Sandheden er større end livet

Luther bekendtgør i begyndelsen, at han kun vil prædike over Jesu ord til Thomas: "Fred være med jer! Se her er min side". Og man kan så lægge mærke til, at han, som før antydet, uden videre identificerer dette at blive salig med dette at blive et fromt menneske. Og endda videre identificerer det med dette at have fred i sjælen, eller at have en god samvittighed.

Hvordan får man det, spørger så Luther. Jo, svarer han, det får man ikke ved egne gerninger, men ved en fremmeds gerning. Og det røbes ret hurtigt i prædikenen, at den person, hvis gerninger han tænker på, er Kristus, og at de egne gerninger, man ikke skal holde sig til, er valfartsgerninger, fastegerninger og andet fra det dengang utrolig store, pavelige overdrev.

Men nu kommer så det vanskelige. For hvordan kan dette, at man stoler på en fremmeds gerning, gøre én salig. Nå ja, det kan man måske nok forstå, for vi regner jo sædvanligvis med, at dette at blive salig er noget med at komme i himlen. Og dér synes vi altså efter Luthers mening at komme ind på en fribillet, som vi har fået foræret af en anden, af Kristus. Men hvordan kan han mene, at dette at blive salig og dette at blive from er ét og det samme? Hvordan kan denne tro ændre et menneske, så det fremover bliver fromt?

Hvis man nu siger, at det, der drev middelalderens mennesker i deres jagt på frelse, det, der fik dem til at købe aflad, tage på pilgrimsrejser, indstifte privatmesser for sig selv eller andre, det var frygten for ikke at slå til, (men det er jo et moderne udtryk), så kan man måske fornemme, at i det øjeblik, den frygt bliver taget bort, og det gør den jo, når man tror på Kristi fremmede gerning, så er det, som løftes der en tung, tung byrde fra ens skuldre.

Vi har ikke den samme frygt for dommedag, som de havde, så den måde, hvorpå vi kan føle, at vi ikke slår til, er måske snarere i vor omgang med andre mennesker. Men også dér vil jo evangeliet sige os, at vi ikke skal lave os selv om, før Gud vil have med os at gøre, nej, som vi er og forefindes, er vi hans børn.

Giver dette så én en mening med livet?

Nej, det gør det nok ikke umiddelbart. Men hvis vi fortsætter lidt endnu, kan vi måske nå en formulering om at finde en mening med livet. For Luther var jo som sagt på vej til Worms. Hvad der ventede ham dér, vidste han ikke. Men der var ret store chancer for, at han ville lide samme skæbne som Johan Huss i 1415 i Konstanz, nemlig at blive brændt på bålet. Det blev Huss, fordi paven dengang mente, at man ikke behøvede at overholde det løfte, man havde givet til en kætter. Og Huss blev jo kætterdømt i Konstanz. Ergo var der ingen grund til at holde det løfte om frit lejde, man havde givet ham.

Ville det gå Luther på samme måde? Det frie lejde havde han fået. Men ville man overholde det? Et varsel om, at det ikke var nogen selvfølge, fik han på vejen til Worms. Undervejs blev han klar over, at kejser Karl havde udstedt en forordning om, at han ikke måtte prædike undervejs; som om han altså allerede blev betragtet som en kætter. Det fik nogle af hans venner til at advare ham mod at tage videre. Men han fortsatte.

Og det er jo ret mærkeligt. Hvordan kan for ham meningen med livet være at gøre noget, som man risikerer at dø af? Kan der være en mening med livet, der er højere end livet selv? Ja, det kan der. Sandheden er større end livet. Sandheden må man kæmpe for, også om man dør i denne kamp.

Og det gælder jo ikke blot for Luther. Det gælder for alle, at meningen med livet er større end livet selv. Der er noget galt ved samfundet, ved økonomien, ved den politik, der føres. Det må der gøres noget ved. Man må prøve, om man med sit liv kan gøre en forskel. Her tror jeg, der findes noget hos Luther, som vi kan bruge også i dag.

Venlig hilsen

Ricardt Riis

Læs flere svar om Luther i vores tema "Hvad mente Martin Luther?" under "Religiøse svar"