Spørgsmål:Da Theo Van Gogh blev myrdet fik han et brev naglet fast, der opfordrer Allah til at bringe død over vanhellige blandt andet i Europa. Jeg har som vanhellig hermed fået et dobbelt problem! Jeg vil gerne blande mig i debatten, men er ikke voldsomt interesseret i at få en muslimsk kniv i maven, hvis jeg skulle komme til at udtrykke mig på en måde, som af muslimer ikke anses for passende. Muslimske debattører siger ofte, at de ønsker dialog og at islam ikke er voldelig. Men taler de sandt? Hvis de må lyve, er enhver dialog vel omsonst.
En vanhellig
Svar:Til "den vanhellige"
En muslim må ikke lyve, heller ikke overfor ikke-muslimer. Der er ingen religion, der opfordrer mennesker til at lyve. Det er også kun de mest radikale muslimer, der anvender begrebet "vantro" om ikke-muslimer. Det ser ud til, at drabsmanden i Holland har forbindelse til ekstremistiske grupper, der vil sætte muslimer og ikke-muslimer op mod hinanden, på samme måde som Bin Laden ønsker det. Og det er åbenbart lykkedes i Holland og til en vis grad også i Danmark, selvom vi heldigvis ikke har oplevet fysiske overgreb hverken den ene eller den anden vej. Verbalt er det dog ikke gået stille af.
Derfor er den eneste måde at undgå den slags handlinger i fremtiden på ikke at reagere, som disse ekstremistiske grupper ønsker, nemlig ved at blive bange for
alle muslimer. Vi er alle sammen mennesker, der ligner hinanden langt mere, end du tror - også når det gælder det at lyve eller det at være bange. Muslimer bliver også bange, når den slags sker.
Nogle af de muslimer, der har udtalt sig positivt om dialog i Danmark, er aktive i dialogarbejdet i Islamisk-Kristent Studiecenter og har arbejdet for dialog uden at blive betalt for det. Nogle af dem har været med i 7-8 år og har brugt rigtig meget af deres tid på dette arbejde. Jeg kender mange muslimer, især unge som i praksis viser, at de vil dialog. Både i Danmark og internationalt er der muslimer og muslimske organisationer, der er aktivt involveret i samarbejde med mennesker af anden tro.
Det er der ikke ændret noget ved efter drabet på van Gogh. Tværtimod, er det blevet endnu tydeligere, hvor vigtigt det er, at vi taler med hinanden.
Med venlig hilsen
Lissi
Læs flere artikler i temaet om "Van Gogh-mordet" under "Religiøse svar"