Tydelig afstandtagen efterlyses

Men hvorfor mener jeg da, at hun igen skal ud og tage afstand? Det mener jeg heller ikke. Jeg taler ikke om afstandtagen i bred almindelighed. Jeg mente blot, at hun i det indlæg, hun kom med, noget kraftigere burde have fordømt mordet på van Gogh. Jeg vil således ikke bedømme Aminah Tønnsen på alle hendes udtalelser til dato, jeg tager blot stilling til det svar, hun selv, frivilligt og uden tvang, fremkom med som reaktion på min artikel om mordet på van Gogh. Det svar er det, jeg forholder mig til, det, og intet andet.

Men hvad galt er der med det svar? Jo, det forekommer mig, at hun dér er mere interesseret i at vende sig imod van Goghs provokationer end imod hans morder. Men for at det ikke skulle være afhængig af mine mere eller mindre fejlagtige fornemmelser, tillod jeg mig at analysere hendes udtalelse en lille smule. Det skal jeg her gøre lidt mere udførligt:

Lad os begynde med mordet på Pim Fortuyn for omkring et år siden, også i Holland. Det var som bekendt en dyreværnsaktivist, der foretog mordet. Han vendte sig imod noget, Fortuyn havde sagt. Jeg véd naturligvis ikke meget om, hvilke politiaktiviteter dette mord har fremkaldt. Men hollandsk politi (og dansk politi med, for den sags skyld) ville da ikke være deres opgave voksen, hvis man ikke efter den begivenhed lod et skarpt lys falde ind over diverse dyreværnsforeninger, kikkede deres vedtægter efter i sømmene, gik ind på deres hjemmesider, interviewede et passende antal fra deres grupper, osv.

Man har formentlig ad den vej kunnet udelukke størstedelen af dyreværnsforeningerne, fordi de havde et fredeligt sigte og i deres levetid udelukkende havde søgt at nå deres mål med demokratiske midler. Men tilbage stod nogle aktivister, der måske nok sagde, at de kun brugte demokratiske midler, men ikke i praksis fulgte denne udmærkede teori. På den måde forsøgte man blandt dyreværnsaktivister at skille fårene fra bukkene, så man kunne gøre sig tanker om, hvem man i fremtiden skulle holde lidt bedre øje med.

Jeg vil også tro, at det amerikanske politi ovenpå mordet på en abortlæge har givet sig til at kikke diverse abortmodstanderforeninger mere grundigt efter i kortene for at se, hvilke der tilhører den kristne højrefløj, om man mon ikke på den måde kunne foregribe og forhindre fremtidige mord på abortlæger; man har nok også kunnet lytte til deres propaganda for på den måde at finde ud af, om de regnede med at have guddommelig bemyndigelse til at foretage mord eller ej.

Noget vanskeligere har vore politimyndigheder haft det med diverse muslimsk inspirerede terroraktioner rundt om i verden. De har hidtil haft held til at skjule sig mellem normale muslimer. Der har måske nok været visse moskéer rundt om i landene, som har vendt sig imod Vesten i for vestlige ører usædvanlig skarpe toner, men hvor meget af det er øregas, når det kommer til stykket, og hvor meget skal man tage for fuldt pålydende? Det har ikke været nemt at afgøre.

Dertil kommer, at vi jo i de vestlige politistyrker ikke har haft for vane at udspionere kirker eller moskéer for at finde ud af, hvad der bliver sagt dér. Vi har heller ikke haft tilstrækkelig med sprogligt trænede "spioner", for mange prædikener ved fredagsbønnerne i Vesteuropa holdes på hjemlandets sprog, arabisk, tyrkisk, urdu, foruden engelsk.

Men jeg håber da bestemt, at politimyndighederne efterhånden har fået et nogenlunde realistisk billede af, hvilke moskéer der er farlige og hvilke fredelige. I Holland ser det i hvert fald ud til, at de havde haft kik på den gruppe, morderen tilhører, dog uden at finde anledning til at gribe ind.

Nu kunne man jo forvente, at de normale muslimer ville frasige sig ethvert samkvem med disse radikale elementer. De ødelægger jo det gode forhold til øvrighed og politi og befolkning de steder, hvor de bor. Det er dog ikke uden videre tilfældet. Og det er selvfølgelig en del af de ekstremes taktik: de vil udføre handlinger, som de normale muslimer delvis sympatiserer med, og derved gøre det vanskeligere for dem at tage afstand fra deres gerninger.

Det så vi ved Rushdie-sagen. Ayatollah Khomeini havde opfordret enhver muslim, der kunne komme af sted med det, til at myrde forfatteren Salman Rushdie, fordi han havde skrevet bogen "De sataniske vers". Ved den lejlighed hørte vi megen muslimsk væven-udenom. Man ville for alt i verden tage afstand fra "De sataniske vers". Og derfor kom deres afstandtagen til et mord på Rushdie altid til at tage sig noget bleg ud i sammenligning. Dog skal det siges, at der var muslimske foreninger og landsorganisationer, der skarpt tog afstand fra enhver tanke om at myrde Rushdie.

Hvad muslimerne så at sige aldrig tænkte på, var, at deres iver efter for alt i verden at tage afstand fra "De sataniske vers", gav os andre en fornemmelse af, at disse muslimer hænger sammen som ærtehalm. Det, som så mange rigtigt fremhæver, når vi vesterlændinge tankeløst taler om "muslimerne" i flæng, uden at tænke på kulturelle og religiøse forskelle, det bliver dementeret af muslimerne selv gennem en sådan holdning. Det så ud til, at hensynet til, hvordan andre muslimer så på den, der udtalte sig, vejede betydeligt tungere end hensynet til, hvordan sådanne udtalelser ville blive modtaget af os vesterlændinge.

Og nu ser vi så alt dette gentage sig i sagen om mordet på van Gogh: man vil hellere tage afstand fra van Goghs provokerende film end fra mordet på ham. Hvad man end ellers får sagt, det skal man i hvert fald have med, at den film var provokerende, at man følte sig provokeret, og at det også er for galt, at folk skal have lov til at provokere muslimer på den måde. Så er det selvfølgelig ikke så godt, at morderen tog sagen i egen hånd, men ovenpå den første afstandtagen kommer denne næste som noget underlig tamt noget.

Det var derfor, det for mig var utrolig glædeligt at se og høre den pakistaner, jeg omtalte i mit første indlæg. Han turde gå imod den store muslimske hovedstrøm. Han turde endda skamme sine kvindelige medmuslimer ud, at de ikke kunne eller ville se det problem, som filmen lagde frem: den muslimske kvindeundertrykkelse. Nu følte jeg, at der var gået hul på bylden. Nu følte jeg ikke længere, at alle muslimer udgjorde en stor, forskelsløs klump, der holdt sammen imod os vesterlændinge. Og det er jo det, forekommer det mig, der kan være et fælles mål for os alle: at der ikke længere skal være en modsætning mellem "dem" og "os", men at vi alle skal være danskere og religionen blot et vedhæng til vores danskhed, der måske, måske ikke betyder noget.

Men ak, denne pakistaner var næsten en enlig svale i koret af muslimske reaktioner på van-Gogh-mordet. Fatih Alev sang også med på den melodi, og der kan naturligvis være flere, som jeg blot ikke har observeret. Til gengæld var der mange muslimer, hvis udtalelser var uldne og upræcise, hvis afstandtagen var valen og tøvende, hvis holdning derfor synes at arbejde for en opsplitning i et "dem" og "os".

Der var f.eks. de fleste af de kvinder, som TV havde sat stævne i "deadline" onsdag den 10-11. Flertallet af dem mente, at van Gogh selv havde været ude om det. Det samme mente de fleste af de muslimer, den føromtalte pakistaner kom i kontakt med. Andre mente, at van Gogh burde have vidst, at sådan kunne det gå ham, at han altså havde handlet uklogt, eller handlet imod, hvad al sund fornuft burde sige ham. Andre igen har udtrykt forståelse med van Goghs morder; man kan godt sætte sig ind i det, der har fået ham til at myrde van Gogh, for provokationen i filmen, hævder man, var ganske overvældende.

Jeg opfattede disse udtalelser som umiddelbare reaktioner, som de pågældende ikke havde tænkt så nøje over. Men netop derfor er de udmærkede at bruge som analysegrundlag, når man vil prøve at lodde stemningen hos vore muslimske medborgere. Og netop derfor kan det jo også godt være, at nogle muslimer vil fortryde disse udtalelser, når det bliver klart for dem, hvad de indebærer.

Hvad ligger der f.eks. i en udtalelse om, at van Gogh selv havde været ude om det? Deri ligger der, hvordan man end vender og drejer det, en slags godkendelse af mordet. Det minder lidt om de vævende udtalelser, som fagforeningsfolk kommer med, når de skal fordømme en ulovlig strejke: de udtrykker næsten altid forståelse for, at de strejkende kunne "komme til" at strejke, for der var virkelig tale om en uretfærdig behandling af dem fra arbejdsgiverside; men det er altså uheldigvis sådan, at det ikke er tilladt at strejke i denne situation.

På samme måde forudsætter en udtalelse om, at van Gogh selv havde været ude om det, at der ikke er noget at stille op med muslimers umiddelbare reaktion; de handler nu engang sådan, hvis de bliver provokeret. Og det burde naturligvis van Gogh og vi andre have vidst på forhånd.

Og så til Aminah Tønnsens udtalelser!

Jeg har sagt, at hun med sine udtalelser mere var ude på at vende sig imod van Goghs provokationer end imod mordet på ham. Og jeg prøvede at påvise det ud fra to citater, jeg bragte fra hendes artikel.

Angående det første citat griber Aminah Tønnsen mig i citatfusk. Jeg skulle have taget det hele med, hævder hun. Jeg har kikket på teksterne, men ærlig talt, nu, hvor jeg læser det igennem nogle gange i sin helhed, synes jeg da snarere, det gør ondt værre, hvis jeg tager det hele med. Jeg har angrebet hende for ikke tydeligt at sige, hvad hun mener med, at den, der nedgør (fx. van Gogh), selv må tage konsekvenserne. Nu får jeg så at vide, at jeg skal tage det hele med. OK, så gør jeg det.

Og så ser jeg, at dette at tage konsekvenserne får en nærmere forklaring med på vejen, nemlig den, at det er, at "man må være forberedt på, at det kan oppiske stemningen og fremprovokere vrede og had". Men lige derefter er det så, Aminah Tønnsen skriver: "I vores samfund kan ingen beskytte os effektivt imod galninge og voldsmænd. De er alle vegne, og det ved vi jo godt. Det er en risikofaktor, vi må kalkulere med i vort daglige virke. Det er ikke et muslimsk/islamisk problem, som mange gerne vil gøre det til; men et samfundsproblem, der angår os alle".

Og så bliver meningen minsandten næsten værre, end jeg troede i første omgang. Så er meningen altså den, at provokatører må lære at holde sig lidt i skindet; med deres provokationer oppisker de vrede og had. Men det må de selv tage konsekvenserne af, for det bevirker, at galninge og voldsmænd gør deres skumle gerninger. De konsekvenser, man selv må tage, ser altså ud til, modsat hvad jeg troede i første omgang, at være voldsmændenes skumle gerninger.

Det hele bliver heller ikke bedre af, at hun i sit sidste indlæg siger: "Konsekvenser behøver ikke nødvendigvis være lig med vold, men kan være alt lige fra modbydelige anonyme breve, udstødelse af fællesskabet og dødstrusler. Jeg konstaterer ganske nøgternt (bl.a. ud fra egne erfaringer), at det er den virkelighed, vi må forholde os til".

Er det virkelig alt, hvad hun har at sige: at vi nøgternt skal forholde os til denne virkelighed? Har hun ingen mening om, at vi eventuelt skal lave om på denne virkelighed? Vil hun ikke være med til at forhindre, at dette bliver virkeligheden, som vi bare værsgo har at leve i? Nej, ikke ud fra, hvad hun skriver her. Men hun vil nok ikke fastholde det ved nærmere eftertanke.

Dødstrusler f.eks., er det noget, vi bare skal affinde os med? Vi kan selvfølgelig i første omgang blive nødt til det. Salman Rushdie fik f.eks. mulighed for at gå under jorden, han fik politibeskyttelse døgnet rundt. Og forfatteren til den provokerende film har opnået det samme efter de dødstrusler, hun har fået. Men er det dog ikke muligt at forstå, at vi ikke er nødt til bare at affinde os med sådanne galninge og deres trusler? De kan isoleres. De kan opspores og uskadeliggøres. Deres dødstrusler kan umuliggøres, så vi igen kan få den mere fredelig tilværelse i stand, som vi havde før.

Men for at kunne få ram på disse muslimske galninge må vi have de moderate muslimers hjælp. Det er derfor, vi er så interesserede i deres holdninger. Det er derfor, vi efterspørger en reaktion fra vore mere moderate muslimske medborgere. Og så er det altså noget skuffende at erfare, at alt for mange muslimer ikke tager effektivt afstand fra mord og mordtrusler, men væver noget om forståelse for morderen på grund af den meget provokerende film, eller, som Aminah Tønnsen, hævder, at hvis man nedgør, må man selv tage konsekvenserne.

Skuffende kalder jeg det, fordi vi derfor får cementeret den alt for stærke opfattelse af, at der er tale om et "de andre" og "os". Og det var netop den opfattelse, vi skulle have nedbrudt.

Jamen, se nu på, hvad Venstre har gjort på sit landsmøde! Her har de uddelt en pris til forfatteren til den provokerende film. Er det da ikke egnet til at sætte skel mellem muslimerne og os? Er det da ikke en overfor muslimerne provokerende handling?

Nej, det er det ikke. Det er en appel til de moderate muslimer om samarbejde. Det er en udstrakt hånd til dem: vil I ikke være med i vort samfund helt og fuldt. Det er et forsøg på retledning af vore muslimske medborgere, eller et forsøg på at få dem til at omprioritere deres værdier: I ser på det provokerende i filmen! I kan ikke komme fri af det forfærdelige ved at leve i et samfund, der tillader den slags! Men kan I ikke godt se, at det er at prioritere helt forkert!

Der lever et menneske i Holland, som af dødstrusler er spærret inde og ikke har mulighed for at rejse, hvorhen hun vil. Vil I ikke være med til at stille jer solidarisk med hende? Vil I ikke se bort fra, at I er grunduenige med hende, og blot se på det uhyrlige i, at hun af tilfældige muslimske ekstremister skal tvinges til at leve under jorden, med politibeskyttelse døgnet rundt? Vil I ikke medvirke til at nedbryde murene i det fængsel, disse trusler har anbragt hende i?

Eller, hvis vi skal tage mordet på van Gogh! Må vi ikke spørge vore muslimske medborgere, hvad de vurderer højest: koranens hellighed og ukrænkelighed eller menneskelivets hellighed og ukrænkelighed? Spørger man koranen, synes svaret at være klart. Her hedder det i sura 5,33: "Vi anordnede for Israels folk, at hvis nogen slog et menneske ihjel, skulle det være, som om han slog hele folket ihjel (medmindre det var for mord eller for at sprede skade i landet) og hvis nogen frelste et liv, skulle det være, som om han frelste hele folkets liv".

Godt nok er dette en gengivelse, ikke af det gamle testamente, som man måske skulle tro ud fra koranens angivelse, men af en jødisk mishdra fra omkring 250, men alligevel: Ordet er da klart og godt; ordet viser en utrolig respekt for menneskeliv. En respekt, som vi deler i den kristne verden. Og derfor spørger vi: Kan det virkelig være rigtigt, at folk, der har en helligskrift med en så stor respekt for menneskeliv, åbent eller underforstået godkender mord? Er ikke koranen selv imod at blive betragtet som mere hellig end et menneskeliv?

Det andet citat gør Aminah Tønnsen ikke så meget ud af, bortset fra, at hun mener, jeg skyder mig selv i foden med det. Citatet er ellers godt nok. Det er dér, hvor Aminah Tønnsen sammenligner van Goghs provokation med Jens Jørgen Thorsens provokerende Jesus-billede, ophængt på én eller anden S-togs station. Hendes omtale af denne næsten glemte begivenhed fik mig til at drømme om gode gamle dage, da selv de største provokatører kunne gå i fred på gaden uden politibeskyttelse. Og jeg kan altså ikke se andet, end at når det er blevet vanskeligere i dag, er der én og kun én grund til det: muslimske ekstremister.

Når jeg, efter Aminah Tønnsens mening, skyder mig selv i foden med det, skyldes det, at jeg da helt må have overset, at der er kristne, der skyder abortlæger! Nej, det har jeg ikke overset. Men af de mange eksempler på lovovertrædelser i den kristne verden, som Aminah Tønnsen nævner, og som hun beder mig om at tage afstand fra, er dette det eneste relevante. Her er der tale om en person, der gennemfører en forbrydelse i kristendommens navn. Og det må man som kristen tage afstand fra.

Men en hjortejæger, der dræber sine kolleger efter et skænderi, en bilist, der overfuser en medbilist, likvideringer i rocker-miljøet, kvindehandel, drab på småpiger osv., alt det er almindelige, sækulare forbrydelser, som ikke begås i nogen religions navn. Hvorfor skulle specielt jeg, som kristen, tage afstand fra det? Der er jo her ikke tale om forbrydelser, der udføres i kristendommens navn. Forbrydelsen optræder ikke som straf for en krænkelse af kristendommen.

Og forøvrigt har vi jo herhjemme ikke fået den slags ekstremistiske højrefløjs-kristne. Men man kan være sikker på, at kommer de, da vil jeg og mange andre kristne ikke blot tage afstand fra dem, men også hjælpe politiet alt det, vi kan, med at bekæmpe dem.

For hos os i den kristne verden, og jeg tror også blandt muslimer i muslimske lande, har øvrigheden et såkaldt voldsmonopol. Det vil sige, at selvtægt ikke er tilladt: man må ikke tage loven i egen hånd. Man må ikke gøre det for at gennemføre en personlig hævnakt, men man må altså heller ikke gøre det for at hævne det, man opfatter som et angreb på islam.

Det skulle være ret klart. Og det skulle være let at tage afstand fra. Og det skulle være til at finde ud af at gøre det klart og tydeligt, også uden at komme med undskyldninger for morderens handling. Men se, om det er det!

Ricardt Riis

Kommentar til Aminah Tønnsens indlæg "Vi er alle tabere i dette spil":

Kære Aminah Tønnsen

Jeg er såmænd heller ikke forarget over, at du siger, at hvis man provokerer og nedgør islam, må man være parat til at tage konsekvenserne.

Men du bør omvendt være opmærksom på, at når du udtrykker dig sådan, så opfattes dine ord af de rabiate muslimer, som om du udtrykker forståelse for deres handling. Og dermed tilskynder du, uden at ville det, rabiate muslimer til at levere konsekvenserne.

Jeg forlanger ikke, at du uopfordret skal råbe ud over hustagene (eller i læserbrevspalterne) at du fordømmer drabet på van Gogh. Men jeg bebrejder dig, at du og andre moderate muslimer - når I bliver spurgt om jeres mening om drabet - i samme åndedrag udtrykker en form for forståelse for, at hvis man provokerer og nedgør islam, må man være parat til at tage konsekvenserne.

Dermed er du, som moderat muslim, med til at radikalisere din religion - som jeg i øvrigt har den største sympati for, idet de første muslimske samfund gennem 500-600 år stod for en i datiden hidtil ukendt tolerance og åbenhed - muslimske samfund hvor det udstrakt grad var overladt til den enkelte selv at danne sig sin mening.

Også på den baggrund finder jeg det sørgeligt, at du og andre moderate muslimer ikke klart og tydeligt gør front mod de radikale muslimers terror - uden tilføjelsen, at hvis man provokerer og nedgør islam, må man være parat til at tage konsekvenserne.

I et frit og åbent samfund må islam tåle den slags, ligesom andre religioner også må tåle, at man håner dem og gør grin med dem. Så kan man komme efter forhånerne med blasfemiparagraffen - og intet andet!

Jeg er fuldstændigt på det rene med, at hvis jeg forhåner eksempelvis rockerne, risikerer jeg at få læsterlige bank. Men jeg håber sandelig ikke, at nogen bagefter vil sige, at hvis man provokerer og nedgør rockerne, må man være parat til at tage konsekvenserne.

Med venlig hilsen

Vagn Bro

Læs flere artikler i temaet om "Van Gogh-mordet" under "Religiøse svar"