt mildere holdning til de mistænkte hekse. Mange blev frikendt og andre slap med at blive idømt bodshandlinger. Meget få blev faktisk brændt på bålet og alle anklagede hekse havde en forsvarer.

Kristendommen er den eneste religion hvor skrækken for det seksuelle og kvinden førte til disse vanvittige udskejelser, som vi dag ville betegne som genocide. I islam valgte man at undertvinge og kontrollere kvinden og gøre hende til mandens lydige redskab og ejendom. Når dertil lægges, at askese ingen plads har samt at islam ikke udskiller det seksuelle som synd, har vi her en forklaring på, hvorfor hekseforfølgelser aldrig fandt sted i islam. Her har seksualiteten en hellig mission, at skabe liv, og ved at fuldbyrde sin seksualitet bidrager mennesket til Guds skaberværk. Profeten Muhammad skal ifølge en hadith have sagt: ”Vellysten og begæret ejer bjergenes skønhed. Når konen er gravid, vil hendes belønning være den samme som for fasten, bønnen og den hellige krig.”

Der er således i islam en positiv grundindstilling til seksualiteten og i modsætning til kristendommen tillader islam den seksuelle nydelse for nydelsens egen skyld, og islam gør ikke ånd og krop til to uforenelige størrelser. Askesen er følgelig fremmed for muslimer og i modstrid med begrebet om den hellige seksualitet ligesom den heller ikke findes i judaismen.

Højsangen afspejler judaismens mere naturlige og afslappede forhold til erotik og seksualitet. Den fremherskende tolkning blandt både jøder og kristne har dog været som allegori eller forbillede på Guds kærlighed til Israel, eller på Kristi kærlighed til sin brud, kirken, selv om digtene selv ikke vidner om at være skrevet i den hensigt. For en umiddelbar betragtning er der jo ikke noget helligt ved indholdet. Hvordan er det da gået til, at den er havnet blandt de hellige skrifter? Hvorfor er den blevet indlemmet i Bibelen?

Omkring midten af forrige århundrede vandt en ny opfattelse af Højsangen frem i den videnskabelige verden – den såkaldte kultmytologiske tolkning. De forskere, der har fremsat denne opfattelse, har beskæftiget sig med sange fra de oldfønikiske, babylonske og ægyptiske religioner, som handler om den frugtbarhedsskabende forening, gudebrylluppet, mellem frugtbarhedsguden og hans elskede. Disse sange fremstiller altså frugtbarhedsmyter og har utvivlsomt været fremført i gudsdyrkelsen som en ledsagende beskrivelse af kongens og dronningens repræsentative fuldbyrdelse af gudebrylluppet i templet. Da israelitterne må formodes at have mødt tilsvarende kult og myter ved deres indvandring i Kana’an, og da der er en række ligheder mellem de nævnte sange og Højsangen, ligger den antagelse nær, at Højsangens digte – eller i hvert fald nogle af dem – oprindeligt kan have været kultiske sange og handlet om guden Ba’al og hans elskede Anat, eller eventuelt om kongen og dronningen, som repræsenterede de to guder.

En alternativ og noget ældre opfattelse af Højsangen er den såkaldte ”naturlige”, der betragter den som en samling almindelige elskovs- og bryllupssange. Når en jødisk rabbi omkring år 100 e.v.t. beklager sig over de ugudelige kroppe, der traller stumper af Højsangen på værtshuse, beviser det, at de jødiske teologers allegoriske tolkning ikke har været enerådende. Også i den kristne kirke har der hele tiden været folk, der har hævdet den ”naturlige” forståelse. Det er endog sket at nogle af dem er blevet kætterdømt for det!

Den ”naturlige” tolkning har fået en kraftig støtte gennem de iagttagelser, som man i det nittende århundrede gjorde af syriske bondebryllupper – og som kan gøres den dag i dag. Et bryllup varer flere dage, som tilbringes med sang, dans og leg. Brudeparret tiltales som konge og dronning, og deres trone er en plads lavet af tærskeslæde. I hyldelsten til dem indgår afsyngelse af ”wasf’er” (sange, der beskriver deres legemlige fortrin) og udførelsen af bestemte danse, blandt andet en sværddans. Der er med andre ord en række slående ligheder med Højsangen.

Forskellen mellem den seksualfjendske kristendom og islams mere naturlige forhold til det seksuelle viser sig også ved at tillader en form for ægteskab der alene er beregnet på seksual nydelse, nemlig det såkaldte tidsbegræsede ”muta” ægteskab. Her kan man indgå kontrakt om ægteskab fra en time, et år eller hvad der nu passer en. Oprindeligt tillod profeten Muhammad denne form for ægteskab, idet det netop også angives, at kvinden skal modtage en løn for den tilfredsstilllelse hun yder manden. Hvor de postkristne vestlige samfund har placeret prostitution et eller andet besværligt sted mellem ilegalitet og legalitet, har islam løst problemet på en elegant måde ved simpelt hen at legalisere prostitution, blot der forelå en skriftlig kontrakt mellem parterne om ydelse og modydelse.

Selv om seksuelle afvigelser som for eksempel homoseksualitet (men ikke pædofili kamufleret som legalt ægteskab) er belagt med meget hårde straffe i både den islamiske, jødiske og kristne tradition har homoseksualitetens udbredelse og almindelige accept i praksis været langt større i islam. Nogle af det arabiske sprogs største digtere har berømmet den homoseksuelle kærlighed, ofte i det mest åbenhjertige sprog, man kan forestille sig. Her udmærker Abu Nuwas sig med de erotiske digte i ”Den duftende have”. Også den lesbiske kærlighed var almindelig og accepteret.

Som supplement til Højsangen citeres nedenfor et vers der priser homoseksuel omgang blandt kvinder:

En pige, der er spinkel, ikke klodset eller dvask,
Vil vise jer hvordan man gnider og støder.
Så skynd jer at komme og spild ingen tid før I smager den sande lyst.
Og så vil I alle vide, at det jeg siger om den lyst, de lesbiske føler, er rigtigt.
Hvor elendig og ulykkelig er ikke den vagina som en penis splitter!
Den taber al den ekstase, som en anden pige kan give,
Og indebærer tilmed den vanære og skam,
Der falder på piger som ligger med mænd.

Overskriften – ”Du skal nyde din krop” - kan jeg således tilslutte mig, dog med den tilføjelse, at nydelsen og glæden bliver så meget desto større hvis du også nyder andres kroppe, så et helt kor kan synge kærlighedens pris. Således som vor egen Suzanne Brøgger gør med denne konstatering af tingenes sørgelige tilstand:

”Gennem tiderne har manden skullet lokkes og narres til at bestige den samme kvinde livet igen og fortsætte menneskeslægten inden for familien. Det er kun få, der har gjort det frivilligt.”

Slip erotikken løs og fri af kristendommens dødelige favntag!

Hilsen Gator alias Ipso Facto

Jeg vil give Kirsten ret i at sex ikke er nogen synd, men det er en Gud given gave. Det er noget der er helt naturligt for os mennesker og sådan var det også tænk.
Det være sagt så har Gud også givet os nogle rammer for sex, nemlig at det høre til i ægteskabet. I det 6.bud står der at man ikke må bryde et ægteskab hvilket ikke kun skal forstås som at man ikke må bryde ind i andres ægteskab eller bryde ud af sit eget, men også at man ikke må bryde ind i ægteskabet ved at tage forskud på det ved at have sex før man er gift.
De her regler er ikke til for at gøre livet surt for os, men for at beskytte os. I skabelses beretningen står nemlig at man bliver et når man har sex. Det binder altså to mennesker sammen og derfor skal man vente til man er gift og har lovet at være sammen resten af livet.
Sex er altså bestemt ikke en synd, men sex uden for ægteskabet er.
Jeg er ikke særlig godt til at få sagt disse ting på den rigtige måde, men hvis du vil vide mere om hvad biblen siger om sex så prøv at gå ind på http://www.adamogeva.dk

Kære Heiditz.

Jeg synes du forklare det meget godt.

Du beskriver jo din opfattelse udfra din tro på noget af det som står i Biblen, og bare det giver mening for dig, så er det jo som det skal være.

Men jeg tænker på, at hvis jeg nu fortæller dig at jeg ikke tror på alt dette med synd osv, og jeg handler udfra hvad der føles rigtig for mig i den givne situation jeg nu befinder mig i, vil du så dømme/fordømme mig, min handling, hvis ikke den er i overenstemmelse med din tro?

Jeg har f.eks lige haft et forhold til et andet menneske(også seksuelt), og vi var ikke gift, men der var/er en dyb følelse af kærlighed og accept imellem os. Det var egentligt ikke fordi vi havde noget seksuelt sammen at der var denne dybe kærlighed og accept, men det seksuelle var en måde vi begge fandt smukt som et udtryk for det vi følte.

Vi begge er enige om at vi blot lytter til vores hjerte og følger det som føles kærligt og oprigtigt. Vi har ingen planer om at skulle giftes eller leve sammen på nogen måde, men blot udtrykke den kærlighed som vi oplever i vores indre til hinanden.

Umiddelbart oplever jeg det ikke som om, at min nydelse kommer sig af et kropsligt begær, men af dyb oprigtighed og kærlighed. Det kommer sig bare nogen gange til udtryk gennem noget seksuelt, og for mig er det blot et symbol på den kærlighed som er i os alle.

Ville du betegne det som en synd?

Jeg tænker at meget af det som står i Biblen ikke nødvendigvis behøves at tages bogstaveligt. For hvis vi render rundt med ideer som fylder os med skyldfølelse, og ikke mindst får os til at se dømmende/fordømmende på andre, så tror jeg ikke at kærligheden kan flyde frit igennem vores sind og udtrykke sig i den form vi nu kan forstå og acceptere.

Kærligst Jan.

Ps. Jeg tænker også på det der med, at sex skulle være det som binder to mennesker sammen og gør dem eet. Det ville da være at gøre sex til noget det ikke rigtig er, efter min mening. Ville det ikke være det samme som at sige, at sex er det højeste udtryk for kærlighed?

Så er der vel ikke så meget at sige til, at vi har så stort et problem med pædofili.

Jeg tror ikke det er kroppen som binder os sammen og giver os en følelse af eenhed, men derimod den kærlighed vi oprigtig føler i vores hjerte.