En munk får vist ingen vielsesring, men giver ligesom nonnen hele sit liv til Gud. Når man indtræder i klosteret, aflægger man de evige løfter (efter en prøvetid på tre år eller mere). Løfterne er fattigdom, kyskhed og lydighed ("de evangeliske råd"), og formålet er at give afkald på sine egoistiske tilbøjeligheder (havesyge, begær, hovmod) for at ligne Kristus stadig mere.

Selve det at være kristen er allerede et kald til et liv i Kristi Ånd. Alle kristne, ordensfolk og lægfolk, gifte og ugifte har således i kraft af dåb og firmelse et fælles kald til hellighed og til den fuldkommenhed, der svarer til deres egen situation. Enhver skal bruge sine kræfter og karismer til fælles gavn, verdens frelse og opbyggelse af Kirken "indtil Kristi fylde".

Hvad opnår man ved at gå i kloster, spørger I. Når man lever "ude i verden", hvor de kristne normer efterhånden bliver betragtet som helt utidssvarende og stridende mod menneskets "frihed", ja så kan det være meget svært at leve i Kristi efterfølgelse. Tænk f.eks. på, hvor svært det kan være for en ung pige eller mand, som ønsker at leve efter Guds bud om, at sex kun hører hjemme i ægteskabet! I et kloster får man støtte til at leve dette liv i hellighed efter de evangeliske råd. Forbilledet er Jesus, og levereglerne finder man i evangelierne.

I spørger endvidere, om de, der lever i cølibat, er seksuelle afvigere. Nej, selvfølgelig er de ikke det. De er seksuelt lige så normale, som befolkningen uden for klosteret. Det, som er abnormt, er, at flertallet i vort samfund efterhånden opfatter fri sex som normalt, hvor det set ud fra en kristen moral er ødelæggende for både legeme og sjæl, fordi seksualiteten er blevet revet ud af sin inderlige forbundethed med kærligheden, dvs. med den åndelige dimension af forholdet mellem mand og kvinde. Mennesket er blevet gjort til et dyr, der bare kan følge sine drifter. At leve i cølibat er en åndeliggørelse af kærligheden, som løfter den op i et helt andet niveau.

Hvordan er søgningen til klostre i Danmark, spørger I. Ja, sammenlignet med katolske lande er den meget lille, fordi Danmark er et af de mest afkristnede lande i verden. Selv om de fleste danskere er medlemmer af Folkekirken, så er det en meget lille procentdel, der kender deres tro, og en en endnu mindre del, der tager den så alvorligt, at de lever efter den. I katolske lande, hvor troen endnu er levende i befolkningen, er der naturligvis mange flere kald.

Hvad er det vigtigste for en katolik, spørger I til sidst. Det er jo netop at leve, som Gud kalder os kristne til: At vi skal gøre Gud til centrum i vores liv, at Kristus bliver solen, varmen, lyset og kærligheden i vor eksistens, at vi prøver at leve, som Han kalder os til, og som Den Katolske Kirke lærer os og hjælper os med. Derfor er det vigtigste i katolikkens liv den hellige Messe, hvor vi møder Kristus, som giver os sig selv, når vi modtager Hans hellige legeme og blod i Eukaristien. Det er virkelig et kærlighedsmøde, hvor man bliver ét med sin Elskede, med sin Herre og sin Gud.

Dette er meget korte svar på jeres meget store spørgsmål. I kan prøve at gå på internettet og læse mere: www.katolsk.dk. Her finder I længst til højre under "spørgsmål og svar" KATOLSK MINILEKSIKON, som er mægtig spændende at gå på opdagelse i.

Mange gode hilsener fra

Kirsten Kjærulff

Læs flere artikler i vores tema om "Seksualitet" under "Religiøse svar"