Både kristne og muslimer er imod selvtægt

Så vidt jeg kan regne ud, er den historiske baggrund for salmen, at Judæa under Salomons søn, Rehabeam, gjorde "hvad der var ondt i Jahves øjne" (1 Kong 14,22-24) og dermed brød Loven. Som straf blev Jerusalem og templet plyndret af ægypterkongen Sjisjak (2 Krøn 12) - helt i overensstemmelse med aftalen med David som forklaret i salmens vers 31-33.

Salmisten slutter så (vers 47-52) med en hjerteskærende bøn om, at Jahveh vil vise samme nåde og trofasthed mod folket, som han fordums tilsvor David.

Mange venlige hilsner

Flemming

Svar:

Kære Flemming!

Angående det første: at man egentlig bør spørge en imam, der er imod selvtægt, lidt mere indgående. I første omgang var jeg tilbøjelig til at give dig ret. Men ved nærmere eftertanke tror jeg ikke, du har ret. Selvtægt betyder både for en kristen og en muslim, at man tager loven i egen hånd. Og jeg vil forstå en muslim, der er imod selvtægt, sådan, at han også er imod dette, at nogen i et muslimsk land for egen regning og risiko påtager sig at straffe overtrædelser. Det er i både kristne og muslimske samfund noget, vi har øvrigheden til.

Det er sandt, at Muhammed gav sin velsignelse til en række snigmord på modstandere af muslimer, da han havde erobret Mekka. Det var selvtægt. Men det er i så fald undtagelsen, der bekræfter reglen. Det er også sandt, at Khomeini opfordrede muslimer verden over til selvtægt, det vil sige, til at tage den muslimske lov om profetbespottelse i egen hånd og uden retssag gennemføre straffen. Det var også selvtægt. Men det gik det ægyptiske universitet Al-Azar i Cairo imod, netop med henvisning til, at der ikke blev gennemført nogen retssag ved den procedure.

Så når muslimer bekender sig som modstandere af selvtægt, så vil jeg tillade mig - indtil andet er bevist - at regne med, at de er tilhængere af, at enhver overtrædelse og enhver fornærmelse skal straffes efter loven, det vil sige, efter behørig politianklage og retssag.

Angående Salme 89: Jeg tog salmen som et billede på en "fræk" bøn, en bøn, der ikke på forhånd tager livet af sig selv ved en alt for from og selvudslettende holdning. Jeg tænkte såmænd på at citere Kierkegaard, og det kan jeg jo så gøre nu.

Han skriver i Gjentagelsen fra 1843:

"Tael derfor Du, uforglemmelige Job! gjentag Alt, hvad Du sagde, Du vældige Talsmand, der møder for den Høiestes Domstol uforfærdet som en brølende Løve! I Din Tale er der Fynd, i Dit Hjerte er der Gudsfrygt, selv naar Du klager, naar Du værner om Din Fortvivlelse mod Dine Venner, der som Røvere staae op at overfalde Dig med deres Taler, selv naar Du, hisset af Dine Venner, søndertræder deres Viisdom, og foragter deres Forsvar for Herren, som var det en udeblevet Hoftjeners eller en statsklog Regjeringsmands elendige Kløgt.

Dig behøver jeg, en Mand, der veed at klage høit, saa det gjenlyder i Himlene, hvor Gud beraadslaaer med Satan om at lægge Planer op mod et Menneske! Klag, Herren frygter ikke, han kan vel forsvare sig; men hvorledes skulde han kunde forsvare sig, naar Ingen vover at klage, som det sømmer sig et Menneske.

Tael, opløft Din Røst, tael høit, Gud kan vel tale høiere, han har jo Tordenen - men ogsaa den er et Svar, en Forklaring, paalidelig, trofast, oprindelig, et Svar fra Gud selv, der, hvis den end knuste et Menneske, er herligere end Bysnak og Rygter om Styrelsens Retfærdighed, opfundne af menneskelig Viisdom, udspredte af Kjellinger og Halvmænd".

Dette er talt af den Kierkegaard, der andetsteds holder en lang tale over emnet: Overfor Gud har vi altid uret.

Kan du se, hvad jeg mener? Et menneske kan komme derud, hvor det må feje teologiske overvejelser af bordet, før det kan bede. Og jeg synes, det er sigende, at også til det menneske har bibelen et ord. Det kan så komme fra Job, fra Klagesangene, fra Salme 89 eller andetsteds fra. Den kvinde, filmen viste, forekom mig at klage på den måde, Kierkegaard her omtaler.

Det kan så i andre sammenhænge være godt nok, at vi andre, der ikke sådan er ude i tovene, kan sidde i ro og mag og finde ud af, at Gud så sandelig er retfærdig alligevel, komme med forklaringer og retfærdiggørelser af Gud. Blot forekommer det mig, at Gud selv mange steder i bibelen afbildes som én, der er større end vore tanker om ham. Og det er vel egentlig også godt nok.

Venlig hilsen

Ricardt Riis