Vi er alle tabere i dette spil

I vores samfund kan ingen beskytte os effektivt imod galninge og voldsmænd. De er alle vegne, og det ved vi jo godt. Det er en risikofaktor, vi må kalkulere med i vort daglige virke. Det er ikke et muslimsk/islamisk problem, som mange gerne vil gøre det til; men et samfundsproblem, der angår os alle."

Dermed påpeger jeg ganske enkelt, at et offentligt engagement som regel har konsekvenser af den ene eller anden art - det er virkeligheden for mange politikere og debattører, incl. mig selv. Jeg har siden 1989 fået mange ubehagelige, anonyme breve fra både muslimer og kristne - faktisk flest fra kristne, og en enkelt dødstrussel har der også været.

Så kan jeg enten vælge ikke at udtale mig om noget som helst - eller fortsætte mit virke vel vidende, at ingen kan beskytte mig effektivt imod galninge og voldsmænd. Det er den risikofaktor, jeg må kalkulere med og forholde mig til hver evige, eneste dag. Jeg fatter simpelthen ikke, at det er så vanskeligt at forstå, og at det vækker så megen furore, at jeg sætter ord på de barske realiteter - hvor ubehagelige disse end måtte være.

Jeg kan ikke tro andet, end at den voldsomme reaktion skyldes mit religiøse tilhørsforhold - og det synes jeg er både nedslående og dybt problematisk for samfundet som helhed.

Internettet og den trykte presse har i vore dage erstattet nogle af de anonyme hilsener og været med til at polarisere debatten. Der er ingen grænser for, hvad man tillader sig at skrive om islam og muslimer. Angrebene bliver mere og mere ondskabsfulde og personlige, og debattører må - uanset deres religiøse tilhørsforhold eller mangel på samme - finde sig i citatfusk og manipulation, og i at blive mistænkeliggjort og tilsvinet - i den sagnomspundne ytringsfriheds navn.

Jeg er overbevist om, at hvis van Goghs film havde handlet om jøder og jødedom, ville både revl og krat - med statsministeren og Dansk Folkeparti i spidsen - havde fordømt filmen og anklaget instruktøren for antisemitisme. Nu hedder det i stedet, at muslimer må vænne sig til, at de i liberalismens og demokratiets navn må finde sig i, at deres tro bliver kritiseret. De skal gudhjælpemig på skolebænken og lære om de såkaldte frihedsrettigheder.

Vi skal bankes på plads og helst afsværge os vor tro - og huske at "tage afstand" fra alverdens ulykker. Vi skal bøje nakken - og så ellers være taknemmlige for, at vi overhovedet må være her.

Nu kan jeg føre min egen slægt fire hundrede år tilbage i den jyske muld, så mine forfædre har været med til at bygge dette samfund op. Det foruroliger mig og smerter mig dybt at være vidne til, hvordan danske værdier trædes under fode i sekulariseringens og liberalismens navn. Mine egne forældre viede deres liv og virke til fremme af danskheden i Sydslesvig. Jeg er taknemmelig for, at de ikke har oplevet de seneste års skammelige udvikling.

Hvornår lærer vi at se på hinanden som mennesker på godt og ondt - i stedet for at fokusere på hudfarve, påklædning, accent eller tro? Vi er alle tabere i dette spil.

Lad os dog bruge vore ressourcer på andet end grøftegravning. Lad os i stedet bruge dem på - sammen - at forebygge det, som vi alle er imod uanset vort religiøse tihørsforhold eller mangel på samme: Meningsløs vold, selvtægt, selvmord, incest, voldtægt, kønssygdomme, abort, fartgalskab, kvindehandel, vold imod kvinder og børn, og arbejde for at fremme ligestilling, dyreværn osv. osv.

Du og andre har før bebrejdet mig, at jeg ikke er mere udfarende; men jeg er faktisk træt af at møde disse bebrejdelser. Jeg bruger min tid og mine menneskelige ressourcer på det, jeg er bedst til - nemlig at skrive og holde foredrag. Jeg er et typisk "studerekammer-menneske" og hverken politiker eller tilhænger af rampelyset. Og så tror jeg mere på "de lange, seje træk" (jf. min kommentar "Retten til ikke at ytre sig" af 29. sept.).

Døgnet har kun 24 timer, og jeg bruger faktisk det meste af min tid på aktiviteter så som hjemmeside, besvarelse af spørgsmål, religionsdebat som denne, foredrag og paneldebatter - aktiviteter, der (med undtagelse af en mindre del af foredragene) ikke indbringer så meget som en krone til at betale husleje eller få brød på bordet. Og så mener jeg faktisk, at jeg - i ytringsfrihedens navn - må have lov til selv at vurdere, hvornår, på hvilken måde og i hvilke sammenhænge jeg vil "tage afstand".

Man taler så meget om at støtte moderate muslimer - det har jeg aldrig mærket noget til. For at blive betragtet som moderat muslim skal man i dagens Danmark nærmest padle rundt på det ultra-lighte overdrev og frem for alt have de rette politiske meninger. Formaster man sig til at tilkendegive, at ens tro har betydning for en i hverdagen, bliver man kategoriseret som en udemokratisk, samfundsfjendtlig fundamentalist. På den anden side bliver man udstødt af mange muslimske kredse, hvis man åbenlyst fravælger tørklædet og erklærer sig som modstander af stening.

Fagforfattere har generelt miserable forhold i dagens Danmark - med mindre de bevæger sig ud på det populistiske overdrev. Der er ikke mange kroner til forfatteren for hver solgte bog. Det er også en del af virkeligheden i dagens Danmark.

Dette bliver mit sidste indlæg i debatten om ytringsfrihed her på religion.dk. Jeg har en bog på bedding, som jeg gerne vil koncentrere mig om - så vidt det nu er muligt.

Med venlig hilsen

Aminah Tønnsen