Man kan ikke bygge et samfund på fravær af noget

Søren skriver:

Helt forunderligt at læse Henrik Nordbrandts kronik - jeg deler helt hans oplevelse af religion (og har også bøvlet seriøst med at se det geniale ved Kirkegaard pga sammes religiøse blinde plet). Jeg deler også Nordbrandt's oplevelse af, at det bliver mere og mere klart, at ateister/rationalister bliver nødt til aktivt at tage del i religionskritikken.

Det ligner en moralsk pligt at blive blasfemisk i handling og skrift i disse år. Det er helt uvirkeligt, hvordan de såkaldte hellige skrifter indeholder helt og fuldstændige barnagtige og tåbelige pointer, og at de selv samme tekster tages alvorligt.

'Den kristne' skriver:

Jeg må sige, at hvis det er Hr. Nordbrandts levebrød at hakke ned på mennesker, som tror på Gud, så er han alle sine penge værd! Men er det ikke interessant, at de samme menneskelige egenskaber som intolerence, frygt, nedgørelse og så videre, som Hr. Nordbrandt er så meget imod, er de selvsamme, som han selv lægger for dagen i artiklen?

Jeg tror hurtigt vi kan blive enige om, at fanatisme i alle afskygninger er et forfærdeligt onde. For fanatisme starter der, hvor tolerancen hører op. Og hvis Hr. Nordbrandts tolerance for almindelig ikke-fanatiske troende er så perfid og unuanceret, så kan jeg kun se, at hans Gud må være ham selv og hans manglende respekt for noget, der er så personligt, og så vigtigt for millioner af mennesker. Og DET er i virkeligheden en satans religion...

...Vores kristendom har ikke særligt meget at gøre med straf og frygt for straf at gøre. Kristus har igen og igen fortalt lignelser og mere direkte sagt, at kærlighed er det største, og at der ikke er noget større end at sætte sit liv til for sin ven. Menneskets forskel fra dyrene er, at vi kan eller har mulighed for selvkontrol og har samvittighed. Modsat dyrene der kun bliver styret af deres instinkter og erfaring.

Men det er ikke interessant. Det, der er spændende, er, at Hr. Nordbrandt mener, at religiøse mennesker er dumme og uselvstændige og derfor har de brug for noget at stive sig af ved. Men måske kan man derigennem lære vigtige lektier om ydmyghed, tolerance, kærlighed og barmhjertighed og så videre. Noget, man ikke støder på i de ateistiske samfund, vi har set på jorden de sidste 100 år.

Men hvad skal der mon til for at Hr. Nordbrandt blev troende? En spirituel oplevelse, et syn eller hvad? Og hvad ville der så ske? Mon ikke han vil fornægte det, som alle de andre åndelige oplevelser, som troende har båret vidnesbyrd om i millionvis.

...Og til sidst: Det er menneskers onde gerninger og tanker, der har slået dine venner ihjel, ikke Gud. Gud har givet mennesket de største gaver; nemlig kærlighed og handlefrihed. Og vé den, der administrerer dem dårligt!

Arne skriver:

Ja, selvfølgelig kan vi undvære Gud - og selvfølgelig kan vi opbygge et ateistisk samfund.
Sovjetunionen er vel et eksempel.

Men det siger jo ikke, om Gud ER eller IKKE ER. Og det kan intet menneske afgøre med sikkerhed, skulle jeg mene.

At nogle så ad forskellige veje når frem til den overbevisning, at Gud ER - og at andre på samme måde når frem til det modsatte - mens atter andre slet ikke når til nogen overbevisning - det skal vel ingen blande sig i - i et land med personlig religionsfrihed.

Kurt skriver:

Jeg har ondt af Henrik Nordbrandt, fordi han ikke har forstået, hvad Jesus siger om Gudsriget, at ingen forstår det uden de bliver født på ny (Joh. 3,3-9).

Det er ufatteligt for mig, at en så lærd mand kan sætte sig i dommersædet og nedgøre kristne, der arbejder rundt omkring i verden, hvor der er både fysisk og åndelig nød, netop forde kristen tro er modsætningen til eligion.

Det, jeg møder i denne artikel (af Henrik Nordbrandt, red.) er jo en mand, der kun vil se dårlige eksempler på splinten i sin næstes øje, men ikke ser ikke bjælken i sit eget øje.

Karsten Aaen skriver:

Atter og atter igen skal religiøse og spirituelle mennesker finde sig i, at ateister mener, at religionen er roden til meget eller alt ondt. Og sandt er det da også, at religionen er blevet brugt til meget ondt i denne verden. Blandt andre har den katolske kirke og også den lutherske kirke i tidens løb støttet knap så heldige styrer og regimer rundt om i verden. Dette er dog, efter min mening, ikke religionens skyld, men de folk, paver og præster, som har tolket kristendommen, islam og så videre.

Ateister overser totalt, at det var den kristne kirke, som allerede i 1100-tallet tog et opgør med det at holde trælle (slaver) i højmiddelalderen, at der i de klosterne i samme højmiddelalder foregik en aldeles livlig og udfordrende diskussion om forholdet mellem staten, religion og 'frie mænd' (udtrykket borger var ikke opfundet endnu).

Det var også den katolske kirke, som indførte de første klostre, og som stod bag oprettelsen af de første hospitaler i verden - for at hjælpe de syge og svage. Som Jesus havde helbredt de syge og svage, sådan skulle kirken helbrede de syge og svage.

Og netop derfor fik man lægeurter, ligesom man i klostrene begyndte at dyrke øl og vin, hvilket faktisk også hjalp på folks dårligdomme, da vandet faktisk var meget dårligt i middelalderen.

Selv i USA har kirken været dybt involveret i afskaffelsen af slaveriet. Problemet med USA er, at de folk, som i Europa i 1600-tallet mente, at Bibelen skulle være grundlaget, eller fundamentet, for samfundet, ja de blev eksporteret til 'den nye verden', altså USA. Senere kom der nogle andre til: Og det var de mennesker, der i 1776 blandt andet skrev 'uafhænghedserklæringen'. som indledes med ordene: "We, the people..." Og hvori der også står, at mennesket af Gud har fået visse umistelige rettigheder, med videre.

Herhjemme har kirken gjort sit til at grundlæggge vort velfærdssamfund. Hele idéen med at samfundet (staten) skal tage sig godt af de syge og svage har rødder direkte i kristendommens klostre. Dette er også baggrunden for Frelsens Hærs indsamlinger til julehjælp.

Interessant er det, at hvis man for eksempel kigger på islam eller jødedommen, finder man det samme bud om at tage sig af de syge,
svage og hjælpeløse. Noget, man aldeles ikke finder i hverken hinduismen eller buddhismen.

...For nu at hoppe til nutiden, så døde Abbé Pierre i Frankrig i denne uge. Denne katolske munk grundlagde en orden, som hjalp mennesker i nød. Pointen er, at Abbé Pierre gjorde dette ud fra et religiøst begrundet motiv, ikke ud fra et egoistisk motiv.

Klaus Mastensund skriver:

At "bygge et samfund på ateisme" er en fjollet formulering - ateisme er defineret som fravær af noget (specifikt, gudstro), og det kan man ikke "bygge" noget på.

Men man kan da udmærket konstruere et sekulært samfund med udgangspunkt i en moralsk konsensus uden overnaturlig baggrund.

Til manges overraskelse er for eksempel den amerikanske forfatning støvsuget for enhver henvisning til religion - undtagen det første tillæg, der fastslår, at stat og religion skal holdes adskilt.

Det ville da stå ringe til, hvis det eneste, der kunne få os til at opføre os ordentligt, var truslen om en afklapsning fra en overnaturlig faderskikkelse.

Frantsv skriver:

Det er et såre menneskeligt spørgsmål, der stilles, for selvfølgelig kan vi ikke undvære Gud, al den stund vi alle er skabt af ham. Vandet, jorden, dyrene, menneskene - alt er skabt af gud med en "højere" mening, som vi ikke endnu ikke forstår med vores menneskehjerner.